lynhurtige bønnefrikadeller
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter
lynhurtige bønnefrikadeller
Jeg anbefaler absolut ikke dåsemad, men på en meget travl dag kan det være nødvendigt blot at åbne en dåse for at få god mad på bordet.
Det er muligt at købe udmærkede økologiske bønner på dåse.
Du kan selvfølgelig også lave frikadellerne med bønner, du selv har kogt. Hvis du har kogte kidneybønner (eller andre bønner) liggende i fryseren så brug ca. 5 dl.
bønnefrikadeller
1 dåse økologiske kidneybønner
1 dl finthakkede løg
1/2 dl finthakkede mandler
2 spsk sojamel
2 spsk rapsolie
2 spsk tamari
2 spsk fin rasp
2 spsk fintsnittet salvie (eller 2 tsk tørret)
olie til stegning
Purér bønnerne i køkkenmaskinen og rør alle ingredienserne i. Smag godt til med salt og peber.
Lad gerne farsen stå en halv times tid, inden du steger ca. 10 frikadeller af den. Sæt frikadellerne på en godt varm pande og skru derefter ned.
Klik her – så får du opskrift på en anden type bønnefrikadeller.
tip
Hvis du ønsker frikadeller til madpakken næste dag, så lav dobbelt portion.
Hvis du spiser æg, så rør evt. et æg i farsen og måske lidt mere rasp. Så bliver frikadellerne mere ”skærefaste”.