Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: august 20, 2021

fredag

20

august 2021

0

KOMMENTARER

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sådan laver du lækker tofu

Tofu er et taknemmeligt mobbe-offer. Mange har smagt kedelig tofu. Så jeg forstår det godt. Der findes rigtig meget kønsløst pap-tofu. Men sådan behøver det heldigvis ikke at være. Og det bør ikke være sådan. Mad skal ikke blot være sund, den skal også være en nydelse og skabe glæde og velvære.

Tofu er en rigtig god proteinkilde, så det gælder om at købe lækker tofu og behandle den med kærlighed og omsorg. Så får du en dejlig smagsoplevelse.

Jeg har før skrevet om Le Trang tofu, som jeg synes laver markedets bedste tofu. Men har du ikke mulighed for at få fat i den, kan du sagtens kvikke mindre charmerende tofu op med en orientalsk dressing og sesamfrø.

.

lækre proteiner

Når tofu vendes i en spicy dressing og bages i ovnen, får man rigtig lækker, “snasket”, lidt sprød protein med masser af smag.

.

spis nye løg til samt blomkål og nye kartofler

De nye gule løg er lækre, når de bages i ovnen sammen med tofuen. Og selv om kartoflerne ikke er så nye, som de har været, er de stadig faste og fulde af C-vitaminer. Buketter af let dampet blomkål fuldender kvartetten.

.

sticky sesamtofu med bagte løg, nye kartofler og barbecuesovs

(4 personer)

barbecuesovs:

1 dl sød chilisovs

2 spsk tamari

2 spsk rørsukker

2 fed hvidløg

1-2 spsk reven ingefær

 

250 g tofu

sesamfrø

4 store nye løg

1 lille blomkålshoved

nye kartofler

Bland ingredienserne til barbecuesovsen. Lad dem simre nogle minutter i en gryde, til sovsen tykner lidt. Smag til.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i terninger eller aflange stykker. Vend dem grundigt i sovsen og sæt dem på bagepapir på en bageplade. Drys med sesamfrøene.

Gem resten af sovsen.

.

Skær løgene igennem og læg dem på bagepladen sammen med tofuen, hvis der er plads. Ellers må du bage ad to omgange.

Sæt pladen i en 200 grader varm ovn og bag tofu og løg ca. 20 minutter. Tænd evt. for grillen til sidst, så løgene bliver gyldne og tofuen lidt sprød.

Kog kartoflerne netop møre.

Del blomkålen i buketter og damp dem 3-4 minutter i kogende vand. Afdryp dem.

Anret tofu og grøntsager på fire tallerkener og dryp med resten af sovsen.

.

.

Share