Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: november 2023

fredag

17

november 2023

10

KOMMENTARER

nyd de lækre porrer – ideer til mad med porrer

Skrevet af , Posted in forretter, frokostretter, hovedretter

 

porrer på plakaten

Engang imellem får jeg et ønske fra en af mine følgere om bestemte opskrifter eller med ønsket om ideer til retter med bestemte grøntsager.

For nylig har Kirsten med bloggen Majroen efterlyst ideer til brug af porrer, og det efterkommer jeg selvfølgelig gerne.

Er du interesseret i økologisk køkkenhave, kan jeg varmt anbefale at kigge omkring Kirstens blog. Der er mange gode tip til økologisk grøntsagsdyrkning.

.

en dejlig vintergrøntsag

Porre (Allium porrum) er en løgplante, som formentlig har været dyrket i mere end 4000 år.

Sammen med bl.a. grønkål kan porrer stå og hygge sig i jorden vinteren over. Det betyder, at man kan høste friske porrer hele vinteren, hvis man er så heldig at have en køkkenhave.

Porren er i familie med løg, hvidløg og skalotteløg. Alle grøntsager, der giver en markant smag til de retter, de tilsættes.

porrer er sunde

Porrer har, ligesom løg, en lang række sundhedsfremmende egenskaber på grund af deres indhold af vigtige næringsstoffer. Porrer indeholder A-, B- og C-vitaminer og mange mineraler, bl.a. kalk, kalium og magnesium.

Porrer har desuden et højt indhold af kostfibre, som giver en langvarig mæthedsfornemmelse.

Porrer indeholder også de specielle fibre, som hedder inulin, der virker præbiotisk og styrker tarmfloraen.

Ligesom løg indeholder porrer svovlforbindelsen allicin, der virker antibakterielt, styrker immunforsvaret og modvirker åreforkalkning.

.

lad porrer spille hovedrollen

Tidligere blev porrer hovedsageligt brugt som suppeurt, og det er ikke så tit, de får lov at spille hovedrollen i en ret.

Men der er masser af ideer. Foruden de følgende forslag er porrer oplagte i en porre/kartoffelsuppe eller som farserede porrer.

.

bagte kartofler og porrer på quinoabund

Se opskriften her.

.

konfiterede porrer

Se opskriften her.

.

mandelpanerede pastinakker m citronporrer, kikærter og tapenade

Se opskriften her.

.

frittata med rosenkål, porrer og tzatziki

Se opskriften her.

.

gulerods- og porrebøffer med agurkesalat

Se opskriften her.

.

porretærte med grønkåls/cashewcreme

Se opskriften her.

.

grillede porrer med tatarsovs

Se opskriften her.

.

porrepaté med valnødder

Se opskriften her.

.

porrer i form med mandellåg

Se opskriften her.

.

Share

mandag

13

november 2023

2

KOMMENTARER

kikærtesuppe med abrikoser og pasta fra Marokko – ugens suppe

Skrevet af , Posted in forretter, supper

.

marokkansk klassiker

I denne uge sender jeg den dybe tallerken en tur til Marokko. Anledningen er, at der netop er udkommet en ny stor og smuk coffeetable book med bidrag af 44 kvinder fra den eksklusive klub, Kvindelige Eventyreres Klub. Jeg havde selv fornøjelsen at være formand for klubben en del år i 1990’erne. I øjeblikket er astrofysiker, professor Anja C. Andersen formand for klubben.

Jeg kvalificerede mig i sin tid som medlem på grund af mine madeventyr og møde med lokale mennesker i køkkener verden over. I den nye bog bidrager jeg med beretningen om en dramatisk rejse i Marokko tilbage i 1980’erne, hvor turisterne endnu ikke havde opdaget det vidunderlige land, og hvor en enlig kvindelig rejsende med rygsækken på nakken var en stor begivenhed i en lille flække på randen af Sahara.

Opskriften på suppen stammer fra min første rejse til landet.

.

eventyrlige beretninger

Kvindelige Eventyreres Klub har i dag 64 medlemmer, heriblandt huledykkere, bjergbestigere, astronomer, polarforskere, geologer, biologer, kunstnere, journalister, læger, forfattere, musikere, piloter og fotografer, som har det til fælles, at de kaster sig ud i eventyr på vidt forskellige måder. En evig rejselyst og forståelse for eventyrets styrke binder dem sammen. I den nye, smukt illustrerede bog fortæller 44 af kvinderne om deres vildeste eventyr.

“De eventyrlige kvinder” er på 488 sider og koster kr. 299,95. Bogen kan købes hos den lokale boghandler eller hos Saxo.

.

mens jeg venter på bussen

Møder med mennesker, man ikke møder hver dag i køen i supermarkedet, er en af de helt store oplevelser ved at være rejsende. Denne smukke kvinde traf jeg i et lille busskur tæt på Sahara, hvor vi begge ventede på transport (bus eller kamel). Bekendtskabet med nye mennesker og kulturer er en af de store oplevelser, som en “fodrejse” byder på.

.

marokkansk kikærtesuppe med abrikoser og pasta

(4 personer)

100 g tørrede kikærter (eller en dåse/brik)

100 g løg

4 fed hvidløg

frisk chili efter smag (hvis du ikke serverer harissa til suppen)

2 spsk olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

8 tørrede abrikoser

3 stilke bladselleri

evt. et nip safran (kan udelades)

100 g meget tynd spaghetti

2 håndfulde spinat

koriander eller bredbladet persille

harissa

 

Sæt tørrede kikærter i blød i rigeligt vand 6-8 timer. Kog dem møre i nyt vand ca. 20 minutter.

