Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

4

april 2025

4

KOMMENTARER

pariserbøf med rødbede, kapers og peberrod

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter

.

plantebaseret udgave af en klassiker

Jeg har her tilladt mig at erstatte en kødbaseret klassiker med planter. Det får jeg tit drøje hug for. Det er kødspisere, der er fortørnede over, at “deres” mad bliver tryllet om til plantebaserede retter. Jeg har aldrig forstået hvorfor. Jeg mener, de burde være glade, fordi den grønne mad både skåner dyrene, naturen, klimaet og vores eget helbred. Det kommer alle til gode, både kød- og plantespisere. Og vi tager jo ikke noget fra kødspiserne – tværtimod.

Så tag godt imod pariserbøffen – nu med planter!

.

forkæl samtidig dine tarmbakterier

“Fiberrig, hjemmelavet vegetarisk mad er godt for snart sagt alt”, skriver journalist Lars Igum Rasmussen i Politiken i en artikel om vores tarmbakterier, det såkaldte tarmmikrobiom, der er en slags kommandocentral for vores helbred.

Vi ved efterhånden, at tarmmikrobiomet har betydning for de fleste af kroppens funktioner. Disse tarmbakterier elsker grøn og uforarbejdet mad med masser af fibre. Og de hader ultraforarbejdede fødevarer.

De mange fabriksfremstillede fødevarer, der er sprængt til atomer og klistret sammen igen med mængder af tilsætningsstoffer, nedbryder vores helbred. Den mad lægger grunden til overvægt og mange såkaldte velfærdssygdomme, fordi vores tarmbakterier udsultes, og kroppen tilføres  stoffer, der ikke er beregnet til menneskelig føde.

Hvor svært kan det være: Den person, der har forsket mest i vores tarmmikrobiom, professor Oluf Borrebye Pedersen, siger i samme avis, at alternativet til den ultraforarbejdede skodmad er: “… råvarebaseret og varieret mad med hovedvægten lagt på økologisk plantemad.”

Det betyder mest mulig hjemmelavet mad med hovedvægten på friske, økologiske råvarer.

.

læs her hvis du er i tvivl

Vil du vide mere om de ultraforarbejdede fødevarer og deres negative indvirkning på vores krop, så læs Chris van Tullekens bog, “Ultraforarbejdet”. Den giver et fantastisk indblik i, hvad industrien fodrer os med, og hvilke fatale konsekvenser det har for vores helbred. Produkter der skaber afhængighed, og gør os tykke og syge, så industrien kan tjene mest muligt. Vi betaler ikke blot for produkterne, vi betaler også med vores helbred.

Køb bogen hos din boghandler eller hos Saxo. Prisen hos Saxo er kr. 234,95.

.

når nøden er størst …

Men der findes lys derude … Et menneske, der kæmper for friske, sunde og økologiske råvarer, er den tidligere direktør for det nu hedengangne Irma, Alfred Josefsen.

Det var en stor sorg for Irma-kunderne, da COOP lukkede kæden, men nu har den tidligere Irma-direktør åbnet et nyt supermarked med det samme gode koncept, som Irma: hovedvægten på uforarbejdede fødevarer, friske økologiske grøntsager og bæredygtighed. Smukke lokaler og venlige medarbejdere.

Det nye supermarked hedder alma og åbnede i sidste uge på Sylows Alle 17 på Frederiksberg. Fra morgenstunden var køen til den nye butik lang. Indenfor blev man mødt af masser af grønt i alle farver, mængder af bælgplanter og anden opbyggelig mad. Kunderne gik omkring og tog den nye butik i øjesyn med et smil på læben. Der var ingen tvivl om, at glæden ved dette nye mekka af kvalitet var stor. Her mødtes Irma-familien igen og småsnakkede med hinanden om den fagre nye indkøbsverden.

Endnu er det kun et københavnerfænomen, men når vi er mange nok, der ønsker kvalitetsmad, vil der være menneskevenlige alma’er overalt.

Se mere om alma her.

Tak fordi der stadig findes mennesker, der sætter pris på kvalitet og bæredygtighed.

.

masser af grønt hos alma – også i løs vægt

Det bugner af grønt hos alma, meget uindpakket – og det kan købes i løs vægt.

.

påsken er for mange ensbetydende med æg

Tilbage til ugens ret: Pariserbøffen er en velvalgt deltager til påskens frokostbord. Og påske er som bekendt ensbetydende med æg som symbol på det nye liv, der spirer og gror overalt i foråret.

