spaghetti af squash med sauce bolognese (glutenfri)
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
“spaghetti” på få minutter
Som jeg lovede, kommer her et forslag til, hvordan du også kan nyde bolognesesovsen, som jeg publicerede forleden dag. Bolognese er jo “født” som pastasovs. Jeg håber selvfølgelig, at du som anbefalet har lavet dobbelt portion af den klassiske sovs. Så har du her en lækker ret på under 10 minutter.
.
man tager …
Når jeg nu disker op med squash igen, er det fordi jeg håber, at du ikke bliver træt af den villige frugt, som har ydet det ypperste i denne sommer. Med mange variationsmuligheder bliver man aldrig træt af squash. Synes jeg.
Her er frugten brugt til en lynhurtig gang “spaghetti”.
.
squash-spaghetti med bolognesesovs
Til spaghetti-retten skal du til 4 personer bruge en portion sauce bolognese og 4 mellemstore squash.
Desuden har du brug for en såkaldt spiralizer, hvor du kan lave spaghetti-strimlerne. Hvis du ikke har sådan en dims, kan du skære frugterne i tynde skiver og derefter i strimler.
Du kan drysse strimlerne med lidt salt og peber og spise dem rå (og dermed kolde), men du kan også overhælde dem med lidt kogende grøntsagsbouillon lige inden serveringen, men jeg synes det er synd, hvis strimlerne bliver for bløde.
Servér retten portionsvis med saucen i bunden og “spaghettien” på toppen. Drys med lidt persille eller anden krydderurt, fx timian. Jeg har også drysset med lidt ekstra valnødder.
.
squash er også fine til bøffer
Mens vi er ved squashene, vil jeg lige minde om, at squash også er fremragende til frikadeller eller bøffer. Her er det en bøf, der er landet i en burgerbolle med ristede kantareller på toppen. Du finder opskriften her.
.
endnu en bøf – her fra Copenhagen Cooking
Madfestivalen raser i København i øjeblikket. I går “byggede” jeg burgere på Vegetarisk Forenings Festival på Amager sammen med kok og madskribent Katrine Klinken.
Jeg lavede bøffer af sorte bønner, som blev lagt sammen i en burger smurt med hjemmelavet ketchup og sennepscreme. Fyldet var bøffen, skiver af avocado og chilimarinerede strimler af mango med koriander. De vakte glæde.
.
to dele af en bæredygtig burger
.
Sådan en spiralizer købte jeg jo faktisk sidste år, men har ikke nået at bruge den i år, kræver at squashene ikke bliver for tykke, og nok også fordi man jo netop kan bruge squash til alle mulige retter, så der er blevet lavet andet mad med dem. Vil tage din idé op med at koge “spaghettierne” med en bouilllonterning, det må kunne sætte lidt smag.
Men nu vil jeg finde en tynd squash og ellers gå i gang med sortbønnebøfferne, de smager nemlig supergodt.
Ville lige diske op med en opskrift på en nem squashsuppe, men opskriften lå ikke på sin plads, så det må vente.
Håber I havde en skøn dag i går med forhåbentlig mange besøgende, der syntes dine bøffer var formidable 🙂 !!
Hilsen Dorit
Ja, bagdelen ved spiralizer’en er, at den ikke kan tage store grøntager. Men faktisk får man et udmærket resultat ved at skære squashene i tynde skiver og derefter i strimler.
Jeg håber, at du har nydt både bøfferne og “spaghettien” på nuværende tidspunkt. Dyr var bestemt glæde over “bøfferne” på vegetarfestivalen. Og også over Katrines såkaldte “sliders”: små boller med fyld fra Georgien: skønt valnøddesmør, stegte græskarskiver, rå løg og kerner af granatæble.
Og så vil jeg ellers glæde mig til din suppeopskrift, hvis du finder den.
Kh Kirsten
Bøfferne var FORMIDABLE til Vegetarfestivallen. De vil blive anvendt, i mange fremtidige måltider!!
Spagetti af courgetter, det tror jeg vil blive et hit på min foranstående bondegårds”ferie” fra jord til bord med 11 beboere fra en Handicapinstitution. Jeg tror jeg skal sende dig et par billeder af det overdådige græskarmarked bondefamilien laver og sælger ud af. Det er kæmpestort og varieret.
Kære Pernille,
Hvor er det dejligt med sådan et udsagn på en grå mandag morgen! Det glæder mig, at du kunne lide bønnebøffen og dejligt, at du vil tage den på repertoiret. Jeg synes også at det er lækker basismad, både til frokost, middag og madpakke.
Og så håber jeg, du får succes med at servere spaghetti-retten til dit arrangement, og jeg vil blive MEGET glad, hvis du vil sende et par billeder.
God fornøjelse med det hele!
Kh Kirsten
Squashsuppe, 4 personer.
1 kg skyllede squash
1 stort pillet og hakket løg.
2 spsk. olivenolie
1 l. kogende grøntbouillon
salt, peber
1 spsk. basilikum(efter smag)
1 dl. fløde/plantefløde.
Svits squash og løg i olien, hæld bouillon ved, tilsæt krydderier og lad suppen koge 6-7 min til grøntsagerne lige netop er møre. Kom fløden i og smag til.
Server groft brød til.
.
For at opfylde kravet om proteiner, bør vi vist supplere med linser eller bønner. Retten er blot en “Grøn mad”-ret fra et gammelt blad, jeg har lavet den flere gange gennem tiden, og den har en dejlig sød smag af basilikum’en.
Har før puttet et par kartofler i mindre stykker i for at give lidt mere fylde og blendet hele baduljen.
Måske kan du Kirsten, brygge lidt videre på basis-opskriften her 🙂
Hilsen Dorit
Tusind tak for opskriften, Dorit. Man kan aldrig få nok squash-opskrifter.
Man kan jo sagtens nyde suppen bare med basilikum – og det lyder rigtig lækkert, men selvfølgelig også udbygge den med forskellige protein-produkter som bønner, korn eller lignende. Jeg kigger på det ved lejlighed.
Kh Kirsten