Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

14

februar 2025

0

KOMMENTARER

harissabagte gulerødder med sort bønnepuré

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

en god dag i grøntsagskøkkenet

Sådan så det ud på mit køkkenbord forleden.

Når man lige har fået en levering af friske rodfrugter, kål, løg og hvidløg, kan det være svært at bestemme sig for, hvilken grøntsag, der skal spille hovedrollen i dagens ret.

I denne uge var det guleroden, der sejrede. Det er nemlig længe siden, jeg har lavet en hovedret med gulerødder, da jeg synes, rå gulerødder vinder over tilberedte, men disse bagte A-vitaminrige rødder med stærkt på toppen tør jeg godt anbefale.

.

sort bønnepuré

Men faktisk faldt valget også på gulerødderne, fordi de passer så fint sammen med en puré af sorte bønner. Sagen er, at min gode ven, Henrik H, elsker sorte bønner. Og ham vil jeg gerne glæde i denne uge. Forhåbentlig også alle andre.

.

der er smæk på smagen

De lidt søde gulerødder skal have noget modspil, så jeg valgte at bage dem med den stærke marokkanske “pasta”, harissa, på toppen.

Har du ikke harissa, kan du i stedet bruge den stærke chilisovs nedenfor. Du kan lave både chilisovsen og harissa selv.

.

chilisovs

Denne chilisovs brænder pænt, og kan fint erstatte den lige så fyrige harissa. Begge chili”sovse” er nemme at lave, og holder sig længe i køleskabet.

.

saltsyltede citroner

I Marokko og andre nordafrikanske lande er saltsyltede citroner lige så almindelige som syltede agurker er i Danmark. På fotoet er citroner til salg i souken i Marrakech.

Også citronerne er pærelette at lave selv.

Nogle af glæderne ved at arbejde med grøntsager og forvandle dem til velsmagende mad, er dels forventningen om et lækkert måltid, dels at nyde de smukke produkter, mens man arbejder med dem.

Alle grøntsager er smukke, skønt nogle af dem ser mere utilnærmelige ud end andre. Men inderst inde gemmer de alle på en gave til os, der spiser dem. Kan vi se glæden ved, og føle taknemmeligheden over, at have adgang til de livgivende grøntsager, smitter det af på maden. Det handler ikke kun om krydderier og andre smagsgivere.

Jo mere vi er bevidste om naturens gaver, når vi tilbereder dagens middag, desto mere vil vi ønske at passe på den natur, der er forudsætningen for, at vi overhovedet kan nyde et dejligt måltid mad.

Nedenfor hygger citronerne sig i køkkenet, mens de venter på at blive spisemodne.

.

Har du ikke saltsyltede citroner, kan du i stedet drysse med reven skal af en økologisk citron.

.

citroner er også dekorative

Citroner er næsten uundværlige i madlavningen. De er med til at frembringe den rette balance mellem de andre smagsnuancer.

De elskede citroner er ofte brugt i kunsten, fordi de foruden at være nødvendige i madlavningen, også er smukke. Ovenstående stilleben er dog kun frembragt af mig.

.

harissabagte gulerødder med sort bønnepuré

(4 personer)

¾ kg gulerødder

½-1 spsk harissa

3 spsk olivenolie

50 g macadamianødder eller valnødder

2-3 spsk finthakket syltet citron eller frisk reven citronskal

frisk koriander eller persille

bønnepuré:

125 g tørrede sorte bønner eller 250 g fra brik/dåse

1 spsk spidskommenfrø

1-2 dl tyk kokosmælk

citronsaft, salt, tamari

 .

Skær gulerødderne igennem på langs og læg dem på en smurt bageplade med skærefladen nedad.

Rør harissaen sammen med olien og tilsæt et lille drys salt. Pas på ned harissaen. Den kan være meget stærk!

Smør harissa/olie på gulerødderne og bag dem i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. De må gerne bevare lidt bid.

Læg spidskommenfrøene i en lille ovnfast form og sæt dem i ovnen samtidig.

Hvis du bruger tørrede bønner, skal de sættes i blød 8 timer, før de koges i nyt vand, 40-50 minutter.

Afdryp bønnerne og purér dem med spidskommenfrø, og så meget kokosmælk, at pureen bliver tilpas i konsistensen.

Smag godt til med citronsaft, salt og evt. tamari.

Hak nødderne.

Bred bønnepureen ud i et fad – eller på fire tallerkener – og arrangér gulerødderne ovenpå.

Drys med hakkede nødder, hakket krydderurt samt citronskal.

Spis fx kogte brune ris til gulerødderne.

.

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.