Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: september 3, 2021

fredag

3

september 2021

2

KOMMENTARER

indiske dosaer med spicy grønlangkål – øst møder vest

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

indisk klassiker møder dansk ditto

Da jeg forleden fik de første smukke, friske grønne grønkålsblade tænkte jeg: “åh, nej”. Ikke fordi jeg ikke elsker grønkål, og ikke fordi grønkål ikke er enormt anvendelig og meget sund. Men fordi grønkål for mig signalerer vinter. Og det er altid lidt vemodigt at sige farvel til sommeren.

Men årets første grønkål er altså klar, og da jeg fik en smuk buket forærende af supergartneren René, blev jeg straks inspireret til at invitere kålen i et usædvanligt selskab.

.

René høster i haven i Hundested

René´s økologiske grøntager strutter af sundhed, velsmag og skønhed.

.

milde pandekager som indpakning

Disse store pandekager, dosaer, bagt af kikærtemel og rismel er klassisk morgenmad i det sydlige Indien. Fyldet er som oftest stærkt krydrede kartofler og løg. Retten hedder så masala dosa, og det er en af mine indiske livretter, men i dag fylder jeg dosaerne med pæredansk grønlangkål. Og så har jeg spicet kålen op, så man godt kan komme til at tænke på Indien.

Hvis du vil gøre retten ekstra mættende, kan du tilsætte små stegte terninger af kartofler og stegte løg, når du ruller pandekagerne sammen. Drys gerne kartofler og løg med lidt garam masala eller karry, når du steger dem.

.

Danmark møder Indien

Jeg spiser mest grønlangkål til jul og nytår, men kålen er så sund og velsmagende, at det giver god mening at bruge den i denne opskrift på grønlangkål.

.

.

husk chili!

Frisk skivet eller hakket chili samt frisk koriander er vigtige for smagen af Indien.

.

indiske dosaer med grønlangkål

(4 personer)

dosaer:

150 g kikærtemel (heraf evt. 50 g linse- eller bønnemel)

50 g rismel

4-5 dl vand

1 tsk salt

olie til stegning

grønlangkål:

3/4 kg grønkål

2 dl plantefløde

2 spsk lime- eller citronsaft

evt. lidt maizenamel

1/2 tsk reven muskatnød

evt. 2 tsk stødt spidskommen

salt, friskkværnet peber 

evt. planteyoghurt eller labneh

frisk chili

evt. frisk koriander

.

Bland de to slags mel og tilsæt vand til en konsistens, der er lidt tyndere end en almindelig pandekagedej. Tilsæt salt og pisk dejen godt sammen. Du kan med fordel røre dejen sammen dagen før, du bager pandekagerne.

Bag 4-6 store tynde pandekager af dejen. Dosaerne på fotoene er 24 cm i diameter.

Riv kålen af midterribberne og kog den i vand, der dækker, ca. 15 minutter. Afdryp kålen.

Snit kålen med en kniv. Du kan snitte den mere eller mindre fint efter smag og behag.

Bring fløden i kog og tilsæt citrussaften. Lad fløden koge lidt ind. Hvis den ikke er tyknet nok, så jævn den med lidt maizenamel rørt ud i vand.

Smag godt til med salt, peber, reven muskatnød, spidskommen, salt og peber.

Kom grønkålen i flødesovsen og lad grønlangkålen simre 5-6 minutter. Smag til igen.

Fordel grønlangkålen (og evt. kartofler og løg, se ovenfor) i dosaerne og rul eller fold dem sammen. Drys med frisk strimlet eller hakket chili samt koriander. Du kan også dryppe med lidt yoghurt eller labneh.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share