grillede sommerruller med pesto, blomster og dildolie
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in forretter
.
en sommerlig servering
Her er en lille forret, som flytter havens overdådighed af krydderurter og spiselige blomster ind på tallerknen.
Det er værd at huske på, at vi også “spiser” med øjnene. Når en ret ser farverig, smuk og lækker ud, starter fordøjelsen allerede, fordi mundvandet forøges og gør kroppen klar til at nyde og fordøje den smukke – og også ofte sunde mad. Det er nemlig sådan, at jo flere farver, der er på maden, desto flere næringsstoffer får vi. Især de såkaldte sekundære stoffer, som findes i grøntsagers og urters farve og duft, er noget, man ikke kan købe på apoteket.
De små boller er glutenfrie kerneboller.
.
smukt skal det være ….
Jeg hører til dem, der mener, at mad skal serveres på den smukkest mulige måde. Jeg ved godt, at der kan være travle dage, hvor gryden bare lander på bordet med den i hast sammenkogte ret. Men ærlig talt: er det stimulerende for mundvandet og nydelsen?
Så har man tid, er den givet godt ud til at pusle lidt med en smuk servering. Og det koster ikke ekstra!
.
en hel sommer på én tallerken
Til rullerne ovenfor har jeg serveret en slags dildolie. Rigtig dildolie skal blendes og sies. Denne olie er blot smagt til med limesaft, salt, peber og masser af klippet dild.
Hvis du vil undgå olien, så vælg i stedet yoghurt smagt til med økologisk citronskal og -saft (eller lime) samt salt og peber. Se billedet øverst.
Du kan vælge alle mulige slags krydderurter og spiselige blomster som pynt. Jeg har brugt blomstrende koriander, tallerkensmækker, lavendel, bronzefennikel, rød skovsyre, hjulkrone og ærteskud.
.
rulle, rulle, rulle …
Jeg har rullet de grillede grøntsager sammen om en hjemmelavet pesto, men har du ikke tid til selv at lave pesto, kan du evt. kvikke en god købt pesto op med flere finthakkede pinjekerner, mandler eller nødder samt evt. presset hvidløg.
.
på grill, på pande eller i ovn
Hvis du hører til grillfolket, kan grøntsagsskiverne med forsigtighed grilles på risten, men du kan også grille dem i ovnen eller på en grillpande.
Når jeg laver rullerne, sætter jeg dem på et tyndt træspyd og skubber dem tæt sammen. Derefter får de lov at stå i køleskabet nogle timer, evt. natten over. Så kan man nemt løfte rullerne samlet over på serveringstallerknen og forsigtigt trække spyddene ud.
Tag i givet fald rullerne ud af køleskabet i god tid, så de kan nå at få stuetemperatur.
.
grillede sommerruller med pesto, blomster og dildolie
(4 personer)
1 stor aubergine
1 stor squash
1 stor peberfrugt eller to små
olivenolie
1/2 portion pesto
evt. tynde træspyd
masser af spiselige blomster og krydderurter
dildolie:
1/2 dl olivenolie
1 spsk limesaft
3-4 spsk klippet dild
salt, friskkværnet peber
.
Skær auberginen og squashen i skiver på langs. Skiverne af squash skal ikke være for tynde, så går de nemt i stykker.
Del peberfrugten i kvarte og fjern kerner og frøstol.
Læg grøntsagerne på en smurt bageplade og pensl dem med lidt olie.
Sæt pladen under grillen og vend skiverne, når de er let gyldne. Grill dem også på den anden side. Peberfrugten skal være temmelig ”brændt”.
Afkøl grøntsagerne og flå skindet af peberfrugten.
Lav pestoen. Du kan vælge basilikum-, rucola- eller ramsløgpesto.
Rør olien med limesaft, dild, salt og peber. Smag til.
Skær peberfrugten i 8 stykker på langs.
Del evt. skiverne af aubergine og squash, hvis de er meget lange.
Læg en teskefuld pesto på hvert stykke grillet grøntsag og rul dem sammen.
Sæt rullerne på fire spyd og pres dem lidt sammen. Sæt evt. rullerne i køleskabet nogle timer eller til næste dag.
Saml den ønskede mængde spiselige blomster og krydderurter.
Hvis rullerne har været i køkeskabet, så tag dem ud i god tid. Anret dem på fire tallerkener. Fjern spyddene.
Drys med de valgte blomster og urter og dryp med dildolien.
.
Uhmmm hvor ser det lækkert ud. Vi griller ikke, men jeg bruger meget fra dig til min madlavning.
Du er virkelig god til at serverer smukt og pynte et smukt fad, Det kan jeg virkelig godt lære noget af, måske mere i næste liv 😉 Har taget det til mig. God sommerdag Knus fra Wanda
Det glæder mig, at du kan lide al pynten, Wanda 🌼. Og du kan sagtens øve og i dette liv også, for man ved jo aldrig …
Og du behøver ikke at grille. Du kan også stege skiverne på en pande.
Kærlige hilsener fra Kirsten
Så smukt kæreste Kirsten.
Det er en stor glæde at følge din inspirerende blog. Kærligste knus fra Sommerhuset fyldt med glade drengebørn
Hjertelig ❤️ tak, Annie. Det er jeg glad for at høre. Det lyder skønt med de glade drengebørn i dit dejlige sommerparadis!
Knus fra Kirsten