En animalsk pariserbøf skal have en æggeblomme på toppen. I denne planteudgave er æggeblommen erstattet af en “blomme” af mango.

.

en bøf med det hele

Bøffen laves af planteprotein (fremstillet af økologiske bælgfrugter) fra Plant Mate. En anden mulighed er en rødbedebøf med quinoa – eller din egen foretrukne plantebøf.

Hvis du søger på bøf i søgefunktionen, får du masser af andre forslag til bøffer.

En pariserbøf serveres på et stykke godt surdejsbrød med tilbehør af hakket løg, kapers, hakkede rødbeder og reven peberrod.

.

pariserbøf med rødbede, kapers og peberrod

(4 personer)

bøffer – 7-8 stk.:

75 g plant mate (fx granulate eller mince mini)

2 ½ dl koldt vand

1 spsk tørret oregano

3 spsk tamari

50 g skalotteløg

2 fed hvidløg

150 g rødbede

50 g tamariristede solsikkekerner– se nederst i indlægget

½ dl olivenolie

75 g havregryn

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

olie til stegning

tilbehør:

4 skiver lyst brød, gerne surdejsbrød

1 mangofrugt

4 spsk hakket, syltet rødbede

4 spsk hakkede rødløg

3 spsk kapers

3-4 spsk reven peberrod

.

Læg plant mate i blød i vandet tilsat oregano og tamari. Lad stykkerne udbløde en halv times tid. Vend rundt i dem ind imellem, så alle stykker bliver udblødt og al væden opsuget.

Hak løg og hvidløg.

Riv rødbeden groft.

Blend plantestykker, løg og rødbede med en stavblender.

Rør solsikkekerner, olie og havregryn i farsen. Tilsæt 1/2 spsk reven citronskal og 1-2 spsk -saft. Vurdér om farsen er fast nok. Tilsæt evt. flere havregryn.

Smag godt til med salt, peber og citronsaft.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid.

Smag til igen og vurdér konsistensen.

Form 7-8 flade bøffer. Sæt dem på en pande med godt varm olie. Lad dem blive mørke på begge sider og skru ned for varmen. Steg bøfferne færdige, 5-6 minutter på hver side.

Du kan også blot brune bøfferne på panden og bage dem færdig i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. Hvis du vælger denne løsning, kan du forstege bøfferne dagen før, de skal serveres.

Rist brødet gyldent på begge sider i olie på panden.

Skær 4 ”æg” ud af mangofrugten.

Læg en bøf på hver brødskive og et mango”æg”. Drys med hakkede løg og rødbede, kapers og reven peberrod. Servér evt. mere af tilbehøret til separat.

.

.

tamari-ristede solsikkekerner

Rist 50 g solsikkekerner (eller græskarkerner) gyldne og duftende på en tør pande.

Tilsæt 2 spsk tamari og 1 spsk olivenolie. Rist kernerne, til de er helt tørre.

Opbevar de ristede kerner i et lufttæt glas.

.

Share

fredag

28

marts 2025

0

KOMMENTARER

baba ganoush med bønner og stegte kejserhatte – fra forret til hovedret

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en lækker hilsen fra Mellemøsten

Baba ganoush er en lækker dip eller creme af bagt eller ristet/grillet aubergine. Ofte ristes auberginen over åben ild for at opnå en let røget/brændt smag. Da de færreste af os har åben ild, kan auberginen ristes over et gasblus – eller den kan lægges under grillen i ovnen.

I Mellemøsten serveres baba ganoush mest som mezze, forret, sammen med andre småretter eller som tilbehør til en hovedret.

Vælger du baba ganoush som forret eller dip, kan du udelade bønnerne.

Pitabrød passer fint som tilbehør til baba ganoush.

.

hjemmebagte pitabrød

Se opskrift på pitabrød her.

.

fra forret til hovedret

Baba ganoush er “født” som tilbehør eller forret, men det er nemt at opgradere den til en hovedret.

Vi skal jo som bekendt spise mange flere bælgfrugter i Danmark. Det kan gøres på mange måder. Fx kan man “smugle” bønner ind i bagværk eller som i denne ret, en puré af aubergine.

Med bønnerne er retten proteinoptimeret, og med stegte svampe og tilbehør af fx pitabrød er det en dejlig let forårsret.

