Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

15

august 2022

3

KOMMENTARER

kold sommersuppe med squash og grønkål

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

kølende sommersuppe på få minutter

Sommeren fortsætter – nogle vil nok mene, lidt for varm. For er det klimaforandringerne, der begynder at kunne mærkes helt bogstaveligt?

Varmt er det i al fald, og her kommer denne kølende suppe ind i billedet.

Suppen er stort set rå, så du får fuldt udbytte af vitaminer og mineraler. Jeg har dog valgt at svitse løg og hvidløg, men har du ikke noget imod rå løg og hvidløg, så blend blot alle ingredienserne. Så er suppen ekstra hurtig at tilberede. Jeg synes dog, at det giver mere dybde og velsmag med de svitsede løg.

Denne kolde sommersuppe kan passende nydes med et glas mousserende vin på en af disse varme sommerdage på terrassen, på altanen eller i haven.

.

to gode venner: dild holder af squash

Der er også squash i suppen, og dild passer rigtig godt til den milde frugt.

Nu er de første nye grønkålsblade også klar. Vi spiser mest grønkål om vinteren, men der er ikke nogen grund til ikke at nyde denne vitaminbooster året rundt, også om sommeren.

Er du ikke til grønkål i sommervarmen, så erstat den med et par håndfulde blandede krydderurter: løvstikke, persille, merian, salvie, purløg, mynte etc.

.

squashblomsterne er også lækre

Det ærgrer mig altid, at de skønne squashblomster ofte går til spilde. De er også lækre og kan med stor fornøjelse spises, se fx squashblomster med fyld af kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.

.

sommersuppe med squash og grønkål

(4 personer)

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

3-4 kardemommekapsler eller 1/2 tsk stødt kardemomme (kan erstattes af chili)

400 g squash

4 dl grøntsagsbouillon

2 dl plantemælk eller -fløde

2 dl havrefløde eller tyk kokosmælk (kan erstattes af planteyoghurt)

1 økologisk limefrugt

salt, peber, rørsukker

4 grønkålsblade (kan erstattes af krydderurter)

dild

.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien et par minutter.

Tag frøene ud af kardemommekapslerne og stød dem i en morter – eller hak chili efter smag.

Skær squashen i terninger (den skal ikke skrælles).

Kom løg, kardemomme, squash, bouillon, mælk og fløde i blenderen. Blend til suppen er helt pureret.

Tilsæt 2 spsk limesaft, 1 spsk reven skal og et drys salt og peber.

Smag suppen godt til, også med et nip sukker.

Riv det meste af grønkålen i bittesmå stykker eller hak kålen og rør den i suppen. Gem evt. nogle lidt større stykker.

Servér suppen portionsvis og drys med den resterende kål og klippet dild. Dryp med lidt olivenolie.

.

 

Print Friendly, PDF & Email
Share

3 Kommentarer

  1. Dorit
  2. Grith Gough

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.