luk op for låge nr. 24 i julekalenderen – julemandens lækreste og sundeste konfekt
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in julemad, tilbehør, vegansk julemad
.
måske kan du lige nå at lave julens bedste konfekt
Låge nr. 24 i julekalenderen indeholder selvfølgelig noget sødt og blødt – og samtidig sundt. Det lyder måske kedeligt, men prøv bare denne konfekt med søde kartofler. Jeg er sikker på, at du vil blive glædeligt overrasket.
Med denne sidste idé til julemad og søde sager vil jeg ønske bloggens læsere en dejlig jul. Jeg håber, at mine ideer til julemad vil blive nydt, og måske vil den plantebaserede mad også blive værdsat af anderledes spisende omkring bordet i julen.
Julebudskabet vil være ekstra smukt, hvis kødspisende smager den plantebaserede mad og finder ud af, hvor lækker den er. Så kan den grønne mad brede sig som ringe i vandet. Det er dét, jeg ønsker mig til jul.
Hjertelig tak for alle de søde kommentarer og hilsner, jeg har fået i løbet af måneden. De har varmet og glædet – og inspireret.
Rigtig glædelig jul.
.
guf til den søde tand
Jul betyder konfekt og knas og søde sager. Det kan alt sammen købes færdigt, men hvis du vil undgå en masse tilsætningsstoffer sammen med alt det søde og syndige, er det heldigvis nemt at lave sin egen konfekt. Her er et eksempel på “slik”, der oven i købet er sundt – stort set!
.
når sødt er sundt
Hovedingrediensen i disse små kugler er søde kartofler. Og selv om man næppe spiser sig mæt i trøffelkugler, er det alligevel rart at vide, at søde kartofler hører til gruppen af såkaldt powerfood.
Søde kartofler er rige på A-, B- og C-vitaminer og mange mineraler. Og så virker de balancerende på blodsukkeret. En egenskab der er god brug for i julemåneden.
.
Der kan tilsættes forskellige smagsgivere til trøffelkuglerne, se nedenfor.
Kuglerne kan fryses, så du kan lave dem i god tid, inden de skal nydes. De er nemlig også fine til nytårsaften.
.
trøffelkugler
(ca. 20 stk.)
400 g sød kartoffel
2 spsk flormelis
100 g mørk chokolade
50 g marcipan
evt. smagsgivere som lakridspulver, reven citronskal, rom, cognac etc.
evt. havregryn
kakao
Skær den søde kartoffel i små terninger og kog dem møre i vand, der netop dækker, 6-8 minutter.
Afdryp kartoflerne (drik endelig vandet. Det er supersundt).
Blend kartoflerne med flormelis. Hvis du har en meget sød tand, kan du tilsætte lidt mere end jeg anbefaler.
Smelt chokoladen over vandbad og rør den i kartoffelmosen sammen med reven marcipan.
Tilsæt evt. en smagsgiver til trøffelmassen. Smag godt til.
Hvis massen bliver for fugtig, så tilsæt et par spsk havregryn.
Tril ca. 20 kugler og vend dem i kakao og/eller flormelis. Du kan også bruge tørrede hindbær, krymmel, finthakkede mandler/nødder etc.
Du kan også vælge at komme halvdelen af den smeltede chokolade i trøffelmassen og overtrække kuglerne med resten af chokoladen.
Sæt kuglerne i køleskabet til de er faste.
Kuglerne kan fryses.
.