.

med eller uden kerner af granatæble

I Mellemøsten bruger man meget det sød-syrlige granatæble. Det er supersundt og er her brugt som drys på retten. Men også granatæblesaft og -sirup kan anbefales til mange retter.

Granatæble virker stærkt antioxidant og indeholder meget C-vitamin samt andre stoffer med antioxidant virkning, fx ellaginsyre, der ser ud til at være kræfthæmmende – og modvirker rynker.

Men faktisk betyder de røde kerner også noget visuelt. Det ser man på fotoene ovenfor og nedenfor. Vi spiser som bekendt også med øjnene.

.

.

variationer af baba ganoush

Baba ganoush er så populær en ret, at den er kendt og elsket i mange områder udenfor Mellemøsten. Ingredienserne kan variere, fx kan man udelade tahin og tilsætte mayonnaise i stedet. Også krydderier og krydderurter veksler afhængig af området.

.

baba ganoush med bønner og stegte kejserhatte

(4 personer)

¾ kg auberginer

olivenolie

1 dåse/brik små hvide bønner eller limabønner, ca. 230 g afdryppet vægt, kan erstattes af andre bønner

3 spsk tahin

2 fed hvidløg

1 spsk ristede spidskommenfrø

chili efter smag

1 økologisk citron

tamari, salt, friskkværnet peber

200 g kejserhatte

persille eller koriander

evt. 1 granatæble

.

Skær auberginerne igennem på langs og læg dem på en bageplade med den runde side opad. Pensl med olie og bag auberginerne i en 200 grader varm ovn ca. 30 minutter. Skindet må gerne blive lettere brændt.

Skrab kødet ud af auberginerne. Tag gerne lidt af skindet med.

Afdryp bønnerne og blend dem sammen med tahin, hvidløg, spidskommenfrø, chili, 2 spsk tamari, 2 spsk citronsaft og 1 spsk reven citronskal.

Tilsæt auberginekødet og blend det med, til cremen er ensartet.

Smag godt til med salt, peber, citronsaft og evt. chili.

Skær kejserhattene igennem på langs og rids evt. tern i stokkene. Steg dem gyldne på en godt varm pande.

Bred auberginecremen ud på et fad og læg svampene øverst.

Drys med hakket persille og evt. kerner af granatæble.

.

.

Share

fredag

21

marts 2025

6

KOMMENTARER

kartoffel- og selleriterrine med bagte rosenkål

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, tilbehør

.

forår i det grønne køkken

Både ude og inde pibler løgvæksterne frem. Lilla, hvidt og gult kappes om opmærksomheden. Solen skinner, dagene er blevet længere, og der er i det hele taget meget at glæde sig over – også vinterens sidste rodfrugter, der har klaret sig godt, og som vi må nyde, indtil de nye kartofler og alle de andre nye lækre grøntsager kommer om nogle måneder.

Meeeen … det er også tid til at stoppe op og overveje, om vi ikke skal til at spise mere fra de grønne hylder, og i det hele taget omfavne jorden og klimaet kærligt med alt hvad vi forbruger.

Onsdag den 19. marts var nemlig den dag, der kaldes “Earth Overshoot Day”, og som betyder, at nu har vi i Danmark brugt de af klodens ressourcer, som skulle række til hele året, for at holde balancen i hvad vi tager fra jorden, og hvad vi giver tilbage. Når det i Danmark allerede er den 19. marts, skyldes det, at vi ligger bedrøveligt langt fremme, når det handler om at forbruge flest mulige af jordens ressourcer. Vi kommer ind på en beskæmmende 12. plads, kun overgået af USA og forskellige oliestater.

Regner vi hele klodens overforbrug med, har vi samlet set (hele jorden) først brugt ressourcerne i august, så vi har i Danmark ekstra god grund til at tænke mere på at drage omsorg for planetens ve og vel. Her er dét at være foran at være bagud!

Vores overforbrug skyldes ikke  mindst enorme mængder soja, som importeres fra Sydamerika for at blive brugt som svinefoder. Det ødelægger ikke blot regnskoven – jordens lunger – det holder liv de vores mere end 11 millioner lidende grise, der igen er klimaødelæggende. At gribe til de gamle rødder er en stor klimahjælp.

.

en terrine med rødder i den danske muld

Denne terrine er lavbudget-mad på flere planer: den er billig – og den tærer ikke meget på jordens ressourcer.

