Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: august 2021

fredag

20

august 2021

0

KOMMENTARER

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sådan laver du lækker tofu

Tofu er et taknemmeligt mobbe-offer. Mange har smagt kedelig tofu. Så jeg forstår det godt. Der findes rigtig meget kønsløst pap-tofu. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Og det bør ikke være sådan. Mad skal ikke blot være sund, den skal også være en nydelse og skabe glæde og velvære.

Tofu er en rigtig god proteinkilde, så det gælder om at købe lækker tofu og behandle den med kærlighed og omsorg. Så får du en dejlig smagsoplevelse.

Jeg har før skrevet om Le Trang tofu, som jeg synes laver markedets bedste tofu. Men har du ikke mulighed for at få fat i den, kan du sagtens kvikke mindre charmerende tofu op med en orientalsk dressing og sesamfrø.

.

lækre proteiner

Når tofu vendes i en spicy dressing og bages i ovnen, får man rigtig lækker, “snasket”, lidt sprød protein med masser af smag.

.

spis nye løg til samt blomkål og nye kartofler

De nye gule løg er lækre, når de bages i ovnen sammen med tofuen. Og selv om kartoflerne ikke er så nye, som de har været, er de stadig faste og fulde af C-vitaminer. Buketter af let dampet blomkål fuldender kvartetten.

.

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

(4 personer)

barbecuesovs:

1 dl sød chilisovs

2 spsk tamari

2 spsk rørsukker

2 fed hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

 

250 g tofu

sesamfrø

4 store nye løg

1 lille blomkålshoved

nye kartofler

Bland ingredienserne til barbecuesovsen. Lad dem simre nogle minutter i en gryde, til sovsen tykner lidt. Smag til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i terninger eller aflange stykker. Vend dem grundigt i sovsen og sæt dem på bagepapir på en bageplade. Drys med sesamfrøene.

Gem resten af sovsen.

.

Skær løgene igennem og læg dem på bagepladen sammen med tofuen, hvis der er plads. Ellers må du bage ad to omgange.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn og bag tofu og løg ca. 20 minutter. Tænd evt. for grillen til sidst, så løgene bliver gyldne og tofuen lidt sprød.

Kog kartoflerne netop møre.

Del blomkålen i buketter og damp dem 3-4 minutter i kogende vand. Afdryp dem.

Anret tofu og grøntsager på fire tallerkener og dryp med resten af sovsen.

.

.

Share

mandag

16

august 2021

0

KOMMENTARER

squashlasagne med broccoli og bønner (glutenfri)

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

byt lasagneplader ud med squash

Squashplanterne er stadig storleverandører af nye frugter. Heldigvis kan man anvende de neutrale squash på utallige måder. Fx kan man bytte de sædvanlige plader til lasagne ud med tynde skiver squash. Så har man samtidig en glutenfri version.

Der er meget vand i squash, og når man laver en ovnret med frugterne, kan det være en god idé at lade dem afgive noget af deres væde, før de kommes i retten.

Du kan drysse skiverne med lidt salt og lade dem trække en halv times tid.

Skyl saltet af og pres forsigtigt væden ud at skiverne. Dup dem tørre på et viskestykke.

.

med bønner, løg og broccoli

Broccoli og store nye løg har også fundet vej til lasagnen. Som proteiner har jeg valgt kidneybønner, men du kan bruge alle mulige andre proteinkilder, fx andre former for bønner, linser, kikærter, quinoa, tofu, tempeh etc.

Smagen kommer primært fra hvidløg og krydderurter – med mindre du vælger den indiske tomatsovs nævnt nedenfor.

.

klar til ovnen

Det øverste lag på lasagnen er en opbagt, hvid sovs, som jeg har dækket med revet ost, en skive broccoli og nogle blade fra planten – og et par tomater skader heller ikke!

Du kan alternativt vælge en tomatsovs. Denne indiske krydrede sovs giver masser af eksotisk smag til lasagnen (opskriften står nederst i indlægget, når du klikker på linket).

 .

squashlasagne med broccoli og bønner

( 4 personer)

125 g sorte bønner, kidneybønner eller andre bønner – eller 1 dåse bønner (drænet vægt 250 g)

600 g squash

300 g løg

6 fed hvidløg

300 g broccoli

en stor håndfuld krydderurter: timian, løvstikke, basilikum og/eller salvie

sovs:

2 spsk olivenolie eller smørbar

4 spsk hvedemel (for glutenfri: havremel eller boghvedemel)

2 dl plantefløde eller anden fløde

ca. 2 dl grøntsagsbouillon

100 g planteost, fx ”Grate me!” fra Naturli´

salt, friskkværnet peber

ca. 1 tsk reven muskatnød

1 økologisk citron

 

Læg bønnerne i blød ca. 8 timer og kog dem møre i nyt vand 30-40 minutter afhængig af typen, se evt. om kogning af bønner her.

