Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

15

juli 2022

2

KOMMENTARER

græske grillspyd med couscous og tzatziki

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

tid til grønt på grillen

Ferie, sol og sommer: det er grill-tid!

Her er nogle skønne græske tofu-spyd med lækre grøntsager. Grøntsagsspyd er supernemme og hurtige at tilberede, så der også bliver tid til et glas kølig vin på terrassen.

Har du ikke en udendørs grill, kan grøntsagerne sagtens grilles i ovnen.

.

brug de grøntsager, du har

Du kan bruge de grøntsager, du har på lager. Foruden dem jeg har nævnt i opskriften, kan du også bruge små buketter af blomkål og/eller broccoli, terninger af squash og/eller aubergine, små nye kogte kartofler etc.

.

tilbehør til grøntsagsspyd

Jeg serverer couscous med hakkede abrikoser, ærter og krydderurter til mine spyd. Desuden som “dyppelse” tzatziki eller yoghurt smagt til med hvidløg og mynte.

Du kan også servere brød til spyddene, kogte ris eller andre kogte korn, quinoa eller pommes frites.

.

tofu, seitan eller små falafler

Proteindelen af spyddene kan være tofu som her, det kan være seitan, små falafler etc.

.

bagt tofu med nelliker

Hvis du vil have ekstra smag på tofuen, kan du bage den med spicy marinade og nelliker.

Se opskriften her.

.

tzatziki

Tzatziki, yoghurt med agurk og hvidløg, er også en rigtig græsk klassiker.

Denne tzatziki er med både nigellafrø og spidskommen. Det er ikke helt efter bogen, så du kan sagtens udelade de to krydderier.

Se opskriften her.

.

græske tofuspyd med couscous

(4 personer)

marinade:

4 spsk citronsaft

2 spsk olivenolie

2 spsk tamari

1-2 spsk ahornsirup

1 fed presset hvidløg

1 spsk tørret oregano

2 tsk paprika, evt. røget

spyd:

250 g fast neutral tofu

200 g løg

2 peberfrugter

1 helt hvidløg

200 g små tomater, gerne forskellige farver

200 g små champignon

træspyd

.

Rør dressingen sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas sød/salt.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små terninger. Vend dem i dressingen.

Lad tofuen trække i dressingen nogle timer, meget gerne til næste dag. Vend rundt i stykkerne engang imellem.

Læg træspyddene i vand i god tid, så de kan modstå varmen fra grillen. Du man også bruge metalspyd.

Skær løgene i kvarte. Skær peberfrugterne i små terninger.

Sæt grøntsager og tofu på spiddene skiftevis. Pensl med resten af marinaden eller olivenolie.

Læg spiddene på en rist på en bageplade og sæt den under grillen.

Grill spyddene gyldne på begge sider.

Du kan servere tatziki til samt couscous, løskogte korn eller ris, ristet brød eller bagte kartoffelchips.

Jeg har serveret couscous til mine spyd: overhæld 250 g couscous med kogende vand, der dækker. Tilsæt et drys salt og peber samt en håndfuld rosiner eller hakkede, tørrede abrikoser og måske lidt frisk persille eller mynte.

Lad grynene trække ca. 10 minutter. Vend rundt i dem med en gaffel.

.

det grønnes – trods alt!

Jeg synes, det går ALT for langsomt med den grønne omstilling. Og så kommer der pludselig i Frederiksborg Amts Avis to fantastiske historier om kød contra planter.

Teksten er svær at læse, men historien ovenfor handler om et af mine store ønsker, nemlig at plantemad bliver det naturlige valg og dét, der er normen. Vil man have kød, må det vælges til.

Hos Furesø Byråd vil man fremover servere vegetarisk mad efter byrådsmøderne. Kødet kan så vælges til.

Well, det er en lille dråbe i et meget stort hav, men som bekendt starter en lang rejse med det første skridt.

.

… og så bliver man endnu mere glad!

Denne historie handler om slagteren, der er blevet ramt af den grønne bølge. Må det blive til en revolutionerende tsunami!

Når slagteren kan blive i tvivl, om han er slagter eller grønthandler, lysner det virkelig. Det er en fantastisk historie om at grøntsagerne er i færd med at fortrænge kødet. Det ER en solstrålehistorie. Hjertelig velkommen til slagter Maltesens veganerbuffet.

.

Print Friendly, PDF & Email
It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

2 Kommentarer

  1. Grete Liv

Skriv et svar til Kirsten Skaarup Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.