Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: juli 9, 2021

fredag

9

juli 2021

2

KOMMENTARER

farserede løg med chunky tomatsovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

fyld de bamsebuttede løg

Nu er det ved at være sæson for store nye løg. Og løg kan bruges til meget mere end bund i en sovs eller suppe – eller statist i en salat eller på et stykke smørrebrød. Løg kan også udgøre en fin hovedret.

Løgene kan fx bruges i en tærte, men de er også lækre med fyld. Er du heldig at have en rest paté eller postej – eller plantefars i det hele taget, er den velegnet som fyld, men retten er også hurtig at lave med farsering som i opskriften.

..

Hvis du bruger de rigtig store, runde løg, som jeg har gjort her, så skær dem igennem i to halvdele og bag dem halvfærdige, inden du fylder dem med farsen.

Har du derimod mindre eksemplarer, så skær toppen af og kom fyldet ned i løget, når det er halvbagt og udhulet. Sæt toppen på og bag løgene færdige.

Du kan naturligvis bruge alt muligt andet fyld end det, jeg foreslår her. Hvis du i søgefunktionen th. leder efter “frikadeller” eller “bøffer”, kommer der mange opskrifter på plantefars.

I min bog “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer” er der også en lang række opskrifter på plantefars.

Men måske står du selv med en rest fars, som du kan bruge til dette formål. Du kan også lave dobbelt portion plantefars, hvis du alligevel laver fars til frikadeller eller bøffer. Gem i givet fald halvdelen og brug det til disse løg næste dag.

Hvis du er mere til linsefyld i løgene, så se opskriften her.

Disse former for fyld kan også bruges til farsering af tomater, squash, auberginer, kål etc.

.

Jeg bruger løg i stort set alle retter – måske lige med undtagelse af desserter! Løg er fantastiske til at give smagsmæssig rygrad i en ret, men de kan sandelig også klare sig helt fremme i geledderne. Løg kan med stor fornøjelse spises som hovedret. Det håber jeg, du vil give mig ret i, når du har smagt disse farserede løg.

.

romescosovs

En grofthakket spansk tomatsovs, romesco, med nødder og mandler passer fint til de fyldte løg. Og nye kartofler kan man jo altid spise!

.

farserede løg med tomatsovs

100 g perlespelt eller andre hele korn

4 store løg, ca. 600 g

olivenolie

50 g hel boghvede

1/2 dl plantefløde

3 spsk fintsnittet estragon (eller anden krydderurt efter smag)

50 g fuldkornsrismel, majsmel eller kikærtemel

1-2 spsk misopasta (se evt. om miso her)

tamari

citronsaft

salt, friskkværnet peber

.

Kog kornene møre i vand, der dækker, ca. 20 minutter. Afdryp kornene og blend dem let, fx med en stavblender.

Skær store løg igennem og læg dem i et smurt ovnfast fad med skærefladen nedad.

Hvis du bruger flere mindre løg, så bag dem hele og skær senere toppen af.

Pensl løgene med olivenolie og forbag dem i en 200 grader varm ovn 15 minutter.

Tag de inderste 3-4 lag ud af de halve løg (eller skær toppen af mindre løg og tag noget af ”indmaden” ud).

Hak det udtagne løg og rør det sammen med kernerne, det meste af boghveden (gem 3-4 spsk til pynt), plantefløde, estragon, mel og misopasta (rør evt. misoen ud i lidt plantefløde eller vand, hvis den er meget fast). Tilsæt også et par spsk olie.

Rør fyldet godt sammen og smag til med tamari, citronsaft, salt og peber. Fyldet skal virkelig smage af noget.

Top fyldet op i de halve løgskaller (eller udhulede løg) og pres de resterende boghvedekerner ned i farsen.

Hvis du har fyld til overs, så bag det i en form for sig. Det passer fint som pålæg.

Dryp med lidt olivenolie og bag løgene færdige endnu 15-20 minutter.

Drys med lidt mere estragon ved serveringen.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share