blomkålssuppe med rosenkål og ristede mandler
Skrevet af Kirsten Skaarup, Posted in julemad, supper
blomkålssuppe med rosenkål og ristede mandler
Suppen er superenkel og meget velsmagende. Jeg fik ideen til den hos min tidligere nabo, Elisabeth, som er en dygtig kok. Selv om jeg næsten hver dag spiser mindst tre slags kål, havde jeg nok ikke tænkt på at komme rosenkål i suppen. Men de små vitaminbomber både pynter og giver ekstra smag til suppen. Og så kan man jo næsten ikke få for meget kål!
Kål er med til at sikre et stærkt immunsystem. Og det har vi ikke mindst i denne vinter brug for.
.
to x knas giver karakter til suppen
De tynde skiver af rå blomkål og de ristede mandler giver knas, som forøger smagsoplevelsen.
.
alternativ farve
Hvis du vil have suppen julerød, kan du bruge den pink/lilla blomkål. Eller du kan vælge den gule kål – eller den grønne romanescokål.
.
blomkålssuppe med rosenkål
(4 personer)
100 g løg
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
½ kg blomkål
ca. 7 dl grøntsagsbouillon
2 dl plantefløde
citronsaft
salt, friskkværnet peber
25 g mandler
2 tsk rosenpeber
200 g rosenkål
.
Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til de er bløde.
Skær nogle små meget tynde skiver af blomkålen og gem dem til pynt. Brug et mandolinjern.
Skær resten af blomkålen plus de bedste blade i små stykker og kom dem i gryden sammen med bouillonen.
Kog suppen ca. 10 minutter og blend den.
Hæld suppen tilbage i gryden og tilsæt fløden. Hvis suppen er for tyk, så tilsæt mere bouillon.
Smag suppen godt til med citronsaft, salt og peber.
Skær mandlerne i flager og rist dem gyldne på en tør pande.
Stød rosenpeberen i en morter.
Kog rosenkålene i vand, der netop dækker 4-5 minutter.
Servér suppen med 3-4 rosenkål i hver portion. Drys med mandler og rosenpeber.
.
.