julerød spidskålssalat med mango – låge nr. 23 i julekalenderen
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in julemad, salater
.
smuk og farverig på julebordet
Juleretterne er sikkert helt på plads her den 23. december, men mangler du en lille lækker salat, kan jeg anbefale denne.
Den julerøde og søde salat med rød spidskål, sød mango og dressing smagt til med ingefær passer perfekt til julemaden.
.
rød spidskål eller rødkål
Du kan bruge enten rød spidskål eller rødkål til salaten. Jeg synes, spidskålen er en smule mildere end rødkålen og derfor måske lidt mere velegnet til en rå salat som denne.
Hvis du har mere lyst til noget helt bittert, så vælg udelukkende den bitre raddicchio-salat. Bitterstofferne er en gave til kroppen, hvis man belaster den med rigelige mængder mad, som det kan ske for nogle i julen! De bitre stoffer stimulerer fordøjelsen og aktiverer gallen. Faktisk aktiverer man fordøjelsessafterne, allerede når man tygger på den bitre salat.
.
rød spidskålssalat med mango
(4 personer)
1/2 rød spidskål
1 lille radicchio
2 røde gulerødder
1 stor mango
50 g græskarkerner
1 spsk fintklippet rosmarin
rød skovsyre
dressing:
4 spsk sesam- eller olivenolie
2 spsk frugteddike
2-3 tsk reven ingefær
1 fed presset hvidløg
1-2 spsk ahornsirup
salt, friskkværnet peber
.
Snit spidskålen fint. Brug gerne et mandolinjern. Skær radicchioen i strimler.
Skær gulerødderne i tynde strimler på langs. Brug et mandolinjern.
Skær mangoen i små terninger.
Rist græskarkernerne gyldne på en tør pande.
Bland alle ingredienserne med rosmarin.
Rør dressingen sammen og smag godt til med ingefær, sirup, salt og peber.
Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med en lille håndfuld rød skovsyre.
.
.
Kære Kirsten!
Som altid virkelig smukt! 🙂 Jeg vil tage billedet med som inspiration til julens friske og sprøde salater. 🙂
Du og alle læsere ønskes en rigtig glædelig og grøn Jul med tak for fantastisk inspiration.
De kærligste julehilsener
fra
Merete.
Kære Merete,
Mange tak for din hilsen. Det vil glæde mig, hvis du kan bruge min salat-idé.
Og så vil jeg sige selv tak – og ønske dig en rigtig glædelig jul med tak for dine mange søde hilsener i året, der gik.
Jeg håber, du har glæde af din nye blog.
Mange kærlige julehilsener herfra,
Kirsten