Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: december 11, 2024

onsdag

11

december 2024

0

KOMMENTARER

julekalenderen 2024 – luk op for låge nr. 11

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter, julemad

.

broccoli er powerfood i en travl måned

Disse skønne grønne stængler hedder broccolini. Broccolini er en krydsning mellem pak choi og broccoli, og kaldes også for bimi. Men egentlig ligner de jo bare en overvægtig broccoli, der har været på slankekur.

Tidligere kaldte man broccoli for aspargeskål på grund af den svage smag af asparges. Hvis man så oven i købet spiser broccoli i form af disse “stilke”, ja, så kan man næsten bilde sig selv ind, at det er rigtige asparges. Med mere end 4 måneder til de ægte sprøde stilke kan stikkes, kan man godt trøste sig med disse broccolini. De er lækre med sprøde kikærter og mayo.

Du kan selvfølgelig også lave salaten med den kendte, mere massive broccoli.

.

aspargeskål

Men faktisk er det slet ikke rimeligt at kalde broccolistilkene for “erstatning”, for de smager dejligt. Men asparges er de jo ikke.

Broccoli vokser vildt i middelhavsområdet, og her har man nydt den sunde kål i tusindvis af år. Måske synes du også, at vi har haft broccoli i Danmark altid. Men sådan er det ikke. Vi stiftede ikke bekendtskab med  broccoli før i 1950’erne, og på det tidspunkt kunne man kun købe kålen frossen. Først i 1980’erne begyndte vi at kunne få broccoli i frisk tilstand. Men nu har vi så også taget den til os. Og det er der god grund til. Man mener at broccoli er den mest kræfthæmmende af kålarterne.

Broccoli indeholder også mange vitaminer som beta-caroten (A-vitamin), C- og K-vitaminer og folinsyre – samt mineraler som kalk, magnesium og fosfor. Broccoli er også rig på fibre og antioxidanter, og så virker kålen afgiftende på leveren. Broccoli er powerfood!

.

fedtfattig tofunaise

Jeg har brugt den fedtfattige tofunaise som “dressing”, men du kan også vælge en helt almindelig olie-eddikedressing smagt til med presset hvidløg.

.

broccolistængler med tofunaise og ristede kikærter

ristede kikærter:

100 g tørrede kikærter (evt. 1 dåse eller brik)

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk olivenolie

2 tsk røget paprika (evt. alm. paprika) eller 2 spsk ristet sesamolie

2 fed presset hvidløg

evt. et nip tørret chili

1-2 spsk tamari

salat:

200 g broccolistilke

2 dl tofunaise

.

Hvis du ikke har kogte kikærter liggende i fryseren, så sæt de tørrede ærter i blød mindst 8 timer. Kog dem møre i nyt vand, 20-25 minutter. Afdryp og afkøl dem.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande indtil de dufter. Tilsæt olien, varm den op og tilsæt paprika eller sesamolie, hvidløg, chili og kikærterne .

Rist kikærterne til de er gyldne. Tilsæt tamarien og rist kikærterne, til de er tørre.

Læg broccolistilkene i kogende vand. Kog dem 2 minutter og afdryp dem. Hæld koldt vand over, medmindre du vil servere salaten varm.

Lav tofunaisen.

Læg broccolistilkene på et fad, fordel tofunaisen ovenpå og drys med de ristede kikærter.

..

.

Share