Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: januar 16, 2023

mandag

16

januar 2023

0

KOMMENTARER

grønkålssuppe med inspiration fra Thailand – ugens suppe

Skrevet af , Posted in supper

.

kongen af kål 

Alt kål er godt. Grønkål er ekstra godt!  De krøllede blade er smækfulde af vitaminer, mineraler og mange andre essentielle næringsstoffer.

Kål – helst flere slags – på menuen hver dag kan betyde, at vi slipper helskindede gennem vinterens udfordringer. Og ikke mindst er en varm suppe  skøn vintermad.

.

thaimad betyder mad med stor smag

Jeg snakker en del om smag i øjeblikket, og det er fordi, smag er så vigtigt, når flere og flere kødspisere i disse år vender sig mod plantemadens lyksaligheder. De nye i “klassen” skal føle sig velkomne i det grønne køkken og omfavnes af store smagsoplevelser.

Som grundsmag er her brugt en rød thai karrypasta, som kan købes i bøtter i butikker, der sælger orientalske varer, se fotoet nedenfor. Pastaen fås også i mindre glas i nogle supermarkeder.

Men som jeg altid understreger: du behøver ikke at gå ud at købe karrypasta, hvis du ikke har den stående. I øvrigt kan du lave pastaen selv. Du finder Henriks hjemmelavede karrypasta her.

Men du kan også i stedet for karrypasta bruge chili eller piment d’Espelette (et tørret chiliprodukt fra byen Espelette i Frankrig).

.

.

forret eller hovedret?

Hvis suppen skal udgøre proteindelen af dit måltid, så tilsæt en dåse bønner, linser eller kikærter – eller små ristede terninger af tofu. I så fald vil jeg tro, at suppen kan udgøre en hovedret, hvis der serveres godt, groft brød til.

Uden proteindelen, vil jeg anbefale suppen som en forret.

Jeg har brugt shiitakesvampe i suppen, men de kan udelades. Jeg er bare en hund efter shiitakesvampe, både på grund af smag og konsistens – og fordi de er så supersunde.

Desværre er det rigtig svært af opdrive de tørrede svampe økologiske, men jeg har fundet ud af, at de kan fås hos firmaet NatureSource.

.

palmesukker

Thaimad på restauranter er ofte sødet meget – for meget efter min smag. Og der vil formentlig være brugt palmesukker, som er det almindelige sødemiddel i Østen. Det købes herhjemme i butikker med orientalske varer.

Palmesukker har en dybere mere intens smag end rørsukker, lidt henad farin. Men du kan sagtens søde med alt andet end palmesukker. Jeg kastede mig kun over dette sukker, fordi min skønne niece, Anna Sofie, der studerer kostumedesign, netop er vendt hjem efter praktik hos en af Bali’s mange kunstnere. Og så har det søde væsen hjembragt palmesukker til sin gamle tante. Det smager selvfølgelig dobbelt så godt, fordi det er kommet helt fra Indonesien med en smuk tanke!

.

thai-inspireret grønkålssuppe

(4 personer)

4 tørrede shiitakesvampe (kan udelades)

100 g løg

6 fed hvidløg

1-2 tsk rød karrypasta

2 spsk kokos- eller olivenolie

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

250 g grønkål

250 g jordskokker

3-4 dl kokosmælk

1 citron

1 dåse bønner (kidney, sorte eller hvide), linser eller kikærter (kan udelades)

tamari, palmesukker eller rørsukker

 

Hæld kogende vand på svampene og lad dem udbløde et par timer. Skær dem i tynde skiver og fjern stokkene (de er for hårde at tygge).

Du kan evt. udelade svampene.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien sammen med karrypastaen, til løgene er bløde.

Tilsæt de udblødte svampe og hæld udblødningsvandet samt bouillonen ved. Læg låg på gryden og lad suppen koge nogle minutter.

Hak grønkålen fint (gem nogle små stykker til pynt).

Skær jordskokkerne i små terninger.

Kom grønkålen og halvdelen af jordskokkerne i gryden.

Kog suppen 8-10 minutter.

Purér halvdelen af suppen. Fjern evt. først så mange svampe som muligt i den del af suppen, som pureres. Purér så mange jordskokker som muligt.

Hæld pureen tilbage i gryden og tilsæt de resterende jordskokker, kokosmælken og de afdryppede bønner/linser.

Bring suppen i kog og smag godt til med citronsaft, tamari og sukker. Måske skal der også lidt mere karrypasta i. Det er vigtigt, at suppen smager lidt stærkt.

Jordskokkerne skal bevares sprøde, så suppen skal ikke koge for længe.

Steg evt. små stykker grønkål i lidt olie på en pande, til de er sprøde. Du kan også lægge dem på en bageplade og bage dem i ovnen nogle få minutter, hvis du alligevel har ovnen tændt. Hold øje med kålen, den bliver lynhurtigt mørk.

Servér suppen med den sprøde grønkål på toppen og evt. en tynd citronskive.

.

.

Share