Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: maj 30, 2022

mandag

30

maj 2022

0

KOMMENTARER

salat af små nye kartofler, avocado og radiser – og en kartoffelmad 

Skrevet af , Posted in salater

.

forsommerens bedste kartoffelsalat

Det er med de nye kartofler som det er med asparges: det er lige nu, og den næste måneds tid, de begge er superlækre. De kan nærmest spises som slik, eller som her i en salat – eller på et stykke højtbelagt smørrebrød, se nederst.

I denne salat er faste små kartofler blandet med avocado, radiser, terninger af agurk, dild og blomster af ramsløg.

.

nyopgravet er bedst

De nye kartofler er bedst, hvis man har mulighed for at få dem direkte fra jord til bord. Så kan man gnide skallen af med fingrene. Har kartoflerne ligget en dag eller to i supermarkedet, må man have grøntsagskniven frem.

Nye kartofler bliver nemt kogt for bløde, hvis man ikke er over dem. Hold øje og sluk for varmen i god tid. Lad kartoflerne mørne færdige i kogevandet.

.

radiser, dild og kartofler er et godt mix

Jeg tror, du kender det: hvor blev smagen af i dild og radiser? Køber man de to ting i et supermarked, har jeg på fornemmelsen, at de er vold-drevet frem, nærmest natten over. Dilden hverken dufter eller smager af dild – og radiserne mangler den skarpe karakteristiske radisesmag.

De heldige dyrker selv disse to skønne venner til kartoflerne.

.

du kan udbygge salaten

Hvis du laver salaten, når de nye ærter er fremme, vinder den ved et par håndfulde nybælgede ærter. Du kan også tilsætte hakkede valnødder og/eller ristede boghvedekerner.

.

salat af små nye kartofler, avocado og radiser 

(4 personer)

½ kg små nye kartofler

2 faste avocadoer

1 bdt radiser

½ salatagurk

ramsløgblade og -blomster eller andre grønne blade

1 bdt dild

dressing:

5 spsk olivenolie

limesaft

1 fed hvidløg

ca. ½ spsk dijonsennep

salt, friskkværnet peber, evt. ahornsirup

Kog kartoflerne netop møre. Sluk i god tid og lad dem mørne færdigt i det varme vand. Afkøl kartoflerne og skær dem evt. i skiver.

Skær avocadoerne i små terninger og vend dem straks i limesaft.

Skær radiserne i meget tynde skiver.

Skær agurken i små terninger.

Snit ramsløgbladene eller evt. andre grønne blade.

Bland alle grøntsagerne.

Rør dressingen godt sammen. Tilsæt presset hvidløg, og smag til med sennep, salt, peber og evt. lidt sirup eller rørsukker.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

Drys med rigeligt klippet dild og evt. ramsløgblomster.

.

.

en lækker kartoffelmad

Det er værd at huske på de nye kartofler som lækkert pålæg her i forsommeren.

Her er et eksempel fra min nye bog “Grønt smørrebrød”. Kartoflerne er pyntet med mayo, hakket løg, nye ærter, estragon, tallerkensmækker og andre krydderurter, oliven og ristede boghvedekerner.

Jeg har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på bogen. Hjertelig tak til alle jer, der har skrevet. Det glæder mig rigtig meget.

.

verdens første bog om grønt smørrebrød

Bogvægten skriver om bogen:

Ingen har som forfatter og eventyrer Kirsten Skaarup præget det kødfri danske køkken. Nu viser Kirsten Skaarup atter engang vejen med opskriftsbogen ”Grønt smørrebrød”. Det er en formidabel kogebog til alle, der både har kærlighed til det klassiske smørrebrød og til klima, dyr og deres sundhed. Med ”Grønt smørrebrød” får du en skatkiste af smukke og smagfulde ideer til, hvorledes det traditionelle danske smørrebrød kan konverteres til et lige så lækkert et af slagsen på plantebaseret vis. 

Smørrebrød kan udmærket rumme et smagfuldt og lækkert pålæg uden at det vel at mærke er animalsk. Det kan tilmed serveres både visuelt smukt og indbydende i sine grønne klæder. Kirsten Skaarup har i de senere år fået som kendetegn, at hun har en unik æstetisk sans. Hendes smørrebrød er raffineret i både smag og udtryk. Der venter således læseren og hjemmekokken en spændende oplevelse med ”Grønt smørrebrød” i hånden!

Til en start introduceres læseren kort for det at arbejde med plantebaseret smørrebrød. Her er pointen, at der skal være det helt rigtige samspil mellem teksturer og smagsnuancer. Forfatteren giver en lille guide til nogle af de særlige ingredienser, der benyttes i bogens køkken. 

Fortsættes her…

Tak til Nønne Lønne Votborg for den fine anmeldelse.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share