Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: marts 2021

mandag

8

marts 2021

6

KOMMENTARER

marokkansk inspireret bønnegryde med sprødt filolåg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

bønner når de er bedst

Under det gyldne, sprøde låg af filodej gemmer sig en bønneret med inspiration fra Marokko.

Når man spiser plantebaseret, er det om at tænke proteinerne med ind i de daglige retter. Det kan være som postejer, pateer eller frikadeller. Eller det kan være i sammenkogte retter eller i en ovnret som denne. De to sidste er de hurtigste at lave.

Hvis du vil lave denne ret ekstra hurtig, så udelad filodejen og turen i ovnen. Så er det blevet til en gryderet, som du kan nyde med tilbehør af brød eller ris.

.

frit valg af bønner

Jeg har brugt kidneybønner i retten, men du kan vælge alle mulige slags bønner: sorte bønner, limabønner, små hvide bønner etc. Du kan også vælge kikærter eller linser. Det vigtige er, at du får proteinerne med i retten. Det kunne for den sags skyld også være terninger af tofu, selv om tofu ikke er noget man udpræget spiser i Marokko.

.

.

tag på rejse i en kogebog

Hvis du ligesom jeg er vild med Marokko, savner du sikkert en tur til det smukke og farverige land. Måske kan en kogebog med masser af billeder og ideer til marokkansk mad hjælpe lidt på længslen?

Bogen her er udsolgt som papirbog, men den fås som e-bog hos Saxo til kr. 49,95. Se mere her.

.

to andre gode tilbud

Og nu jeg er ved e-bøger, så fås to andre af mine tidligere og nu udsolgte kogebøger også som e-bøger: Vegetarisk køkken. Thailand, Laos og Cambodia, kr. 49,95 – og grundbogen i det plantebaserede køkken: Det kærlige køkken. Grøn mad til en sårbar planet, kr. 69,95.

.

chili, spidskommen og kanel smager af Marokko

marokkansk inspireret bønnegryde med sprødt filolåg

(4 personer)

150 g kidneybønner eller sorte bønner

150 g løg

4 fed hvidløg

1 chili eller efter smag

1 spsk spidskommenfrø

2 spsk oliven- eller kokosolie

1 fennikelknold, ca. 400 g (kan erstattes af græskar)

1 squash, ca. 250 g (kan ersattes af aubergine)

1 stok broccoli, ca. 250 g (kan erstattes af blomkål)

1 karton purerede eller hakkede tomater, ca. 400 g

1 spsk stødt kanel

1 spsk tørret oregano

salt, peber, rørsukker

1-2 dl grøntsagsbouillon

evt. 2-3 spsk fintsnittet syltet citronskal eller 1 økologisk citron

50 g rosiner eller tranebær

25 g mandler

1-2 ark filodej

.

Sæt bønnerne i blød mindst 8 timer og kog dem møre (eller brug bønner fra dåse). Se kogetider for bønner her.

Skær løgene i både og hak hvidløgene og chilien.

Svits spidskommenfrøene i en stor gryde eller sautérpande, til de dufter. Tilsæt olien, de to slags løg og chilien. Svits et par minutter.

Skær fennikelknolden i både. Skær ”stængerne” i skiver. Gem det grønne.

Kom fennikelen i gryden og svits den med 6-8 minutter. Læg låg på gryden og vend rundt i grøntsagerne engang imellem.

Skær squashen i store terninger. Skær stokken af broccolien i terninger. Del resten i små buketter.

Kom grøntsagerne og tomaterne i gryden sammen med kanel, oregano og  bouillon. Tilsæt et drys salt, peber og sukker. Læg låg på gryden og lad retten simre ca. 15 minutter.

Kom de kogte bønner i gryden.

Hvis du har syltede citroner, så tilsæt dem nu sammen med rosiner og mandler i flager.

Hvis du ikke har syltede citroner, så tilsæt ca. 1 spsk reven citronskal.

Smag godt til med salt, peber, sukker, kanel, chili og citronsaft.

Hæld retten i et ovnfast fad.

