bagte løg med hyldeblomstcreme og caviart
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in festmad, forretter, frokostretter
.
en forret til fejring af Sct. Hans
En lækker lille forret af bagte løg med en creme af hyldeblomst og caviart (små “perler” af tang) på toppen er en god idé som forret til en Sct. Hans-middag. Her er masser af smag af sol og sommer – men også umami-toner, der gør retten til en lille fortættet smagsoplevelse.
.
Cremen af havre creme fraiche er smagt til med koncentreret hyldeblomstsaft, og sammen med bunden af hårdt stegte løg – og “caviar” på toppen er det en let lille sommeranretning.
.
bagte løg med hyldeblomstcreme og caviart
(4 personer)
4 mellemstore hele løg
jomfruolivenolie
svitsede løg til “bund”:
200 g løg
2 spsk ahornsirup
1 spsk tamari
1 dl havre creme fraiche eller planteyoghurt
2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
salt, friskkværnet peber
2-3 spsk sort caviart
evt. lidt hakket persillle
.
Vend de fire hele løg i lidt olie i et ovnfast fad. Bag løgene i en 200 grader varm ovn 15-20 minutter, afhængig af størrelsen. Løgene skal være gyldne og gennembagte.
Hak imens de 200 g løg fint og svits dem i 1 spsk olie til de er temmelig mørke. Tilsæt siruppen og lad løgene simre endnu ca. 10 minutter. Tilsæt tamari og 1/2 dl creme fraiche. Smag løgblandingen godt til og fordel den på fire tallerkener.
Skær de bagte løg lidt op og sæt dem på løgbunden.
Smag den sidste halve dl creme fraiche til med hyldeblomstsaft, salt og peber og fordel den på løgene. Sæt lidt caviart på toppen. Drys evt. med persille.
Løgene kan serveres varme eller kolde.
.
.
Vidunderligt – du kan tro jeg skal lave den ret – har koebt en masse af cavi-art efter din anbefaling – mange steder har det vaeret udsolgt – er blevet saa populaert her i UK. denne ret lyder og ser pragtfuld ud. Haaber du har det godt og haaber snart vi kan ses igen. Kh Mikala
Kære Mikala,
Jamen, hvor er det heldigt, at du kan få gang i dit lager af caviart! De små “perler” kan faktisk sætte prikken over i’et på mange retter. Jeg kan godt forstå det er populært i England – I har også altid været længere fremme med det grønne derovre.
Og ja: jeg håber også vi ses snart. Sig til, når du er i landet.
Kh Kirsten
Har lavet denne ret for nylig og laver den igen idag, da vi får frokostgæst. Vi har dog fundet ud af at løgene nok skal have omkring 45 min i ovnen for at blive let bløde indeni, ellers kan de være lidt svære at spise og virker seje i skallen. Vi brugte mellemstore løg, måske kan mindre løg nøjes med 30min. Da jeg lige nu læser kommentaren ovenover ser jeg at jeg kan få Caviart her i UK, lige fundet dem på Amazon. Jeg har ellers jagtet rundt på det sydlige sjælland for at finde nogle glas, men fandt tilsidst i Føtex i Nyborg, så jeg har et lille lager. Jeg har dog svært ved at finde piskbart sojafløde. Sidder og kigger på din nytårsdessert fra sidste år, der ser så flot ud og tænker måske at lave den i år. Hvor finder jeg nemmest den piskbar sojafløde og hvilket mærke skal jeg søge efter? Igen 1000 tak for alle dine opskrifter, de er fantastiske. P.S har nu også bestilt The Vegan Pantry som du anbefalede i dit London indlæg. Kærlig hilsen Kirsten A
Kære Kirsten,
Det er altid en god ting, når man har lyst til at lave en ret mere end én gang.
Det er en hjælp for andre, der vil prøve disse lækre løg, at du bemærker at bagetiden kan være længere end angivet. Det kommer selvfølgelig an på, hvor store løgene er. Så man må stikke i dem undervejs.
Og jeg ved godt, at det kan være svært at finde Caviart – også i Danmark. Men Føtex har dem ofte, og jeg finder dem også af og til i COOPs butikker.
Den piskbare sojafløde, jeg bruger, hedder Soja Cuisine. Den fås både “almindelig” og som piskbar. Men du kan også piske kokosfløde. Det giver også et lækkert skum. Jeg tror den piskbare sojafløde findes i mange danske supermarkeder. Jeg køber den som regel i Irma.
Jeg håber, du bliver glad for “The Vegan Pantry”. Det er virkelig en kvinde, der ved, hvad hun taler om.
Og til slut: selv tak. Dejligt du kan bruge opskrifterne – og
Kh Kirsten