japanske pandekager med kål (okonomiyaki)
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in frokostretter, hovedretter
.
kom til Bogforum i weekenden
.
Nu slår Bogforum atter dørene op for årets gigantiske fejring af bøgerne.
Den store bogmesse starter i dag, fredag den 15. november kl. 10, og slutter på søndag den 17. kl. 18. Det foregår i Bella Center på Amager i København, og der er utallige foredrag og interviews med forfattere og andre bogmennesker. Du kan se hele programmet her.
Jeg stiller selv op i år, hvor jeg skal snakke med journalist Mette Frisk om min nye bog, “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”. Det sker på scenen “Under uret” på søndag kl. 16.20. Det vil glæde mig, hvis du kigger forbi. Det vil være muligt at købe bogen, så man lige kan nå at sikre sig en personligt signeret julegave. Husk: bogen er samtidig en gave til klimaet!
Og selvfølgelig er “dagens ret” også en gave til klimaet. Denne gang importeret helt fra Japan – heldigvis med minimal CO2 belastning. Det hele er foregået i mit hoved og i mit køkken.
.
smag på det delikate japanske køkken
Det er længe siden, jeg har lavet mad fra den anden side af kloden, men i dag har jeg lavet de japanske pandekager, okonomiyaki, som er supernemme at tilberede. Og så kan de steges på to forskellige måder.
Pandekagerne bages som regel med hvedemel, men jeg har af hensyn til glutenallergikere erstattet hvedemelet med boghvedemel og majsmel.
.
tynde pandekager …
Du kan stege pandekagerne tynde, som vi plejer at gøre i Danmark.
.
… eller små buttede
… eller du kan stege dem små og buttede, nærmest som “bøffer”. Vælger du denne udgave, dryppes chilisovsen på pandekagerne, og de drysses med klippet purløg og strimlet chili.
Jeg har stegt de buttede pandekager i en metalring på panden, så dejen ikke løber ud. Du kan også bage dem i en muffinsform i ovnen.
Hvis du vælger denne udgave, serveres spirer og løg til separat sammen med rødbedesalaten med gomadressing (den dressing er afsindig lækker!) plus evt. kogte ris.
.
.
japanske pandekager (okonomiyaki)
(4 personer)
100 g boghvedemel
100 g majsmel (de to slags mel kan erstattes af hvedemel)
4 dl vand
1/2 tsk salt
1 spsk misopasta
2 spsk reven ingefær
100 g spidskål eller hvidkål
1 tsk bagepulver
topping:
1 dl sød chilisovs
8 spsk mayonnaise smagt til med reven ingefær eller wasabi, jeg har brugt tofunaise
200 g rødløg
2 spsk kokos- eller olivenolie
200 g bønnespirer
2 spsk tamari
fintsnittet forårsløg eller purløg
evt. mynte
frisk chili
Rør de to slags mel sammen med vand, salt, misopasta og ingefær. Tilsæt så meget vand, at dejen bliver som en almindelig pandekagedej. Vær sikker på at misoen er helt opløst.
Lad dejen hvile en halv times tid.
Snit kålen meget fint. Brug gerne et mandolinjern. Rør kålen i dejen sammen med bagepulveret. Tilsæt om nødvendigt lidt mere vand eller mel. Dejen må ikke være for tynd.
.
Du kan stege små høje, buttede pandekager som ovenfor, eller du kan stege almindelige tynde pandekager. Jeg har her hældt dejen i en rund metalform på panden.
Steg 8-12 pandekager gyldne på begge sider. Antallet afhænger af tykkelsen.
Eller steg 8-10 af de tynde pandekager.
.
Skær løgene i ringe og svits dem, til de er bløde.
Hæld kogende vand over bønnespirerne og vend dem blot på panden med løgene et øjeblik sammen med tamari. Drys med lidt salt og peber.
Servér grøntsagerne til de buttede pandekager separat sammen med rødbedesalat med gomadressing, se nedenfor.
Hvis du har bagt tynde pandekager, så læg fyldet på pandekagerne og fold dem sammen.
Dryp begge typer pandekager med chili/mayosovsen og drys med klippet purløg eller snittet forårsløg, evt. mynte plus fintskåret chili.
.
.
rødbedesalat med gomadressing
Hvis du skal være helt mæt og glad, vil det være en god idé at servere kogt ris og en salat til pandekagerne. Ellers kan du nøjes med at servere pandekagerne som en frokostret.
For at holde sig på den japanske smagspalet, foreslår jeg den japanske dressing goma til en rødbedesalat med kinaradise. Dressingen er utrolig lækker – og stærkt vanedannende. Den er heldigvis også lækker som dip eller sovs til mange andre retter.
.
Kære Kirsten
Sjovt at sidde herude i Japan og læse dine opskrifter på japanske retter.
Selv har jeg mest fået fisk på tusind måder, så det bliver en dejlig afveksling at komme hjem og bage di pandekager
Kh Gitte
Ajjjjj … er du i Japan, Gitte? Heldige kartoffel – eller skulle jeg sige tofu? Jeg håber, du nyder det rigtig meget. Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om solens rige, når du er hjemme igen.
Kh Kirsten