Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

15

november 2021

20

KOMMENTARER

skøn suppe med savoykål – italiensk ribollita

Skrevet af , Posted in hovedretter, supper

..

hjertevarmende suppe som hovedret

ribollitta.3

Du har sikkert bemærket, at mine ideer til plantebaseret mad har holdt pause nogle uger. Jeg har bogstavelig talt været lagt ned, men er nu så småt på vej tilbage til gryderne og tasterne. Jeg håber selvfølgelig, at du har savnet ideerne!

Her er jeg tilbage med en rigtig “stærk” ret. Stærk forstået som en ret smækfyldt med fantastiske næringsstoffer. Så her i den gråmelerede november kommer en hovedrets-suppe, der både varmer kroppen og giver energi til hver eneste celle i kroppen.

.

italiensk klassiker

Ribollita er en gammel italiensk bonderet, der hæges om i de enkelte familier.

Ribollita er en mellemting mellem en suppe og en stuvning, og jeg foreslår, at man spiser den som en hovedret.

Retten stammer fra det folkelige italienske køkken, et meget fattigt køkken, hvor kød var en sjældenhed.

I bogen ”Grønne glæder fra Italien” af den italienske journalist og forfatter, Alfredo Tesio, som jeg havde fornøjelsen  at udgive engang i sidste århundrede, beretter Alfredo om den klassiske ret:

”Det fortælles, at under de store luksuriøse middage, der blev holdt i Firenzes palæer, blev alle de iøjnefaldende retter serveret på kæmpefade. Selve fadene var dækket af et fladt halvbagt brød, der skulle beskytte det kostbare sølv. Dette brød opsugede al saften, der kom fra de retter, de adelige spiste. Når fadene blev bragt tilbage til køkkenet, hang der en kæmpe lergryde parat over ilden, klar til at blive fyldt med det kostelige brød. Der blev så spædet op med vand og alle mulige grøntsager, som kogte og kogte i timevis, fordi de store renaissancebanketter varede i mange timer, ofte flere dage …

Ribollitaen var faktisk tjenestefolkenes forret, hovedret og dessert. Retten blev med årene forbedret, glemt og genopstod så, for i dag at være en meget udsøgt ret.”

Ja, sådan kan mad altså opstå og genopstå, og i dag findes der mange forskellige udgaver af suppen/stuvningen: nogle kommer brødet i suppen, som så bliver temmelig tyk, andre griller brødet med ost og serverer det oven på suppen, som du kan se det på billederne.

.

den supersunde grønne kål

Savoykål er i sæson lige nu, og flere har efterlyst opskrifter med savoykål. Og lige netop denne kål er fin til ribollitaen. Men du kan også bruge palmekål, bladbeder eller grønkål.

.

italiensk bondemand 

ribollitta.1

ribollita – italiensk bondesuppe/stuvning

(4 personer)

300 g hvide bønner, canellini eller limabønner

1/2 dl olivenolie + lidt til serveringen

200 g rødløg

4-5 fed hvidløg

1/2 tsk tørrede chiliflager eller frisk hakket chili efter smag

2 tsk tørret rosmarin

2 tsk tørret timian

300 g gulerødder

2-3 stilke bladselleri

1 dåse hakkede tomater m væde

350 g grønkål, palmekål, bladbeder eller savoykål

2 laurbærblade

evt. grøntsagsbouillon

citronsaft

8 skiver daggammelt brød

evt. tør plantebaseret ost

 

Sæt bønnerne i blød natten over og kog dem i nyt vand ca. 20 minutter.

Afdryp bønnerne, men gem lidt af kogevandet.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter. Tilsæt chili og krydderurter.

Skær gulerødderne igennem på langs og derefter i skiver. Skær også bladsellerien i skiver. Snit de grønne blade.

Kom grøntsagerne i gryden og svits dem et par minutter. Læg låg på gryden og lad grøntsagerne simre for meget svag varme 10-15 minutter.

Tilsæt tomaterne med væden.

Snit den valgte kål fint og kom den i gryden sammen med laurbærbladene og evt. 2-4 dl bouillon eller kogevand fra bønnerne efter behov.

Tilsæt også de kogte hvide bønner.

Hvis du vælger at komme brødet i retten, så skær det i terninger og lad det koge ud i suppen.

Læg låg på gryden og lad ribollitaen simre 15-20 minutter.

Hvis du vil servere brødet til separat, så smør det med olivenolie og drys med reven ost. Sæt skiverne under grillen, indtil overfladen er gylden.

Smag ribollitaen til med salt, peber og citronsaft.

Servér suppen/stuvningen med de grillede brød og lidt ekstra olivenolie på toppen.

 

ribollita turkis

..

nu er det suppetid – supper fra hele verden – til hele året

Hvis du er lige så vild med supper som jeg, kan du finde opskrifter på supper fra hele verden i min bog, “Supper & Co.”

Supper er verdens hurtigste mad at tilberede – alt er i én gryde. I bogen kan du “rejse” fra Sydamerika til Rusland og Kina, Thailand og mange andre lande.

Bogen kan købes som E-bog hos Saxo.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

20 Kommentarer

  1. Lotte
  2. Myrna Sandholdt
  3. Pia
  4. Erik Weihrauch
  5. Lise
  6. Mette Duedahl Skou
  7. Thilde Hauskov
  8. Bente Moe

Skriv et svar til Kirsten Skaarup Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.