.

Pensl det ene lag filodej og kram det sammen ovenpå grøntsagerne. Pensl det andet lag dej og kram det sammen ovenpå det første lag. Pres dejen lidt ned i siderne af formen.

Sæt retten i en 190 grader varm ovn, til overfladen er gylden og sprød, 20-25 minutter.

Giv gerne den brændende stærke harissa til – og evt. kogte ris.

En stor skål grøn salat, fx romaine, blot med en hvidløgsdressing, vil fuldende måltidet.

.

 

.

Share

fredag

5

marts 2021

6

KOMMENTARER

quinoasuppe fra Titikakasøen i Peru – ugens suppe

Skrevet af , Posted in supper

.

en ægte peruvianer med kartofler og quinoa

Denne suppe har jeg importeret fra en lille ø i Titikakasøen i Peru. Den indeholder de klassiske ingredienser i sydamerikansk mad: kartofler, squash, peberfrugt, tomater – og quinoa.

.

suppen fra Soløen

Da jeg for mange år siden rejste rundt i Sydamerika med rygsækken på nakken, boede jeg en tid hos en traditionel peruviansk familie på den lille ø, Isla del Sol, i Titikakasøen.

Jeg var i al hast flygtet fra La Paz i Bolivia, hvor jeg led af svær højdesyge. La Paz ligger 3.640 meter over havets overflade, så jeg var klar over risikoen. Derfor var jeg rejst til Bolivia med tog over Andesbjergene fra det nordlige Chile. Det var mit håb, at jeg kunne vænne mig til højdeforskellen på den døgnlange rumlende togfærd med udsigt til snedækkede tinder og svævende kondorer.

Den langsomme tur virkede ikke, så jeg forlod i stor hast verdens højest beliggende hovedstad med verdens værste hovedpine. Og hvis ikke, havde jeg måske slet ikke mødt de gæstfrie mennesker på øen i Titikasøen – og havde så heller ikke fået denne opskrift.

.

sivøerne i Titikakasøen

Foruden de “rigtige” øer i Titikakasøen er der de ældgamle, selvbyggede flydende sivøer. Her lever befolkningen stadig, som de har gjort i århundreder. De brænder deres eget lertøj, og her maler en kvinde majsmel med en kæmpesten.

.

quinoa kommer fra Sydamerika

Da jeg smagte suppen på Soløen i Titikakasøen, havde jeg aldrig før smagt quinoa. Frøet var dengang ukendt i Danmark, og jeg var vildt begejstret og ønskede mig quinoa hjem til køkkenet i Danmark. Dengang kunne jeg ikke vide, at det skulle blive min gode gamle ven Jørn Ussing Larsen fra Bageriet Aurion i Hjørring, der en del år senere startede import til Danmark af de små frø fra bjergsiderne i Andesbjergene.

I dag dyrkes quinoa også i Danmark.

 

Quinoa, de proteinrige små frø, er supersunde, se mere om quinoa her.

.

quinoasuppe fra Titikakasøen

(4 personer)

75 g sort quinoa

100 g løg

4 fed hvidløg

1 chili, evt. tørrede chiliflager

2 spsk kokos- eller olivenolie

8-10 dl grøntsagsbouillon

200 g kartofler

200 g søde kartofler

200 g grøn squash

1 rød peberfrugt

8-10 små kulørte tomater

1 dl hakket koriander

1 økologisk limefrugt

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Læg quinoaen i vand et kvarters tid, skyl den og afdryp den.

Hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne).

Svits de tre ting i olien 3-4 minutter.

Tilsæt quinoa og bouillon. Læg låg på gryden og lad quinoaen simre 10 minutter.

Skær begge slags kartofler, squash og peberfrugt i små terninger (fjern frøstol og kerner fra peberfrugten). Skær tomaterne i mindre stykker (gem lidt til pynt).

Kom alle grøntsagerne i gryden.

Læg låg på gryden og lad suppen koge færdig, 8-10 minutter. Tilsæt det meste koriander og evt. mere bouillon.

