Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

onsdag

30

september 2020

0

KOMMENTARER

nøddepanerede østershatte med bagte rodfrugter

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

svampe i svøb

Det er svampetid i øjeblikket, men i mine nære omgivelser er de ikke rigtig dukket op. Og så må man jo gribe til de dyrkede.

Her er det østershatte, der er blevet paneret med den lækre nødde/krydderiblanding, dukkah. Det giver de mildt smagende svampe et  eksotisk touch.

.

chili- eller gomasovs?

Hvis svampene skal serveres som hovedret, er det nødvendigt med noget tilbehør. Jeg foreslår bagte rodfrugter, nu hvor vi er på vej ind i rodfrugt-“sæsonen”, og en sovs.

Enten en færdigkøbt sød chilisovs eller en hjemmelavet gomasovs (meget lækker japansk sovs med sesamfrø) passer til svampe og rodfrugter.

.

også fine til smørrebrødet

Svampene er også lækre på et stykke højt belagt smørrebrød – fx pyntet med marineret squash, små tomater og ærteskud.

.

bagte svampe

Det er ikke så almindeligt at bage svampe, men når de serveres med bagte rodfrugter giver det mening, rent energimæssigt. Men det giver også mening, fordi svampene bliver lækre og sprøde.

Svampene skal smøres godt ind i jævningen, inden de drysses med raspen. Jeg har brugt den grove japanske pankorasp, som giver en dejlig knasende panering.

.

ovnbagte rodfrugter

Du kan bruge alle slags rodfrugter til bagning. Du finder en af mine opskrifter på bagte rodfrugter her. Her er de serveret som en salat.

.

gomasovs

Du finder opskrift på gomasovs her.

.

små grønne glimt i mørket

Danmark er verdens førende klimanation. I al fald på papiret. Udenfor papiret ser det desværre ikke så lyst ud. Vores politikere har ikke modet til at gøre dét, der kræves for at minimere klimakrisen.

Vores landbrug er en af de allerstørste klimasyndere, og derfor vil jeg ønske Veganerpartiet til lykke med deres opstillingsberettigelse til Folketinget. Der er i DEN grad brug for deres stemme, hvis dyrenes forhold skal forbedres og klimaet tilgodeses. Og de to ting hænger uløseligt sammen.

En anden solstråle, der tittede igennem det mentale klimamørke i denne uge, var en nyhed om, at Nordsjællands Hospital dropper kødet om onsdagen og serverer vegetarisk mad.

Tænk engang! Er et hospital, der skal helbrede mennesker, ofte dødssyge mennesker, endelig blevet bevidste om, at maden er en meget stor del af vores sundhed/helbredelse? Nej, de gør det af klimamæssige årsager. Og det er også godt, for måske finder de ud af, at menneskers helbredelse hænger sammen med klodens helbredelse.

Hospitalet fortæller i øvrigt i forbindelse med den grønne nyhed, at et måltid mad med kød kræver 16 gange større landbrugsareal end et måltid med plantemad. Den er god at tygge på.

En enkelt dag med sund mad sender ikke mange ud af sygesengen, men jeg vil alligevel vælge at glæde mig over dette tiltag. Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke tager det første skridt. Jeg håber, at alle hospitaler vil følge efter – og at den grønne mad bliver helt dominerende – ikke  mindst på vores hospitaler. Jeg er sikker på, at Veganerpartiet også vil kæmpe for den dagsorden.

.

.

østershatte paneret med dukkah

(4 personer)

1 portion dukkah

50 g kikærtemel eller hvedemel

ca. ¾ dl vand

salt, peber

250 g østershatte

rasp, gerne pankorasp

sød chilisovs (købes færdig) eller gomasovs

 

Lav dukkah’en.

Rør melet med så meget vand at det bliver en tyk jævning. Smag til med salt og peber.

Tilsæt dukkah’en

Smør jævningen godt ud på svampene.

Drys raspen på svampene på begge sider.

Læg svampene på bagepapir på en bageplade.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn og bag svampene, til de er gyldne, 15-20 minutter. Vend dem efter 10 minutter.

Du kan spise svampene blot med løskogte ris – eller nyde dem som tilbhør til bagte rodfrugter, en linsepaté eller lignende.

Servér enten sød chilisovs til svampene eller en japansk gomasovs.

.

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.