Afdryp dåsebønner.

Skær tynde skiver af squashen på den lange led. Det gøres bedst på et mandolinjern.

Lad evt. skiverne afdryppe, se ovenfor.

Skær løg, hvidløg og broccoli i tynde i skiver.

Varm fedtstoffet op i en gryde og drys melet i. Bag op med fløde og bouillon. Sovsen skal være temmelig tyk. Kog den godt igennem.

Riv halvdelen af osten og rør den i sovsen. Smag godt til med salt, peber, muskatnød og citronsaft. Tilsæt også lidt revet citronskal.

 

Læg lasagnen sammen i lag med squashskiver, kogte bønner, løg, hvidløg og broccoli. Drys med rund hånd med den valgte krydderurt (det er urterne, der især sætter smag på retten) og evt. også lidt salt og peber.

Dryp med sovsen mellem lagene.

Det øverste lag skal være squashskiver. Bred den sidste sovs ud på overfladen. Riv resten af osten og drys den på.

Du kan også pynte med en tynd skive broccoli og evt. grønne blade.

Bag lasagnen i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 25-30 minutter.

.

.

Share

fredag

13

august 2021

0

KOMMENTARER

ferskner med marokkansk chermoulasovs – og ny banebrydende bog om gluten

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, frokostretter

.

forrygende forret/ frokostret med ferskner

En lækker forret eller frokostret er dejlig at have på repertoiret. Jeg tror, du vil kunne lide denne usædvanlige sammensætning med masser af smagsnuancer.

Når jeg spiser ude, får jeg altid masser af ny inspiration. Denne smagsmæssigt skønne lille forret har jeg netop “neglet” fra Restaurant Polly på Gl. Kongevej i København.

Jeg kan varmt anbefale restauranten, som serverer en meget lækker plantebaseret menu, hvis du bestiller i forvejen.

.

ferskner som forret?

En del søde frugter fungerer fint i det salte køkken. Ferskner er en af dem, og de er i sæson lige nu.

Til denne ret vil jeg anbefale, at du vælger hårde, ikke helt modne ferskner.

.

marokkansk mandelsovs giver karakter

På Polly blev retten serveret på en  bund af den italienske stracciatella, som er den cremede midte i en burrata.

Jeg har lavet opskriften helt plantebaseret og erstattet osten med silketofu. Men du kan også bruge afdryppet yoghurt.

“Sovsen” på toppen, den marokkanske chermoula, giver et skønt krydret og spicy modspil til den milde bund og de søde ferskner.

.

sødt, spicy og krydret

.

servering

Du kan servere den lille ret på et stort fad – eller du kan servere den portionsvis som på billedet ovenfor.

.

ferskner med marokkansk chermoulasovs

(4 personer)

250 g siketofu eller 2 ½ dl afdryppet planteyoghurt

citronsaft, salt, friskkværnet peber

4 hårde ferskner

mandelsovs:

50 g  mandler

2  fed hvidløg

lidt økologisk citronskal + saft

1/2 dl jomfruolivenolie

1 spsk ristede, stødte  spidskommenfrø

et nip chiliflager eller frisk, finthakket chili

4 spsk hakket koriander og/eller persille

 .

Pisk tofuen helt glat eller afdryp yoghurten.

Smag tofu eller yoghurt til med citronsaft, salt og peber.

Skær fersknerne i både eller firkanter.

Blend mandler og hvidløg med en spsk citronsaft og lidt reven skal.

Tilsæt olie, ca. ½ dl vand, spidskommen, chili efter smag og krydderurterne.

Du kan blende sovsen mere eller mindre. Du kan blende den lidt grov som på billederne – eller pureret som pesto.

Tilæt evt. mere olie og/eller vand.

Smag godt til med citronsaft og -skal, salt, peber og evt. chili. Men chilien må endelig ikke være for dominerende.

Læg tofu eller yoghurt på et fad og fordel ferskenstykkerne ovenpå.

Dryp med mandelsovsen og evt. lidt flere krydderurter.

.

.

ny fantastisk bog: gaven til vores anden hjerne

Vi styrer med hjernen, tror vi. Og så glemmer vi, at der foregår en hel masse i vores tarmsystem, som i høj grad har indflydelse på vores velbefindende. De to kg tarmbakterier, vi bærer rundt på, har langt større betydning for vores helbred, end vi troede indtil for blot nogle få år siden. Derfor er fordøjelsen blevet kaldt vores anden hjerne. Og som rigtig mange mennesker vil vide, er der ofte “kuk” i denne anden hjerne. Ufattelig mange døjer med mave/fordøjelsesproblemer uden at kunne få en diagnose.

