lysegrøn blomkålssuppe med marineret kål og chips
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in supper
.
en krydret suppe varmer i novemberkulden
I disse dage, hvor november-mørke og -dis breder tæppet ud under tunge skyer, og vinden går gennem marv og ben, er der kun én ting at gøre: lave en portion krydret, lækker, dampende og varmende suppe.
Selv om suppen er lysegrøn, er den lavet af hvid blomkål, men jeg har tilføjet grøn porretop for at få den smukke grønne farve. Har du ikke porretop, kan du i stedet bruge andre grønne grøntsager, fx et par blade grønkål eller en håndfuld spinat. Du kan også vælge den lysegrønne kål, romanesco. Eller du kan nøjes med at lave en hvid suppe kun med blomkål.
.
romanescokål
Som sagt kan du vælge denne grønne romanescokål, men det går også fint med grøn, gul eller lilla blomkål.
Hvis du vil have suppen mere proteinrig, så tilsæt et par håndfulde lyserøde linser eller quinoa. Lad linser eller korn koge ialt ca. 20 minutter
.
lysegrønt – mens vi venter på forår
Jeg har lavet to slags tilbehør til suppen, men skal det gå stærkt, kan de sagtens udelades. Men de tager kegler, hvis du har gæster.
Meget tynde skiver rå blomkål er marineret i en eddikelage. De er meget delikate, også til andre ting. Lav evt. en større portion og servér kålen til postejer, frikadeller, bøffer etc. som et alternativ til de sædvanlige syltede agurker eller rødbeder.
De sprøde chips af jordskokker føjer endnu en dejlig smagsnuance til suppen. Se hvordan du laver chipsene her.
.
lysegrøn blomkålssuppe med marineret kål og chips
(4 personer)
4-5 kardemommekapsler
1 spsk spidskommenfrø
100 g løg
100 g grøn porretop
4 fed hvidløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
150 g kartofler eller jordskokker
400 g blomkål (incl. stok og pæne blade)
ca. 8 dl grøntsagsbouillon
salt, friskkværnet peber
citronsaft
evt. 4 spsk eddike + rørsukker
evt. urteolie eller plantefløde
frisk krydderurt
evt. jordskokkechips
.
Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter sammen med spidskommenfrøene.
Rist de to slags frø i en tør gryde, til de dufter.
Hak og snit løg, porretop og hvidløg. Kom dem i gryden og svits dem 4-5 minutter.
Skær kartoflerne og stokken fra blomkålen i små terninger.
Tilsæt dem sammen med bouillonen og lad suppen koge 5 minutter.
Skær blomkålshovedet i små stykker og kom dem i gryden. Kog suppen endnu ca. 5 minutter. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt.
Purér suppen og tilsæt om nødvendigt mere bouillon. Du kan også røre lidt plantefløde i suppen.
Smag godt til med citronsaft, salt og peber samt måske lidt flere krydderier.
Hvis du vil servere marinerede skiver blomkål til suppen, så høvl meget tynde skiver blomkål på et mandolinjern.
Opløs sukkeret i eddiken og smag til med sukker, salt og peber. Læg de tynde blomkålsskiver i lagen og lad dem stå nogle timer, gerne til næste dag.
Servér suppen portionsvis og sæt evt. en spsk urteolie eller fløde på suppen. Pynt med de marinerede blomkål og evt. jordsokkechips og en krydderurt.
.
urteolie, fløde og/eller bittesmå stykker rå blomkål
Suppen kan serveres med lidt urteolie på toppen samt små bitte stykker rå blomkål. Eller du kan sætte en spsk plantefløde på toppen.
Kære Kirsten!
Hvor lækkert med endnu en suppe-inspiration. Jeg lavede netop blomkåls-broccoli-suppe i går, men med en ret anderledes krydring (persille, basilikum og oregano). Jeg er sikker på, at denne suppe med kardemomme og spidskommen også vil være et hit, så den må prøves næste gang, jeg får lyst til blomkålssuppe.
Kærlige hilsener
fra
Merete.
Kære Merete,
Ja, når der er suppe på programmet, tænker jeg jo altid på dig! Og en blomkålssuppe smager også dejligt med krydderurter. Krydderierne er jo noget kraftigere i smagen og passer fint til en vinterkold dag.
Kh Kirsten
Husker den kolde sommersuppe med squash, hvor der også indgik kardemomme, og det var virkelig en pos. smagsoplevelse, så vil glæde mig til at smage en varme udgave 🙂
/Dorit
Kære Dorit,
Ja, kardemomme KAN altså noget. Det er et meget specielt krydderi. Jeg tror, at man enten kan lide det – eller SLET ikke lide det!
Jeg synes, det er “varmende” i en suppe på en kold vinterdag. Jeg håber, at du også vil synes om denne udgave.
Kh Kirsten