Hak løg, hvidløg opg chili efter smag (udelad chili, hvis du serverer harissa til den færdige suppe), og svits dem i olien, til løgene er klare. Hæld bouillonen ved og bring den i kog.

Skær abrikoserne i meget små terninger og kom dem i suppen. Snit bladsellerien og tilsæt den sammen med spaghettien.

Hvis du bruger safran, så stød trådene i en morter med lidt groft salt. Hæld kogende vand ved og opløs safranen. Kom væden i suppen og læg låg på gryden. Lad suppen simre 5-6 minutter.

Kom spinat og afdryppede kikærter i suppen. Varm den igennem og smag til med salt og peber.

Servér suppen drysset med hakket grønt og harissa i en skål ved siden af. Det er stærke sager, og så kan man selv dosere.

.

tip

Harissa er en stærk chilipasta, som spises meget i Nordafrika. Harissa kan købes i indvandrerbutikker og supermarkeder.

Du kan også lave din egen harissa af grillet og en flået rød peberfrugt, 2 fint hakkede chili (fjern kernerne), 2 spsk finthakkede rødløg, 3 fed knust hvidløg og 1 spsk olivenolie. Purér ingredienserne og smag dem godt til med ristede og knuste spidskommen-, fennikel- og korianderfrø + citronsaft og salt.

Du kan tilsætte små terninger af kartofler, hvis suppen skal være ekstra mættende.

Også terninger af tomater og/eller gulerødder kan kommes i suppen.

Kan du ikke finde den helt tynde pasta, går det fint at bruge alle andre slags pasta.

..

spis brød til

I Marokko findes utallige slags brød. Her er et bud på et safranbrød, som kan serveres til suppen.

Se opskriften her.

.

Share

fredag

10

november 2023

4

KOMMENTARER

fuldkornspande med rødbeder, rosenkål og spicy sovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

uhmmm … fuldkornsmad

Når november banker på, er det dejligt med lidt fyldigere mad end den, vi har spist sommeren igennem.

Hele korn som perlespelt, perlerug eller hele hvedekerner er mættende mad, der fungerer fint sammen med både beder og kål, her i form af stribede og røde beder samt rosenkål.

.

alt går op i en højere enhed

Jeg har bestræbt mig på at lave en ret, der indfrier alt, hvad man kan drømme om: den er hurtig at lave, den er velsmagende og smuk, den er kalorielet, den er mættende på en dejlig måde, den er billig, den er klimavenlig, og den er økologisk.

Selve tilberedningen tager ca. 15 minutter, og resten foregår en halv times tid i ovnen.

Jeg holder meget af hele korn. De mætter skønt, men ligger alligevel let i maven. Du kan i denne ret bruge perlebyg, perlerug eller andre hele korn. Hvis du ikke spiser gluten, så brug i stedet hel boghvede, ris, quinoa eller linser.

 

rødbeder holder af dild

.

Dild gør en masse godt for retten, men du kan også vælge andre krydderurter – ligesom du kan bytte rosenkålen ud med buketter af broccoli eller blomkål.

.

ekstra på toppen og måske lidt dip

Du kan optimere retten med lidt ekstra drys på toppen. Det kan være ristede mandler eller valnødder. Du kan også bruge sesamfrø ristet med olie og presset hvidløg.

Lidt sovs eller dip gir’ også retten et ekstra pift. Jeg har valgt yoghurt, fordi det er så nemt. Du kan smage til med presset hvidløg og reven ingefær eller chili som foreslået nedenfor.

Du kan også vælge en sovs af jordnøddesmør eller miso.

 

perlespelt med bagte rødbeder og rosenkål

1/2 kg rødbeder, bolsjebeder eller andre beder

olivenolie

400 g rosenkål

250 g løg

1 helt hvidløg

300 g perlespelt, evt. perlebyg, quinoa, hel boghvde eller ris

ca. 5 dl grøntsagsbouillon

50 g rosiner eller finthakkede abrikoser

evt. sovs:

2 1/2 dl planteyoghurt 

2 spsk limesaft

harissa  (eller frisk chili, chiliflager eller chilisovs

salt, rørsukker

et stort bdt dild

 

Der skal bruges tre bageforme med lav kant: én til rødbederne (de skal bage længst), én til perlespelten og én til rosenkål og løg.

Skræl rødbederne og skær dem i både. Læg dem i en lav ovnfast form og vend dem i 1 spsk olie. Sæt formen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter.

Del store rosenkål, skær løgene i både, pil hvidløgsfeddene. Læg dem i en ovnfast form og vend grøntsagerne i 1-2 spsk olivenolie. Drys med lidt salt.

 

Skyl spelten og kom den i en tredje ovnfast form. Hæld kogende bouillon over (du kan også koge kornene i en gryde med bouillonen. Start i så fald med 4 dl væde).

Sæt de to forme med korn og grøntsager i ovnen, når rødbederne har bagt i 10 minutter.

Vend rundt i grøntsagerne et par gange og hold øje med, at spelten ikke koger tør. I så fald tilsættes lidt mere kogende bouillon.

Bag grøntsager og spelt 15-20 minutter sammen med rødbederne, ialt ca. 30 minutter.

Vend rosinerne eller abrikoserne i spelten. Al væden skal være fordampet, når kornene er bløde. Tjek om de er møre.

Bland spelt og grøntsager. Du kan lave retten færdig hertil i god tid inden serveringen, og varme den i ovnen.

Hvis du vil have ”sovs” eller dip til, så smag yoghurten til med limesaft, harissa, chili eller chilisovs, salt og evt. et nip sukker. Tilsæt 2 spsk olivenolie. Se også forslagene ovenfor.

Drys med masser af klippet dild og servér sovsen til separat.

 

.

Share