Terrinen kan laves med kartofler alene – eller den kan laves med 3/4 kartofler og 1/4 selleri.

.

ovnbagt rosenkål

Tilbehøret er rosenkål. De supersunde kål er også bæredygtige, og tager sig ligeledes snart en hvilepause, men endnu er de fine. Jeg har brugt de lilla, som indeholder flere af de antiinflammatoriske antocyaniner end de grønne rosenkål – men begge slags kan bruges.

.

terrinen og kålen bages samtidig i ovnen

Selv om el er billigere end for et årstid siden, er der stadig god grund til at spare på energien – for klodens skyld. Derfor er både terrine og rosenkål bagt samtidig i ovnen.

.

proteiner fra bønner og nødder

Terrinen er velegnet som en del af de kommende forårsfrokoster – men den kan også serveres som frokost- eller hovedret når som helst. I så fald kan det anbefales at supplere med proteiner i form af en bønnesalat. Det kan blot være afdryppede bønner fra brik/dåse, vendt i en olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg, finthakket skalotteløg og evt. lidt persille.

.

bagt rosenkål som tilbehør

De bagte rosenkål med cremefraiche-dressing, kapers og nødder er også fine som tilbehør.

Terrinen kan bages enten i en aflang form eller i små portionsforme, som på fotoet ovenfor.

.

vælg mellem to slags sovse

Du kan også servere skiver af terrinen blot med en grøn salat. Men du kan desuden vælge en sovs. På serveringen ovenfor er det en cremefraiche-sovs med caviart (tangkaviar – fås ofte i Føtex).

En anden mulighed er en “røget” tahincreme, se opskrifterne nedenfor.

.

kartoffel-selleriterrine med rosenpeber

(4 personer)

ca. 800 g kartofler/selleri (fx 600 g kartofler og 200 g selleri)

ca. 5 spsk kikærtemel

1 spsk rosenpeber (kan udelades)

friske eller tørrede krydderurter: timian, oregano, basilikum, estragon, brøndkarse etc.

salt, friskkværnet peber

olivenolie

”røget” tahincreme:

4 spsk tahin

1 dl havre cremefraiche

2 spsk ristet sesamolie

1 fed hvidløg

et nip chiliflager

1 økologisk citron

cremefraiche med caviart:

2 dl havre cremefraiche

3 spsk caviart

.

Høvl kartoflerne (og evt. sellerien) til tynde skiver på et mandolinjern.

Rør kikærtemelet ud i vand til en tyk jævning.

Stød rosenpeberen i en morter.

Læg lagvis af kartofler/selleri i en bageform (jeg har brugt en form, der måler 9×22 cm) vekslende med rosenpeber, krydderurter, lidt kikærte-jævning og et drys salt og peber.

Læg bagepapir eller pergament i den valgte form – ellers kan terrinen hænge fast i bunden.

Pres kartofler og selleri godt sammen og bag terrinen i en 200 grader varm ovn 40-45 minutter. Sluk for varmen og lad terrinen stå i ovnen endnu 10-15 minutter.

Afkøl terrinen og lad den gerne stå nogle timer eller til næste dag.

Du kan servere enten en tahincreme eller en caviartcreme til terrinen.

Tahincreme: Rør tahinen glat med varmt vand. Tilsæt cremefraiche, sesamolie, presset hvidløg, chili, lidt citronsaft og lidt reven skal.

Smag godt til med salt og peber.

Caviartcreme: Smag cremefraichen til med citronsaft, reven skal, salt og peber.

Rør caviarten i.

.

bagte rosenkål med hasselnødder

(4 personer)

50 g hasselnødder

250 g rosenkål

3 spsk olivenolie

½ dl mayo

½ dl havre cremefraiche eller -yoghurt

1 fed hvidløg

2 tsk tørret timian

2 spsk kapers

salt, friskkværnet peber

.

Skær nødderne i flager og bred dem ud i en bageform.

Del små rosenkål. Skær store rosenkål i kvarte.

Massér olien ind i kålen og læg den i en bageform.

Sæt formen i en 200 grader varm ovn sammen med nødderne.

Hold øje med nødderne. De bliver hurtigt gyldne.

Bag rosenkålen 10-15 minutter afhængig af størrelsen. Afkøl kålen.

Rør mayo og cremefraiche sammen og tilsæt presset hvidløg, timian og hakkede kapers.

Smag til med salt og peber.

Vend den afkølede kål og nødderne i cremen.

.

.

Share