Riv ca. 1 spsk af limeskallen og rør den i suppen. Smag til med limesaft, salt og peber, evt. også et nip sukker.

Servér suppen med lidt hakkede tomater og frisk koriander på toppen.

.

som hovedret

Lav dobbelt portion og spis kogte majskolber (i sæsonen) eller majstortillas til. Du kan også tilsætte majs, ærter, kogte bønner og/eller kikærter til suppen.

 .

 

Share

mandag

1

marts 2021

4

KOMMENTARER

spansk kartoffeltortilla med rosenkål

Skrevet af , Posted in hovedretter, tofu

.

kartofler på spansk

Kartoflerne er ved at være lidt trætte, men de kan få helt nyt liv i en nem og hurtig ovnret.

Denne ovnret er en spansk tortilla med kartofler. Tortillaen er en klassiker i Spanien, hvor den spises som hovedret, men et lille stykke indgår også ofte, hvis man spiser et udvalg af små spanske tapas.

Jeg har for egen regning tilføjet rosenkål.

Den spanske tortilla skal ikke forveksles med de tynde “pandekager” stegt af majsmel, der er basismad i Mellem- og Sydamerika.

.

små sunde kerner

En spansk tortilla bages normalt med æg. Æggene er her erstattet af pureret tofu. For af få en sammenhængende tortilla, skal du enten bruge planteæg eller mel. Hvis du tilføjer det sorte salt fra Himalaya, kala namak, får du en æggeagtig smag i tofumassen.

Jeg har drysset tortillaen med kerner af granatæble. Det er dog hverken nødvendigt at tilføje rosenkål eller granatæble, men begge dele er supersunde – og så pynter de røde “perler”!

.

undgå røde stænk i hele køkkenet

Kernerne kan være vanskelige af få ud af skallen på et granatæble. Køkkenet kan nemt komme til at ligne en slagmark, hvis man ikke kender de fif, der tæmmer saften. Du kan se her, hvordan man gør.

.

lidt grønt på toppen

Foruden kernerne af granatæble har jeg drysset med brøndkarse. Men du kan vælge en hvilken som helst krydderurt, fx vil timian også være velegnet.

.

kartoffeltortilla med rosenkål

(4 personer)

200 g tofu, evt. røget

2 dl havre- eller sojafløde + ekstra til topping

3 spsk planteæg fra TrueGreens – kan erstattes af majsmel eller kikærtemel

2 tsk sort salt (kala namak)

2 tsk middelhavs all round krydderi fra TrueGreens – kan erstattes af 1 spsk blandet basilikum, oregano og timian

2 spsk gærflager + ½ dl havre- eller sojafløde, kan evt. udelades

2 spsk olivenolie

salt, friskkværnet peber

grøntsager:

600 g kartofler

100 g løg

150 g rosenkål

.

Blend tofuen med 2 dl fløde, planteæg eller mel, sort salt, krydderier og olie.

Blend til massen er jævn, og smag til med krydderi/urter, sort salt og friskkværnet peber.

Skær kartoflerne i tynde skiver, gerne på et mandolinjern.

Skær løget i tynde både.

Bevar rosenkålene hele eller skær dem igennem.

Læg 1/3 af kartoflerne og løgene i et ovnfast fad. Fordel 1/3 af tofumassen ovenpå.

Læg endnu to lag.

Sæt rosenkålene ned mellem kartoflerne i et pænt mønster.

.

Bag tortillaen i en 200 grader varm ovn 20 minutter.

Hvis du bruger gærflager, så rør dem med 3/4 dl fløde og dryp blandingen på retten. Dryp også med lidt olie.

Bag tortillaen færdig, til overfladen er gylden, 25-30 minutter.

.

.

om at printe opskrifter uden fotos

Da jeg ofte bliver spurgt, hvordan man printer opskrifterne ud uden at få alle fotoene med, kommer her en lille brugsanvisning:

Klik på ikonet print friendly nedenfor. Her kan du klikke fotoene væk, så du kun printer den sorte tekst ud.

.

 

.

Share