Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2020

lørdag

12

december 2020

0

KOMMENTARER

julemiddagen 2020 er klar – låge nr. 12 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

man tager …

… et græskar

I mange år har jeg hver jul lavet en ny paté eller postej til julemiddagen. Selv om der er mange variationsmuligheder, er det trods alt svært at forny en postej i det uendelige.

Derfor har jeg i år lavet en helt ny løsning, hvor postejen bages i et græskar. Det giver en smuk ret, og den kan med fordel laves dagen før, den skal serveres. Og det kan jo være en fordel i en travl jul.

Du kan vælge et hvilket som helst spiseligt græskar. Det kan være et orange hokkaido eller som mit med en grå-grøn farve.

.

kartofler som tilbehør

Du kan bage Hasselbach-kartofler samtidig med græskarret. Men du kan også vælge almindelige hvide kartofler og/eller brunede kartofler. Eller helt udelade kartofler og evt. servere den traditionelle rødkål som tilbehør (opskrift kommer senere i julekalenderen) – og så selvfølgelig en lækker brun sovs. Den får du i  morgen, hvis du åbner låge nr. 13.

.

med drys af granatæble og krydderurter

Kerner af granatæble giver lidt ekstra knas, og friske krydderurter lidt mere smag. Jeg har brugt frisk salvie og frisk timian.

 

det kimer nu til julefest …

Der er flere muligheder med postejfyldet. Jeg har i år valgt valnødder og kerner af rug, men tåler du ikke gluten så vælg sorghum eller boghvedekerner.

Du kan også bytte kernerne ud med kogte bønner, kikærter eller linser.

Afhængig af hvor stort et græskar du vælger, rækker opskriften til 5-6 personer.

.

julemiddagen 2020

(5-6 personer)

1 mellemstor græskar

75 g hvede- eller rugkerner (eller glutenfrit: sorghum eller boghvedekerner) begge slags kan erstattes af kogte bønner, linser eller kikærter)

200 g renset porre

150 g løg

4 fed hvidløg

1 lille frisk chili

olivenolie

salt, friskkværnet peber

250 g østershatte

2 spsk citronsaft

2 stængler bladselleri, gerne med blade

100 g valnødder

3 spsk kikærtemel

3-4 spsk tamari (soja)

1-2 spsk tørret smuldret salvie eller timian

evt. kerner af granatæble

 

Skær et ”låg” af græskarret. Det kræver en del kræfter. Så hav tålmodighed og en skarp kniv – og pas på fingrene!

Udhul græskarret, så alle kerner og trevler fjernes. Drys med lidt salt og peber i græskarret.

Kog de valgte kerner i dobbelt mængde vand ca. 20 minutter. Afdryp dem, hvis der er mere væde tilbage. Hvis du vælger bælgfrugter, så udblød og kog 100 g tørrede – eller vælg bønner eller kikærter fra dåse eller karton.

Snit porrerne og hak løg, hvidløg og chili (fjern kernerne fra chilien). Pas på med chilien. Du kan ødelægge retten, hvis den bliver for stærk.

Svits de tre ting i 3 spsk olie, til porrer og løg er bløde.

Kom de kogte korn/bønner i en food processor.

Tilsæt porrer og løg og purér massen.

Skær svampene i små terninger og svits dem i 2 spsk olie på en pande. Tilsæt citronsaft og et drys salt og peber. Svits svampene, til de er bløde.

Skær bladsellerien i små terninger. Snit bladene.

Hak valnødderne.

Kom den purerede fars i en skål og tilsæt svampene, bladsellerien, valnødderne, kikærtemelet, tamarien og den valgte krydderurt.

Rør farsen grundigt sammen og smag godt til med tamari, citronsaft, krydderurt samt salt og peber. Det er vigtigt, at farsen smager af noget.

Pres farsen godt sammen i det udhulede græskar.

Sæt toppen på græskarret og sæt det i en bageform. Hæld lidt kogende vand i bunden.

Bag græskarret i en 200 grader (varmluft) ovn 50-60 minutter. Stik i græskarret med en kniv for at mærke, om det er gennembagt.

Drys evt. med kerner af granatæble og friske krydderurter ved serveringen.

