Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

mandag

4

januar 2021

12

KOMMENTARER

januarsuppe – sæt turbo på sundheden

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, supper

.

skal du smide et par kg? – og samtidig booste immunforsvaret?

Nu har vi et helt nyt år foran os med en mase skønne hverdage, hvor det handler om lækker, nem og sund mad.

Supper slår det meste, når det drejer sig om vægttab og/eller styrkelse af immunsystemet.

I USA sværger de til en slankekur med hvidkålssuppe. Det betyder hvidkålssuppe morgen, middag og aften, og jeg sværger, at det virker. Der ryger hurtigt nogle kilo om ugen med en hvidkålssuppe.

Meeeeennn … Det bliver lidt kedeligt i det lange løb. Så jeg foreslår en marokkansk inspireret suppe med masser af ingredienser og lækre smagsnuancer.

I Marokko har hver enste husholdning sin egen opskrift på denne suppe, og du skal derfor ikke føle dig bundet til denne opskrift. Du kan fx udskifte gulerødder, søde kartofler og græskar med broccoli og/eller blomkål/hvidkål/spidskål. Du kan også tilsætte svampe.

Den originale suppe indeholder det dyre krydderi, safran. Der er også safran i denne suppe, men synes du, det er for kostbart, så udelad det. Suppen smager også dejligt uden. Hvis du trods alt ønsker suppen rød-gylden, så tilsæt 2 tsk gurkemeje i stedet for safran.

.

masser af proteiner

Suppen er så protein- og vitaminrig – og vældig mættende – at den kan serveres som hovedret. Gør i givet fald portionen lidt større og spis et godt stykke brød til.

Det er en dejlig suppe på en travl dag, fordi hele måltidet tilberedes i én gryde.

Suppen kan spises som en klar suppe – eller den kan  pureres.

.

Brødet er et safranbrød, som jeg har fået opskriften på  hos Christina, der ejer det skønne landsted “Le Paradis du Safran” udenfor Marrakech.

Hvis du vil have et anderledes brød til suppen, kan du finde et andet marokkansk brød her.

Har du brug for glutenfrit brød, så prøv disse glutenfrie kerneboller.

safranbrød

Se opskrift på safranbrødet her.

.

januarsuppe med masser af smag og sundhed

(4 personer)

100 g kikærter (evt. fra dåse)

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

50 g linser

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g gulerødder

200 g græskar

150 g søde kartofler

2 stilke bladselleri

1 bdt persille

1 bdt brøndkarse (kan udelades)

1 nip safran (evt. gurkemeje)

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika)

2 spsk frisk reven ingefær

1 karton eller dåse hakkede tomater med væde

50 g supertynd pasta

citronsaft

salt, peber

evt. frisk koriander

.

Læg kikærterne i blød ca. 8 timer og kog dem i nyt vand 10 minutter. Afdryp dem. Eller afdryp kikærter fra dåse.

Rist spidskommenfrøene i en gryde, indtil de dufter.

Hak løg og hvidløg og kom dem i gryden sammen med olien. Svits til løgene er let gyldne.

Tilsæt linserne, de forkogte kikærter og 7-8 dl bouillon. Kog suppen 10 minutter.

Skær alle grøntsagerne i små terninger og kom dem i suppen sammen med hakket persille og evt. brøndkarse.

Kom safranen i en morter sammen med et nip salt. Stød safranen til pulver med saltet. Hæld 2 spsk kogende vand på og opløs safranen. Hæld det i suppen og tilsæt også paprika, ingefær og de hakkede tomater med væden.

Lad suppen simre under låg til linser, kikærter og grøntsager er møre, endnu ca. 10 minutter.

Hvis du ikke vil purere suppen, tilsættes pastaen nu og koges med et par minutter, til den er blød.

Hvis du vil purere suppen, så kog pastaen i et smule vand 3-4 minutter og afdryp den.

Smag suppen godt til med salt, peber, citronsaft og evt. mere ingefær og/eller paprika.

Servér suppen portionsvis, evt. drysset med lidt frisk koriander.

Hvis du ønsker suppen pureret, så blend den og servér den ligeledes portionsvis med pastaen, lidt kikærter og grønt på toppen.

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

12 Kommentarer

  1. Jan Oskar
    • Rita
  2. Inge Sandgaard Christensen
  3. Birgitte
  4. Marie

Skriv et svar til Wanda Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.