En ny, banebrydende bog kan være hjælpen, du har ventet på.

.

Til alle dem, der går rundt med mere eller mindre store gener fra fordøjelse, tarm og mave, er der nu udkommet en bog med den ultimative hjælp.

Bogen hedder “Gaven til maven – spis dig til bedre fordøjelse med glutenfri mad” og er skrevet af en af vores førende ernæringsterapeuter, Anette Harbech Olesen, der har flere bestseller-bøger bag sig om kostens indflydelse på vores helbred (se mere på Anettes blog Mad for livet).

Glutenholdig mad som skurken ved utallige maveproblemer har i mange år været negligeret af lægerne. Masser af mennesker med problemer som fordøjelsesbesvær, forstoppelse, diarré, træthed, irritabel tarm, eksem, inflammation, autoimmune lidelser og meget, meget mere er gået fra lægen med uforrettet sag. “Gaven til maven” er en fantastisk hjælp til alle dem, der er parate til selv at handle på generne.

Heldigvis er der de senere år sket en ændring i synet på de ulykker, som glutenholdig mad kan medføre. Der foreligger i dag masser af international forskning, og det er denne nye og omfattende indsigt, Anette Harbech Olesen formidler i sin nye bog. Fra at være baseret på formodninger er der nu evidens for kornprodukters og glutens potentielt skadelige indvirkning på vores tarmsystem og fordøjelse. “Gaven til maven” baserer sig på SÅ meget ny viden og forskning, at alene kilderne fylder hele 11 sider i bogen!

Anette bakkes bl.a. op af den verdenskendte forsker i tarmbakterier, Oluf Borbye Pedersen og andre internationalt kendte videnskabsfolk.

“Gaven til maven” gennemgår de mangeartede symptomer, som gluten eller andre bestanddele i kornprodukter kan udløse. Du får i bogen en symptom- og diagnoseguide, så du selv kan handle. Og faktisk er det ikke så svært, for der er kun én kur mod glutenintolerance og cøliaki (glutenallergi) – og det er at udelade gluten fra kosten.

Første del af “Gaven til maven” behandler alle de spørgsmål, man kan stille omkring diagnose, gener og afhjælpning af dem. Anden del af bogen indeholder opskrifter på mad uden gluten. Her er masser af forslag til alle dagens måltider. Ikke mindst godt glutenfrit brød er efterspurgt af folk, der ikke tåler gluten. Den bekymring fjerner “Gaven til maven”. Her er masser af lækre opskrifter. Ikke mindst er der opskrifter på både glutenfrit “rug”brød og andre typer brød og boller. Og jeg lover: det er fantastisk brød. Jeg har netop afprøvet opskriften på “rug”brød fra det glutenfrie bageri H.U.G. i København. Det er helt suverænt!

 

Anette har i mange år arbejdet med madens betydning for vores helbred og har fulgt den nyeste internationale forskning. Al den viden er samlet i den nye bog. “Gaven til maven” er i sandhed en gave til alle, der bakser med problemer, der kan skyldes glutenintolerance eller cøliaki.

Anette siger, at det er hendes hidtil vigtigste bog (og det siger ikke så lidt!). Jeg er helt enig. Men den er ikke alene vigtig – den er også forrygende god at få forstand af – i begge hjerner!

Jeg har fået lov at tilbyde bloggens læsere bogen med rabat:

“Gaven til maven” udkommer 7. september 2021 på Politikens Forlag – køb den nu i forsalg

Kunne du tænke dig at vide mere om maveproblemer og gluten, læse forskernes præsentation af deres egne forskningsresultater samt en række danskeres erfaringer med glutenfri levevis, så finder du det hele og mere til på Gaven til maven’s 300 sider. Gaven til maven udkommer på Politikens forlag den 7. september 2021, men Saxo har nu åbnet for forudbestilling af Gaven til maven, og du får mulighed for at købe bogen med rabat. Koden giver ikke-medlemmer 22% rabat hos Saxo, men den gælder kun i kort tid. Til gengæld kan du købe lige så mange bøger du måtte ønske med koden – og du må også gerne dele den med venner og bekendte. Rabatkoden er GAVENTILMAVEN, og den indsætter du i feltet “rabatkode”, når du er ved betaling. Vejledende pris på bogen er kr. 300,-, og rabatten på 22% fratrækkes Saxo’s aktuelle introduktionspris. Du kan købe den nye bog med rabatkoden GAVENTILMAVEN HER

.

Share