Retten kan tilberedes dagen før, den skal serveres. Den varmes op i en 190 grader varm ovn ca. 25 minutter. Hvis du foretrækker denne løsning, skal græskarret bages lidt kortere tid dagen før.

Servér julepostejen med hasselbach-kartofler eller kærlighedskartofler – samt en brun julesovs. Du kan også servere brunede kartofler og rødkål til ”stegen”.

Hvis du vælger Hasselbach-kartoflerne, så regn med mindst to pr. person. Skær tynde skiver ned i kartoflerne, men sådan at de stadig hænger sammen i bunden.

Pensl med olie og drys med lidt salt.

Bag kartoflerne sammen med græskarret 20-25 minutter afhængig af kartoflernes størrelse.

.

.

Share

fredag

11

december 2020

16

KOMMENTARER

kærlighedskartofler – låge nr. 11 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in festmad, julemad, tilbehør, vegansk julemad

.

når kartofler går til julefest

Ingen juleaften uden kartofler, enten hvide kogte eller bagte – eller små brunede.

Kartoflen er nærmest basismad i Danmark. Vi tager kartoflen som en selvfølge og som regel er det den grøntsag (knold), der får mindst opmærksomhed. Den er der bare. Kartoflen har simpelt hen ingen høj status i køkkenet. Det rådes der bod på her. Det er på tide, at den skønne knold får lidt glamour!

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen – men kan også udgøre en fin lille forret. Drys i så fald med lidt hakkede valnødder.

.

kartofler i “tusind” lag

Man kunne godt kalde den lille kartoffelservering for mille-feuille (tusind blade) kartofler. Det er dog et navn, der anvendes om en sød kage i mange lag.

Når jeg også kalder kartoflerne for kærligheds-kartofler er det, fordi det kræver tid og omsorg at lave de små godbidder. Kærligheds-kartoflerne er et tilbehør, man laver til dem, man virkelig holder af og som forstår at værdsætte mad med smag og skønhed, mad tilberedt med omsorg, omtanke – OG kærlighed!

.

med kaviart på toppen

De mange lag kartofler får dels smag af hvidløg/gærflager, som nogle af skiverne pensles med, dels fra den pikante mayo og den salte tang-kaviar.

På toppen har jeg drysset med spirer af pink kål (spirefrø kan fx købes hos Friske spirer). Det er rigtig sjovt at dyrke sine egne spirer.

.

løft kartoflen til nye højder

kærlighedskartofler

(4 personer)

4 store bagekartofler

4 spsk olivenolie

1 fed hvidløg

1 spsk gærflager (kan udelades)

cocktailpinde

2-3 spsk mayo

1-2 tsk dijon- eller tangsennep

4 tsk tangkaviar

spirer, frisk koriander eller timian

 

Skær kartoflerne i meget tynde skiver på et mandolinjern.

Stik kartoffelskiverne ud med en metalform. Den kan være rund, kvadratisk eller aflang, men af en størrelse, der er mindre end kartoffelskiverne.

Du kan også bruge et glas og skære skiverne i facon med en kniv. Den overskydende kartoffelmasse kan bruges i en suppe eller en plantefars.

Rør olien med presset hvidløg, gærflager og et drys salt og peber.

Smør olien på en del af kartoffelskiverne.

Læg skiverne sammen i fire portioner og sæt dem på en smurt bageplade. Stik en cocktailpind gennem hver portion, så skiverne ikke ”skrider” under bagningen.

Du kan forberede kartoflerne hertil i god tid.

Bag kartoflerne gyldne i en 200 grader varm ovn ca. 20 minutter.

Smag mayoen til med sennep, salt og peber.

Sæt et par tsk mayo og 1 tsk tangkaviar på hvert kartoffelstykke. Drys med friske spirer eller en krydderurt.

Du kan servere kartoflerne varme eller kolde.

Kærligheds-kartoflerne kan serveres som tilbehør til julepostejen, til frikadeller, pateer etc. – eller som en lille forret.

.

.

Share

onsdag

9

december 2020

2

KOMMENTARER

Jan Oskars julepostej

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, hovedretter, julemad, vegansk julemad

.

ingen jul uden den ultimative postej

Ingen jul uden mindst én lækker postej!

Som følgere af bloggen vil vide, har jeg lavet utallige postejer og pateer. Ja, jeg har faktisk skrevet en hel bog om disse skønne retter, der kan nydes både som pålæg og som hovedret – og varieres igen og igen.

