Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: august 28, 2023

mandag

28

august 2023

2

KOMMENTARER

bønner fra Mellemøsten med bagte rødbeder, marinerede valnødder og brombær

Skrevet af , Posted in hovedretter

 

brombær i eksotisk selskab – styrk immunforsvaret med lækker mad

Tank immunforsvaret op i naturens eget apotek med lækker og livgivende mad.

De nye rødbeder er klar til at blive nydt, og brombærrene er på deres højeste. De to ting har fundet sammen i denne ret med kidneybønner, løg og marinerede valnødder, der giver skøn syrlighed.

Med et drys af spidskommen og sesamfrø får retten et ægte mellemøstligt touch.

.

kidneybønner, kikærter eller linser

I Mellemøsten er man glad for bønner. Både dem, der råbes fra minareterne, og dem, der ligger på tallerknen og nærer vores celler.

Jeg har valgt kidneybønner til retten, men de kan nemt skiftes ud med andre former for bønner, kikærter eller linser.

.

za’atar

Det mellemøstlige sesam- og urtedrys, za’atar, giver ekstra smagsoplevelse til bønneretten.

Drysset består af spidskommen, sesamfrø, sumac og tørret oregano. Har du ikke sumac, kan det udelades.

Se opskriften her.

Hvis du ikke har lyst til at lave za’atar, så drys i stedet de bagte rødbeder og løg med spidskommen. Du kan lave en større portion og opbevare den i et glas. Za’atar er en dejlig smagsgiver til mange retter.

.

med en smag af Mellemøsten

Bønner er basismad i Mellemøsten (og i mange andre lande). Her får de en skøn smag, dels af za’atar og marinerede valnødder, dels af friskosten labneh, som også signalerer Mellemøsten.

Området er godt at kigge på, for igen i dag er “nyheden” om, at vi danskere spiser alt alt for meget kød morgenens besked i nyhederne. Ja, faktisk dobbelt så meget som gennemsnittet i verden.
En tredjedel af klimabelastningen kommer fra landbruget, så der er ufatteligt meget at vinde ved at skifte madvaner.

Du kan se opskrift på labneh her.

.

labneh

.

farven lilla

De stoffer, der giver frugt og grøntsager deres farve, kaldes flavonoider. Det er stoffer, der forebygger sygdomme og skadedyr hos planterne, og forskere mener, at disse egenskaber også gælder for os, der spiser planterne. Der findes mere end 4000 af disse stoffer, og de regnes for forebyggende for mange sygdomme, fx hjerte-karlidelser og nogle former for kræft.

Ikke mindst den lilla farve er et meget kraftigt plantestof, der virker stærkt antioxidant og betændelseshæmmende samt kolesterolregulerende. Og så er farven lilla samtidig smuk at se på. Foruden de lilla rødbeder er der i bønneretten lilla brombær, som kan byttes ud med blåbær, der har de samme fremragende egenskaber.

Naturens eget apotek bugner her i efteråret med lilla farver. Lige nu hænger de lilla brombær tæt og tungt på grenene. De er både søde og sunde. Og så er de uden bivirkninger – og helt gratis.

.

forskning om keto-diæten

Det har vist sig, at den populære keto-diæt kan give sundhedsmæssige problemer, hvis man følger denne kost i længere tid. Læs om forskningen i Frontiers in Nutrition.

Det bekræfter, at mange af de diæter, der dukker op med jævne mellemrum og bliver enormt populære, ikke altid er sunde for kroppen i det lange løb.

Heldigvis er det ufattelig nemt at leve både sundt og forebyggende, at holde sin vægt og samtidig skåne dyrene og klimaet: spis plantebaseret. Det er en rigtig god forsikring mod mange lidelser.

Og så er der nul bivirkninger!

.

bønner fra Mellemøsten med bagte rødbeder, marinerede valnødder og brombær

(4 personer)

250 g kidneybønner eller 2 dåser a 240 g drænet vægt

3/4 dl olivenolie

3-4 spsk citronsaft

1-2 fed presset hvidløg

salt, friskkværnet peber

50 g valnødder

½ dl mild eddike

rørsukker efter smag

½ kg rødbeder

250 g løg

evt. 2 spsk za’atar

100 g brombær

evt. labneh

hakket grønkål eller krydderurter

.

Hvis du vælger tørrede bønner, så sæt dem i blød ca. 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre i nyt vand ca. 30 minutter. Afdryp bønnerne.

Rør olien med citronsaft og presset hvidløg og smag godt til med salt og peber. Hæld dressingen over de varme bønner og vend godt rundt.

Del valnødderne i mindre stykker. Varm eddiken op med sukker efter smag samt lidt salt. Lad sukkeret smelte og smag godt til. Dressingen skal være tilpas sød/syrlig. Læg valnødderne i dressingen og lad dem gerne stå til næste dag.

Skær rødbederne i skiver eller trekanter. Del løgene på midten eller skær dem i både.

Læg rødbederne på en bageplade i et enkelt lag. Dryp med olivenolie og vend godt rundt i rødbederne.

Bag rødberne i en 190 grader varm ovn. Bag dem først 20 minutter.

Læg løgene på pladen og dryp med lidt mere olie. Hvis du ikke laver za’atar, kan du drysse både rødbeder og løg med spidskommen.

Bag grøntsagerne endnu ca. 20 minutter. Hvis løgene ikke er gyldne, så giv dem lidt mere tid i ovnen.

Lav evt. en portion za’atar.

Bland bønnerne med grøntsagerne. Du kan vælge at servere retten enten varm eller kold. Hvis du ønsker den varm, så sæt fadet i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Servér bønneretten med  de marinerede valnødder og brombærrene på toppen. Drys med finthakket grønkål eller en krydderurt som kørvel, koriander, persille eller mynte.

Dryp evt. med lidt labneh.

Servér evt. ris til.

.

 

Share