Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

fredag

4

juli 2025

0

KOMMENTARER

curry med nye kartofler, to slags ærter og ristede mandler

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

førstehjælp i varmen

Når sommersolen varmer, og de nye kartofler stadig er små og lækre, er det oplagt at nyde en eksotisk curryret.

Her er lækre proteiner fra både kikærter, nye grønne ærter og ristede mandler. Og så er retten lavet på under 20 minutter.

.

chili har mange gode egenskaber

Chili giver ikke blot maden et kærligt spark, man kan også komme chili i maden, hvis man vil smide et par kilo.

Det lille brændende bæst er ikke alene sund, den er også god for blodgennemstrømningen – og chili sætter forbrændingen i vejret.

Currypastaen er lavet på basis af chili, og netop chili er også en god ven i varmen på anden måde.

Chili fremmer nemlig ikke blot forbrændingen, den brændende frugt åbner også hudens porer, så man bedre kan svede.

Chilipasta købes i butikker med orientalske varer eller i et supermarked.

.

spis ris til

Ris og curry hører sammen som fod i hose. Sådan har det været i Asien i umindelige tider. Her er risen drysset med kanel og mandler.

Det anbefales, at ris udblødes et par timer inden kogningen, da den indeholder tungmetallet arsen, som findes i forskellige planter, fx ris og nogle typer tang. Vi har ikke tidligere i Danmark talt om arsen i ris, men nu tilrådes det, at man udbløder og vasker risen grundigt inden kogningen.

Der er dog ikke grund til panik. Både kinesere, japanere, indere og andre folk i Asien har haft ris som hovednæring i årtusinder. Mig bekendt er de ikke mere syge end vi er i Vesten.

.

curry med nye kartofler, to slags ærter og ristede mandler

(4 personer)

25 g afskallede mandler

100 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk olivenolie

2-3 tsk rød currypasta eller efter smag

1 spsk spidskommenfrø

½ kg bittesmå nye kartofler

3 dl grøntsagsbouillon

200 g blomkål (kan erstattes af broccoli)

50 g bælgede ærter

250 g afdryppede kikærter fra brik eller dåse

3 dl tyk kokosmælk

1 spsk gurkemeje

reven ingefær efter smag

1 økologisk citron

salt, rørsukker, tamari

frisk koriander

.

Del mandlerne i to, og rist dem gyldne på en tør pande. Sæt dem til side.

Hak løg og hvidløg, og svits dem i olien sammen med currypasta og spidskommen.

Svits til løgene er bløde.

Tilsæt kartofler og bouillon. Læg låg på gryden og lad kartoflerne simre 4-5 minutter, eller til de er halvmøre.

Del blomkålen i små buketter og tilsæt dem sammen med ærter, kikærter, kokosmælk og gurkemeje.

Lad curry’en simre endnu 4-5 minutter. Tjek at kartoflerne er møre.

Smag curry’en til med reven ingefær, citronsaft, salt, sukker og tamari.

Servér curry’en med frisk koriander og de ristede mandler på toppen.

Giv kogt ris eller quinoa til curry’en.

.

.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.