Grundideen til denne postej stammer fra Jan Oskar, som jeg mener har opfundet noget nær den perfekte postej. Den vil kaste glans over ethvert frokostbord i julen.

Madentusiasten Jan Oskar sendte opskriften til mig for et par år siden. Så TAK igen til Jan Oskar – og undskyld at jeg har lavet lidt om på den.

Basis i postejen er fast tofu. Jan Oskar anbefaler halvt naturel/halvt røget tofu. Jeg har også tilsat en lille smule flydende røg (du kan finde forhandlere her), men det er ikke nødvendigt. Det må bero på en smagssag.

Jeg har dækket postejen med skiver af kejserhatte. Det giver lidt ekstra bid. Du kan bruge andre svampe eller helt udelade dem. Eller du kan dække postejen med tang”bacon”, se nedenfor.

.

postej som pålæg eller frokostret

Du kan servere postejen som en frokost- eller middagsret sammen med et par salater og evt. sovs og kartofler.

Men du kan også bruge postejen som pålæg på et stykke rugbrød og pynte med gammeldags agurkesalat, se opskriften nedenfor.

.

Jan Oskars leve(r)postej

(4 personer)

50 g solsikkekerner eller græskarkerner

125 g løg

4 fed hvidløg

50 g kokosolie

300 g tofu, evt. 1/2 naturel/1/2 røget

50 g havregryn eller andre kornflager

1 1/2 dl havrefløde eller anden fløde

50 g havremel, kikærtemel eller sojamel

1 spsk frisk timian

1 spsk frisk merian

evt. 1/2-1 spsk flydende røg (find forhandlere her)

3-4 spsk tamari (soja)

salt, friskkværnet peber

evt. 200 g kejserhatte eller andre svampe (kan udelades)

olivenolie

.

Rist solsikkefrøene på en tør pande. Rist dem indtil de er helt brune men ikke brankede. Sæt frøene til side.

Hak løg og hvidløg. Svits dem i kokosolien, til løgene er bløde. Sæt dem til side.

Findel tofuen i en food processor eller blender sammen med havregrynene og fløden. Farsen skal pureres temmelig meget. Postejen på billederne er lidt for grovhakket.

Kom tofuen i en skål og tilsæt de ristede kerner, løgene, havremel og krydderurter.

Hvis du ikke bruger røget tofu, eller hvis du vil have smagen lidt mere røget, så tilsæt lidt flydende røg. Men pas på med doseringen. Det bliver hurtigt for meget.

Smag også godt til med tamari, evt. lidt salt samt peber.

Læg postejfarsen i et lavt ovnfast fad. Skær svampene i skiver og læg dem i et pænt mønster på postejen.

Pensl med olivenolie og sæt postejen i en 200 grader varm ovn. Bag den ca. 25 minutter. Sluk for ovnen og lad postejen stå ved eftervarme endnu ca. 10 minutter. Men du skal ikke overbage den, så bliver den fast og ikke smørbar.

Servér postejen lun eller afkølet med agurkesalat til.

..

postej med svampe eller tang”bacon”

Jeg har her dækket postejen med skiver af kejserhatte, men du kan også servere postejen lunet med sprød tang”bacon” på toppen, se nedenfor.

.

postej som pålæg med gammeldags agurkesalat

Det smager dejligt med marinerede agurker på et stykke rugbrød med postej.

..

gammeldags agurkesalat

Denne agurkesalat er, som vor mor lavede den!

.

gammeldags agurkesalat

(4 personer)

1 salatagurk

1/2 dl koncentreret hyldeblomstdrik

2-3 spsk æbleeddike eller anden eddike

salt, friskkværnet peber, rørsukker

 

Skær agurken i tynde skiver eller høvl den i lange, tynde skiver på langs. Brug et mandolinjern.

Rør hyldeblomstsaften sammen med eddiken.

Smag til med eddike, salt og peber og evt. et nip sukker. Dressingen skal være tilpas sur/sød.

Læg agurkeskiverne i dressingen og lad dem trække nogle timer, evt. til næste dag.

.

tang”bacon”

Du kan yderligere servere sprød tang”bacon” til postejen. Se opskriften her.

 

Share