jordskokkesuppe med chips, ristede mandler og trøffelolie
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, julemad, nytår, supper
.
– en festlig suppe til nytårsaften

Når den enkle jordskok kommer i det rette selskab, kan det blive til en festlig og velsmagende suppe, der kan være en fin forret nytårsaften.
Her har jeg “dresset” suppen op med jordskokkechips, ristede mandler og trøffelolie.
Suppen kan laves dagen i forvejen og varmes før serveringen. Suppen kan også fryses.
.
jordskokkesuppe med chips, ristede mandler og trøffelolie
(4 personer)
75 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
400 g jordskokker
150 g kartofler
ca. 1/2 l grøntsagsbouillon
3-4 dl mandelmælk eller anden plantemælk
2 spsk citronsaft
16 afskallede mandler
olivenolie
trøffelolie (kan udelades)
persille, purløg eller estragon

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien til løgene er klare.
Tag 1 stor jordskok fra og skær resten af jordskokkerne og kartoflerne i små terninger. Kom dem i gryden sammen med bouillonen. Læg låg på gryden og kog suppen ca. 10 minutter. Lad den afkøle lidt.
Purér suppen og hæld den tilbage i gryden. Tilsæt mandelmælk og evt. mere bouillon, til konsistensen er passende.
Smag til med citronsaft, salt og peber – og måske et nip sukker.
Del mandlerne og rist dem gyldne i lidt olivenolie.
Skær den hele jordskok i meget tynde skiver på et mandolinjern. Læg dem på en smurt bageplade og tør dem i en 160 grader varm ovn 10-15 minutter. Hold øje med chipsene. De skal være gyldne men må ikke blive brændte.
Servér suppen portionsvis. Sæt lidt trøffelolie i suppen og drys med chips, mandler og en frisk krydderurt.


Hvor mange portioner er denne opskrift til ?
Kære Sarah,
Alle mine opskrifter er til 4 personer.
Rigtig godt nytår.
Kh Kirsten
Vi har tidligere serveret din forrygende jordskokke suppe nytårsaften – med stor succes. I år bliver nytårsmenuen den flotte ret “stegt spidskål i mojo med ristede mandler” fra din bog: Grøn Gæstemad. (også udsendt i nyhedsbrevet d. 26. nov.). Vi er ved at afprøve retten og det smager fantastisk. Men mojo saucen bliver meget fast og tyk, så den skal smøres ud på tallerkenen. Jeg vil gerne have den mere flydende, og har prøvet at justere med mere olivenolie, men uden held. Tænker det bliver for syrligt med mere hvidvinseddike. Nu har jeg fortyndet med vand, og det ser umiddelbart ud til at virke, men jeg er spændt på om det skiller, når sovsen skal laves dagen i forvejen – i morgen. Tænker du det er ok med vand? Har du andre forslag?
Kære Agnete,
Hvor er det dejligt, at I synes om både jordskokkesuppen – og også spidskålen med mojosovs. Den er jeg også selv rigtig glad for.
Med hensyn til sovsen, kan du sagtens fortynde med vand, bouillon eller (plante)fløde.
Det er bare vigtigt, at smagen stadig er fin, så smag til, når du har tilsat mere væde. Sovsen skal IKKE være tyk. Du skal ikke være bange for, at den skiller.
Rigtig god fornøjelse – og godt nytår.
Kh Kirsten
Tusind tak – det bliver så godt 👌
Jeg vil lave jordskokkesuppe til Nytår, Tak for lækker opskrify
Godt Nytår👏🎉🎉🙏💕
Kære Anne,
Det lyder godt. Rigtig god fornøjelse – og godt nytår!
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter