hvidkåls”steak” med svampe, bønner og sesamsovs
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in hovedretter
.
et lyst hoved rækker langt

Kål kan ikke overvurderes. Vi bør spise masser af kål. Hver dag. Derfor skal der variationer til. Stuvet hvidkål, kåldolmere og hvidkålssupper er fine, men variation skærper appetitten. Derfor foreslår jeg i dag stegte skiver af hvidkål med to slags bønner, svampe og en “fed” sovs – med inspiration fra Japan, solens rige. Og nu hvor solen også stråler i mit køkken, vil jeg vise mit “arbejdsværelse”.
.
velkommen indenfor i mit forårskøkken
Omsider kom solen og de første løgplanter. Man får næsten lyst til noget lækkert gæstemad!
.
mit – næsten nye – værksted

Når man tilbringer mange af døgnets timer i sit køkken, er det dejligt at “laboratoriet” er funktionelt, lyst og venligt. Og når jeg her fra femte sal oven i købet har udsigt til Vejlesø, skal jeg ikke klage!
.
skåle fra hele verden

Jeg har mange skåle og tallerkener hjembragt fra alverdens lande. Her blander nogle af dem sig med det klassiske danske musselmalede.
Billedet tv. af hvidløgsfed er af kunstneren Bettina Kofmann. Den midterste akvarel er omslaget til min første bog: “Vegetariske festmiddage” og er malet af kunstneren Annika Winther. Maleriet af citronen er af Elsa Øiestad.
Vitrinen er bygget af Møbelsnedkerfirmaet Klassiq.
.

Når tulipanerne “knitrer”, ved man, at det er forår.
.
.

Skålene er fra Marokko. Fadet er fra genbrug. Flisen th. er fra Iran. Alle kærlige tanker sendes i den retning!
.

Den antikke italienske skål er hjembragt fra Rom.
.

Citroner er smukke at kigge på, og så er de en uundværlig smagsgiver. Ikke mindst de saltsyltede.
.

Og som H.C. Andersen sagde: “En lille blomst må man ha'” – og selvfølgelig en kogebog eller to!
.
enkel og billig mad med smag af Japan

De stegte hvidkåls”bøffer” serveres med tørrede eller friske shiitakesvampe, edamamebønner, gråærter og en cremet gomasovs (sesamsovs), se nedenfor.
Den milde hvidkål får et japansk spark med krydderiblandingen chichimi, se nedenfor.
.

hvidkåls”steak” med svampe, bælgfrugter og gomasovs
(4 personer)
100 g gråærter (markærter) eller andre bælgfrugter
100 g frosne edamamebønner
3 spsk tamari
2 spsk mirin eller 1 spsk ahornsirup
1 spsk riseddike eller anden eddike
8 tørrede shiitakesvampe eller 100 g friske
1 portion gomasovs, se nedenfor
1 lille hvidkålshoved
olivenolie
½ -1 spsk chichimi (en blanding af chilipeber, sorte og hvide sesamfrø, yuzu citrusskal, ingefær, tang og japansk szechuanpeber – betyder syv smage) – kan udelades
.

Sæt gråærterne eller andre bælgfrugter i blød 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 40 minutter, se kogetider her. Afdryp bælgfrugterne.
Tø edamamebønnerne op og bland dem med de kogte ærter/bønner.
Hæld kogende vand på tørrede svampe og lad dem udbløde nogle timer. Skær dem i skiver og fjern stokkene.
Rør en dressing af tamari, mirim og riseddike. Tilsæt 1 dl væde fra svampene. Læg svampene i dressingen og lad dem simre 8-10 minutter.
Tilsæt bønnerne til svampene og varm dem op. Tilsæt evt. lidt mere svampevæde og hold bønner og svampe varme.
Lav gomasovsen, se nedenfor.
Skær fire skiver i passende tykkelse af hvidkålshovedet. Skær sådan, at bladene sidder på stokken.
Steg hvidkålen gylden på begge sider. Hold så godt sammen på lagene som muligt. Steg ved svag varme og vær sikker på, at skiverne bliver gyldne og helt gennemstegte.
Servér hvidkålen med svampe og bønner på toppen. Drys med chichimi og giv sovsen til separat.
.

.
sesamsovs

En gomasovs er en rigtig god følgesvend til mange grøntsagsretter. Sovsen er lavet af knuste sesamfrø.
.
gomasovs
25 g sesamfrø
1 1/2 dl tofunaise eller anden form for mayo
2 spsk tamari
2 spsk citronsaft
1-2 spsk ahornsirup
1 spsk ristet sesamolie (evt. anden olie)
.
Rist sesamfrøene på en tør pande, til de er gyldne.
Knus frøene og rør dem i mayo’en sammen med tamari, citronsaft og sirup.
Smag godt til med tamari og ristet sesamolie.
.


Sikke et fint køkken og hvor skønt at få lov til at kigge ind i det. Du omgiver dig med ene smukke ting: skåle- skabe-glas akvareller-glas mm.
Og en dejlig udsigt du har til søen.
Tak .
Kære Mie,
Tusind tak for din hilsen – og tak for rosen. Den glæder!
Kh Kirsten
Ih, hvor bliver jeg inspireret af dine smukke fotos fra dit fine køkken! Tusind tak!
Kære Ulla,
Mange tak for din hilsen. Det er dejligt at høre – så jeg siger også tusind TAK.
Kh Kirsten
Hej Kirsten
Sikke fine fotos af dit køkken 👌🏼
Jeg har et spørgsmål til opskriften: hvordan skærer man hvidkålen, så det sidder lidt stok på hver skive?😅😇
De bedste hilsner
Alice Olivia
Kære Alice,
Mange tak.
Det er lidt tricky at få skåret så sammenhængende stykker af hvidkålen som muligt. Men hvis du først skærer det over på midten og derefter et par skiver af hver halvdel, bør du få nogenlunde sammenhængende skiver. Men du skal være påpasselig! Resten af kålen vil være fin i en suppe.
God fornøjelse.
Kh Kirsten
Modtaget 👍🏼 det vil jeg prøve næste gang 💪🏼 det smagte dejligt i hvert fald 😋
Dejligt Alice Olivia. Det glæder mig, at det smagte.
Kh Kirsten
Abonnér på bloggen via email
Velkommen
Kategorier
Søg efter opskrift her
Top Posts & Pages
Nyeste opskrifter
Seneste kommentarer
Bøger
Seneste Opskrifter
Funktionsdygtig Altid aktiv
Præferencer
Statistikker
Marketing