Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: september 13, 2024

fredag

13

september 2024

0

KOMMENTARER

den store høstmåned: brombær i det salte køkken – seks sikre vindere!

Skrevet af , Posted in salater

.

september – den store høstmåned

September er måneden, hvor vi kan fylde depoterne – og cellerne – op med masser af frisk frugt og grønt. I år er det et stort frugtår, så jeg har nogle ideer til, hvordan frugter, bær og grøntsager kan give spændende smagsoplevelser. Her er ikke blot knald på farverne, på vitaminer og mineraler, alverdens andre gode næringsstoffer står også i kø for at vitalisere kroppen. Og velsmagen tør jeg også godt garantere.

.

brombær og rødbede er et match made in heaven

Hvis der er en grøntsag og et bær, der er virkelig forskellige, må det være rødbeden og brombærret. Men de to lilla personligheder har det tilfælles, at de indeholder masser af antocyaniner, stoffer som er antiinflammatoriske, antioxidante og kræfthæmmende. Og så passer de to – man kan næsten kalde dem bærret og bumsen – usandsynligt godt sammen. Det er der flere eksempler på i disse opskrifter.

Se opskrift på suppen her.

.

spidskålssalat med brombær og karamelliserede boghvedekerner

Kål og bær med mormordressing og knas fra sprøde boghvedekerner. Prøv bare …

Se opskrift på salaten her.

.

lilla spidskålssalat med brombær, linser og pistacienødder

Denne salat er dejligt mættende og kan udgøre en fin frokostret. Den er med spidskål, linser, rødbeder, blåbær og brombær samt pistacienødder.

Se opskrift på salaten her.

.

salat af perlebyg, hyben, hasselnødder og brombær

Denne salat er med tre af naturens gratis gaver: brombær, hasselnødder og hyben – og så er der mæthed og fylde fra perlebyg.

Se opskrift på salaten her.

.

tomatsalat med semitørrede rødbeder og brombær

De semitørrede rødbeder i denne salat udgør et dejligt modspil til tomater og brombær.

Se opskrift på salaten her.

.

rødbeder og brombær i spicy kokosmælk – en hovedret

Her er en hovedet med brombær – og igen rødbeder, fordi de to klæder hinanden så godt.

Har du været ude og samle hasselnødder, pynter en lille håndfuld i retten.

..

rødbeder med frugt

Hvis brombærsæsonen er forbi, kan du udelade bærrene, eller du kan erstatte dem med blåbær.

Måske dyrker du selv vindruer – ellers fås der i øjeblikket økologiske vindruer. Konventionelle bør undgås, da de oftest er giftsprøjtede.

Men retten kan sagtens laves uden frugt. De stegte løg og de krydrede kikærter bidrager med fine smagsnuancer til den spicy kokossovs.

..

er der lys for enden af svinestien?

Hvilken nyhed. Grisene har fået stemme! Et forskerhold har afkodet, hvad grisene udtrykker med deres grynt – og det er ikke morsom lytning. Men vi vidste det jo godt. Hvis vi griber bare en lille smule ned i den etiske værktøjskasse, er vi jo ikke i tvivl om, at vi på daglig basis mishandler de 29 milloner grise, som vi årligt producerer. Blot for at tilfredsstille vores egne lyster.

Men er denne forskning mon alligevel det første spæde skridt mod en forståelse for, at den intelligente gris har bevidsthed og følelser? Vil vi begynde at se svinet (og andre produktionsdyr) som levende, følende væsener med ret til et liv, der er tilpasset deres behov?

Er der mon lys for enden af den lidelsesfyldte svinesti? Er denne forskning begyndelsen på enden af svineriet?

.

rødbeder i kokossovs med krydrede kikærter

(4 personer)

100 g kikærter (eller 200 g fra brik eller dåse)

3/4 kg rødbeder

250 g løg

olivenolie

1 spsk spidskommenfrø (eller 2-3 tsk stødt spidskommen)

2 tsk sennepsfrø

lidt hakket chili eller tørrede chiliflager

salt, friskkværnet peber

2 1/2 dl kokosmælk eller anden plantemælk/fløde

1 økologisk limefrugt

100 g vindruer og/eller brombær

 

Læg kikærterne i blød mindst 8 timer. Kog dem i nyt vand ca. 20 minutter. Adryp dem og lad dem blive tørre. Du kan også bruge kikærter fra brik eller dåse.

Kog rødbederne møre, 30-40 minutter afhængig af størrelsen. Eller bag dem i ovnen ved 200 grader i 40-50 minutter.

Afkøl og flå rødbederne. Skær dem i terninger.

Skær løgene i både og steg dem gyldne i 2 spsk olie. Sæt dem til side.

Rist spidskommen- og sennepsfrø i 2 spsk olie, til de dufter. Tilsæt chili og kikærter og et drys salt og peber. Rist kikærterne gyldne. Sæt dem til side.

Bring kokosmælken i kog med et par spsk limesaft. Tilsæt 2-3 tsk reven limeskal. Smag til med salt og peber.

Kom rødbeder, kikærter (gem lidt til pynt), løg og vindruer og/eller brombær i sovsen og varm det igennem.

Servér retten med kogte korn som fx perlespelt, rugkerner, ris eller et godt stykke brød.

En salat med hele korn og/eller linser passer også fint til gryderetten.

.

.

Share