Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

tirsdag

24

december 2019

6

KOMMENTARER

risalamande med blåbærsovs – låge nr. 24 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in desserter, julemad

.

glædelig grøn jul

I aften sænker julefreden sig over land og by. Efter decembers hektiske leben er vi mange, der sætter sig omkring et veldækket bord med dem, vi holder allermest af.

Der er som bekendt 24 låger i en julekalender, så desserten er sidste kalenderhilsen for i år. Men så er der jo nytårsmaden at se frem til!

At lave og servere mad for andre er en kærlighedserklæring. Det må du varme dig ved, hvis du er en af dem, der har kokkereret i dagevis.

Julens budskab er også kærlighed. Det gælder dog ikke kærlighed til dyrene. Juleaften er den dag på året, hvor der spises allerflest dyr. Dyr, der for størstedelens vedkommende har haft et kummerligt og lidelsesfyldt liv.

Det er mit håb, at mange af mine ideer til julemad vil være på menuen i aften og de følgende juledage. Ethvert skridt i den grønne retning tæller, og mon ikke der i år trods alt er en del familier, hvor der er mere plantemad på menuen end sædvanligt? Det er mit håb.

Jeg ønsker en grøn, glædelig og velsignet jul – uden sul.

 

hvad med mandlen – og risen?

I Centralasien, fx i Uzbekistan hvor fotoet er taget, bugner det med mandler, nødder og kerner. Men mandler er en omdiskuteret fødevare her langt mod nord.

Der er dog ingen grund til at have dårlig samvittighed over mandlen i risalamanden, men det er muligt, at vi i fremtiden bliver nødt til at opfinde en anden tradition for juledessert. Risalamanden laves som bekendt med ris, og det er et andet, stærkt klimabelastende produkt.

.

hvorfor ris i en dessert?

Men hvordan i alverden fandt vi i Danmark på at servere en tung risdessert som afslutning på en årets mest voluminøse middage? Oven i købet med et fransk navn.

I gamle dage var ris og kanel (og mandler) dyre og eksotiske ingredienser, som kom langvejsfra, fra dér hvor peberet gror. Så det var fint at spise denne luksusgrød juleaften. Og også nissen, som man skulle holde sig gode venner med, har langt tilbage i historien fået risengrød til jul.

Men så skulle det være ekstra fint! Sidst i 1800-tallet begyndte risengrøden at blive serveret med kirsebærsovs og mandler. Måske fik den derfor et fransk navn: risalamande (ris med mandel), men i Frankrig har de aldrig hørt om desserten.

Det var først under anden verdenskrig, hvor der var mangel på ris, at man fandt på at strække grøden med flødeskum. Voila: en ægte klassiker var født.

Til gengæld er mandelgaven en gammel tradition. Den stammer fra 1500-tallets Frankrig. Dengang i Frankrig puttede man en bønne i kagen til helligtrekonger, og den heldige finder fik tildelt visse privilegier.

Det er ironisk, at risen nu igen er blevet eksotisk og noget, vi skal spare på. På vore breddegrader bør vi atter se på ris som en luksusvare. Risdyrkning er enormt vandkrævende (ligesom mandeldyrkning), og ofte transporteres ris og mandler over lange afstande. Det er ikke godt for klimaet. Men det er jo som bekendt kun jul én gang om året! Det er det, vi spiser alle de andre dage på året, der virkelig belaster kloden. Så nyd risalamanden – trods alt!

risalamande med blåbærsovs

(4 personer)

100 g grødris

3 dl vand

1 tsk salt

1 kanelstang eller 1 tsk stødt kanel

2 dl piskbar sojafløde

2-3 spsk flormelis

1 stang vanilje (kan udelades, brug evt. vaniljepulver)

25 g mandelflager + 1 hel smuttet mandel

blåbærsovs:

150 g blåbær

1/2 dl blåbærsirup

1/2 dl hvidvin (kan erstattes af appelsinsaft)

evt. 2-3 spsk portvin

ca. 1 spsk maizenamel

1 spsk små friske timianblade (kan udelades)

 ..

Kog risene i vandet med salt og kanel.

Lad risene simre for meget svag varme ca. 30 minutter. Hold øje med dem og smag efter 25 minutter, om risene er ved at være møre. Alt vandet skal være kogt væk.

Afkøl risen og fjern en evt. kanelstang.

Du kan koge risen dagen før, den skal serveres.

Lav sovsen: kom blåbærrene i en gryde med blåbærsirup og hvidvin eller appelsinsaft.

Lad det koge op. Tilsæt evt. portvin og rør ca. 1 spsk maizenamel ud i 2-3 spsk vand og jævn sovsen. Tilsæt timianbladene og fjern gryden fra varmen.

Hvis du vil have sovsen mere sød, så tilsæt lidt flormelis.

Du kan lave sovsen dagen før, den skal serveres og varme den op ved serveringen (eller servere den kold).

Kort før du skal servere ris a la manden: pisk fløden stiv sammen med flormelis.

Skrab kornene ud af vaniljestangen og rør dem i piskefløden. Smag til med flormelis.

Løsn risene lidt, hvis de klistrer sammen, og vend dem forsigtigt i flødeskummet sammen med mandelflager og den hele mandel.

Servér risalamanden med sovsen separat – eller lav portionsanretninger som på billederne.

.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

6 Kommentarer

  1. Hella Andrésen
  2. Birgitte Dyrby
  3. Karen Skovgaard Kvarning

Skriv et svar til Hella Andrésen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.