Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: juni 2025

fredag

6

juni 2025

11

KOMMENTARER

“mal” et madbillede – tærte med asparges, nye kartofler og cashewcreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

byd sommeren velkommen med en tærte

Kalenderen siger sommer. Det betyder masser af nye grøntsager, der strutter af sundhed og vitalitet – hvis altså de er dyrket økologisk. Det er de fleste bare ikke. Det gjorde mig igen, igen ked af det, da jeg for nylig skulle købe en bakke jordbær.

.

jordbær – med eller uden gift?

kan nogen forklare vanviddet?

Jeg stod forleden i et supermarked og kiggede på jordbærrene. Der var giftige, og der var giftfrie. De økologiske var kun 4 kr. dyrere end de giftige. Til gengæld var der halvt så mange i bakken. Så i virkeligheden kostede de økologiske det dobbelte.

Økologiske produkter er dyrket uden brug af gift og kunstgødning. Den metode skåner jorden, den skåner grundvandet, den skåner havene, og den skåner vores egen krop. Det skal forbrugeren betale ekstra for.

Med andre ord: Økologiske produkter efterlader ikke en kæmperegning til kommende generationer for genopretning af natur og helbred. Burde det ikke belønnes?

Konventionelt landbrug bruger giftsprøjtning og gødskning, der ikke blot dræber livet på markerne, det siver også ned i drikkevandet. Sidste år blev der fundet giftrester i mere end halvdelen af de undersøgte boringer i Danmark, gifte der sættes i forbindelse med en række sygdomme, bl.a. Parkinsons.

I denne uge er det yderligere kommet frem, at en gennemgang af 1.000 konventionelle landbrug gøder med meget mere gylle, end planterne kan optage. Det overskydende siver ned i grundvandet og ud i fjordene.

Kan nogen forklare, hvorfor det er billigst at købe produkter, der ødelægger livet i jorden, i grundvandet og i havene – og undergraver vores eget helbred?

Det kommer til at koste et ufatteligt beløb at rette op på de skader, som godt 6.000 danske landbrug i årevis har forårsaget og stadig gør. Og det vil tage mange, mange år at udbedre disse overgreb på naturen. Skal landmændene stoppe den undergravende virksomhed, skal de betales for det, mener de.

Jeg ved, at vi lever i molboernes land, men er der ingen ende på, hvor molboagtigt en lille gruppe mennesker skal have lov til at opføre sig? Det er din og min natur, det er dit og mit helbred, der er på spil, og det er havenes og grundvandets, ja hele vores eksistens, der er truet. Jeg har intet imod landbrug – tværtimod. Det er landbruget (det økologiske), der sørger for, at vi kan spise sund og nærende mad hver dag.

Hvis vi skulle betale prisen i supermarkedet for de skader, landbruget forvolder på natur og helbred, ville de færreste af os have råd til blot at købe et blomkålshoved. Men prisen SKAL betales. Det kommer de kommende generationer til at mærke.

Politisk er der ingen hjælp at hente. Vi må derfor selv handle ved at nægte at spise de undergravende produkter. Lige nu er det værd især at sige nej til de konventionelle jordbær og kartofler. Begge produkter er stærkt giftsprøjtede. I konventionelt landbrug er det tilladt at bruge 23 forskellige giftstoffer i kartoffelavl.

Vores statsminister mener, at det er en menneskeret at kunne spise oksekød. Jeg mener, det bør være en menneskeret at kunne spise giftfrit.

.

lækre asparges og nye kartofler hjælper på humøret

Tærten er en hyldest til forsommeren: Den er bagt med asparges, nye kartofler, nye løg og lidt vilde urter på en bund af cashewcreme.

.

varm eller kold

Tærten kan laves på to måder. Den kan bages som i opskriften nedenfor, men du kan bage tærtebunden helt færdig på 10-12 minutter.

Kog i så fald aspargesene ca. 3 minutter og afdryp dem. Smør cashewcremen ud på den bagte, afkølede tærtebund, og læg aspargesene på cremen. Pynt med de valgte urter, blomster etc.

Hvis du vælger ovenstående udgave, kan du bage bunden og lave cashewcremen i god tid – og lægge cremen og de kogte asparges på lige inden serveringen. I så fald serveres tærten kold.

Hvis du gerne vil servere tærten varm, skal du følge opskriften nedenfor.

.

tærte med asparges, nye kartofler og cashewcreme

(4 personer)

tærtebund:

50 g plantesmør eller cashewsmør

125 g hvedemel

100 g grahamsmel

1 dl plantefløde

1 tsk salt

ca. 1 dl vand

cashewcreme:

100 g cashewnødder

3 spsk havregryn

1 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

citronsaft

fyld:

150 g bittesmå nye kartofler

½ kg asparges, gerne både hvide og grønne

evt. en håndfuld svampe, små nye kartofler, broccoli, radiser etc.

vilde planter og spiselige blomster: purløg, en lille tomat, gulerodsskiver, et par radiser eller lign.

 

Lav dejen:

Smulder de to slags mel i fedtstoffet, og tilsæt fløden samt et nip salt. Tilsæt vand efter behov. Ælt dejen sammen, og lad den hvile en times tid.

Sæt cashewkernerne i blød nogle timer, evt. dagen før.

Afdryp cashewkernerne, og blend dem sammen med havregryn, fløde og lidt salt og peber.

Vurdér konsistensen, og smag godt til, også med citronsaft og lidt reven -skal.

Rul dejen ud, og læg den i en smurt tærteform, der måler ca. 22 x 32 cm. Prik dejen med en gaffel.

Forbag tærtebunden i en 200 grader varm ovn 7-8 minutter.

Tag formen ud af ovnen, og bred cashewcremen ud på tærten.

Kog kartoflerne halvmøre. Afdryp dem.

Skræl hvide asparges, og læg dem skiftevis med de grønne asparges på cremen. Sæt også kartofler,  evt. svampe og anden pynt på.

Sæt tærten i ovnen, og bag den endnu 8-10 minutter.

Pynt med vilde planter som ramsløg, ramsløgblomster, radiser etc.

.

.

aspargesavl er hårdt arbejde

At avle asparges – især de hvide – er hårdt arbejde, nu som før. Stænglerne høstes med bøjede rygge, mens de stikkes i jordvolden, hvor de vokser i mørke. Derfor er de hvide. Grønne asparges vokser over jorden, får sollys og dermed klorofyl, som giver den grønne farve.

Send en kærlig tanke til dem, der dyrker den guddommelige spise – og dem der høster den.

.

Share