julekalenderen 2025, luk op for låge nr. 19: konfektkugler og dadelkonfekt
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in desserter, julemad, nytår
..
det er på høje tid at lave julekonfekten

Julen nærmer sig, og hvad er mere oplagt end at lave konfekt den sidste weekend inden jul.
Her er et par superenkle opskrifter på nogle søde godbidder, der næsten kan kaldes sund slik.
.
countreaukugler

50 g tørrede figner
½ dl Countreau eller anden likør
100 g rå marcipan
1 spsk kakao
et nip tørret chili (kan udelades)
½-3/4 dl finthakkede mandler
Hak fignerne meget fint med en kniv og sæt dem i blød i likøren nogle timer eller natten over. Dæk skålen og rør rundt i fignerne et par gange.
Ælt marcipan, kakao og evt. chili med de udblødte figner. Tril 18-20 små kugler lidt mindre end en valnød.
Tril kuglerne i de hakkede mandler og opbevar konfekten i en lufttæt dåse i køleskabet.
.
dadelkugler

De små lækre dadelkugler er pakket med næringsstoffer og god energi. Her er kun ren nydelse og ren energi! Det er sund slik – næsten.
Jeg har lavet tre forskellige kugler, men man kan også nøjes med en enkelt slags.

dadelkugler med lakrids-, pistacie- og frøovertræk
6 dadler uden sten
2 spsk tørrede tranebær
2 spsk tørrede gojibær eller rosiner
4 bløde delikatessefigner
2 spsk græskarkerner
2 spsk pecannødder eller valnødder
2 spsk sesamfrø
2 spsk fine havregryn, evt. glutenfri
2 spsk mandelmel
2 spsk kokosolie
25 g chokolade 70%
2 spsk hampefrø (kan udelades)
2 spsk hakkede pistacienødder
evt. lakridspulver

Hæld kogende vand på dadler, tranebær og gojibær. Lad dem stå i vandet en times tid. Hak frugten.
Hak også fignerne, kernerne og nødderne. Bland dem sammen med de udblødte frugter og tilsæt sesamfrø og havregryn. Blend massen og rør mandelmelet i.
Smelt kokosolien i vandbad. Tilsæt chokoladen og smelt den også. Rør olie og chokolade i frugtmassen. Sæt den i køleskabet en times tid.
Tril små kugler af blandingen, når den er fast nok. Ælt om nødvendigt mere mandelmel i.
Tril kuglerne i hampefrø, hakkede pistacienødder og evt. lakridspulver.
Opbevar de sunde og salige kugler i køleskabet (hvis de ikke er spist, inden de når så langt!).
Slik-kuglerne kan holde sig op mod 2 uger i køleskabet.

tip
Har du ikke alle tørrede frugter eller nødder på hylden, så brug flere af de produkter, du har.
.









Kære Kirsten tak for megen inspiration. Så hyggeligt, at du laver julekalender.
Tak for i år og godt nyt år til dig.
Hej fra Birte
Kære Birte,
Selv tak. Det er dejligt, hvis du har fået gode ideer.
Selv tak – og rigtig glædelig jul til dig og godt nytår.
Kh Kirsten