Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: december 20, 2022

tirsdag

20

december 2022

4

KOMMENTARER

den grønne julekalender, luk op for låge nr. 20: nytårsmenuen kalder!

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, nytårsmenu

.

forretten til nytårsaften er klar

Juuuhuuu, hvor det går … December er en travl måned. Ikke blot skal julemiddagen og julefrokosten tilrettelægges, vennerne besøges, gaverne købes, gløggen drikkes, og alle de andre hyggelige gøremål i julemåneden skal klares. Og lige om lidt skal vi også have planlagt nytårsmenuen.

Jeg har igen i år forslag til både forret, hovedret og dessert. Opskriften på hovedretten gemmer sig bag låge nr. 21 i morgen.

.

en delikat stabel

Nytårsaften er noget helt specielt. Mens julemiddagen som regel ligger fast i hver eneste familie, er der straks mere løssluppethed over nytårsmiddagen. Her er frit valg på alle hylder.

Jeg byder på en rå og frisk forret.

Denne lille stabel lyder måske lidt uhomogen. Selleri og kål? pære og appelsin? Ja, men det bliver faktisk til en lækker godbid med sellerismagen, der smelter sammen med den søde pære, citrusfrugterne og den lidt fede mayo-kål. Man kan godt kalde det en stablet salat.

Jeg har nævnt citrusfrugten bergamotte i ingredienslisten. Denne frugt fås kun i vintermånederne, og er i øvrigt ikke nem at få fat i. Bergamotte giver en helt speciel citrussmag, som er fin til retten her, men du kan sagtens undvære den.

Læs evt. mere om bergamotten her.

.

en lille blomst må man ha’ …

… som H.C. Andersen sagde. Du kan pynte den lille forret på forskellige måder. Det er ikke sæson for spiselige blomster, men kan du finde en, så brug den som pynt.

Du kan bruge caviart (tangkaviar som bl.a. fås i Dansk Supermarkeds butikker) som pynt på toppen sammen med en citrusskive. Men du kan også nøjes med blot at dække selleriskiven med lidt peberrodscreme og gerne en krydderurt som timian eller basilikum.

.

peberrod pifter op

Peberrodscremen giver et godt modspil til alle de andre smagsnuancer.

Du kan lave cremen som nævnt nedenfor med havrecremefraiche. Men du kan også blot bruge mayo rørt med lidt fløde og smagt til med citrussaft og reven peberrod. Hvis du ikke bryder dig om peberrod, så brug sennep i stedet.

.

.

selleri-pæretårn med peberrodscreme

(4 personer)

ca. 2 dl fintsnittet rød spidskål eller rødkål

½ dl mayo

salt, friskkværnet peber

½ lille selleri

2 faste pærer

1 stor appelsin eller 2-3 clementiner

evt. 1 bergamotte

1 limefrugt

evt. caviart

evt. lidt persille eller spiselige blomster

4 runde metalforme

peberrodscreme:

1 ½ dl havrecremefraiche

½ dl havrefløde

reven peberrod efter smag

Snit kålen meget fint.

Smag mayoen til med salt og peber og måske lidt citrussaft. Vend kålen i mayoen.

Skær meget tynde skiver af selleri og pærer på et mandolinjern. De skal være virkelig tynde!

Vend skiverne i lidt citrussaft, så de ikke misfarves.

Skær skiverne til, så de passer til de valgte metalforme.

Skær den eller de valgte citrusfrugter i skiver.

Læg alle skiverne sammen lagvis i metalformene. Veksl mellem skiver og spidskål. Det øverste lag skal være selleri. Pres ingredienserne lidt sammen.

Du kan evt. lægge et tyndt lag caviart på halvdelen af den øverste selleriskive og en tynd skive limefrugt på den anden halvdel. Du kan også pynte med spiselige blomster.

Men du kan også gøre det mere enkelt og smøre lidt af peberrodscremen på toppen af serveringerne og lægge et par timianstilke eller anden krydderurt på.

Rør cremefraichen med fløden til konsistensen er tilpas.

Smag godt til med reven peberrod, salt, peber og citrussaft.

Servér selleritårnene portionsvis med lidt peberrodscreme i bunden eller rundt om serveringere.

Du kan lave både forretten og cremen om formiddagen, hvis retten skal serveres om aftenen. Sæt formene på et fad, da grøntsagerne afgiver lidt væde, og løft dem forsigtigt over på en tallerken, når de skal serveres.

.

.

Share