Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2020

tirsdag

27

oktober 2020

16

KOMMENTARER

glutenfrie kerneboller – sprød og luftig hjemmebag

Skrevet af , Posted in brød

.

uhmmm … en duft af nybagt

Der er ikke noget som hjemmebagt brød. Ganske vist kan vi efter mange brødfattige år omsider købe godt brød.

Som en klog kone har sagt: “det tager kun en generation at glemme smagen af godt brød”. Og den smag havde vi i høj grad glemt i Danmark. I mange år kunne vi kun købe underlødigt rugbrød uden kerner og lyst brød uden næringsværdi. Heldigvis er den tid forbi. Det ene gode bageri efter det andet skyder op, men derfor er hjemmebagt alligevel noget specielt.

.

brød uden gluten

Mange mennesker kan ikke tåle gluten, som især findes i hvidt hvedemel men også i rug- og bygmel. Mange år med alt for meget hvidt brød, pasta etc. har gjort, at en del mennesker har udviklet glutenallergi eller -intolerance. Og det medfører, at man kan få problemer med maven og fordøjelsen.

Det betyder, at man skal undgå gluten, og det gør man ved at bruge andre melsorter som glutenfrit havremel, boghvedemel, rismel etc. De melsorter har ikke samme hæveevne som hvedemelet har. Men derfor kan man godt bage lækkert brød med luftighed og sprød skorpe.

.

lidt lækkert på toppen

Til et godt stykke brød hører noget lækkert at smøre på. Det kan man få i den klassiske aubergine-, peberfrugt- og løgpuré fra Balkan, der hedder ajvar.

Se opskriften her.

.

boller eller brød

Dejen er virkelig nem at have med at gøre. Den skal ikke æltes men kun røres godt sammen og hæve 10-12 timer.

Af denne portion har jeg bagt et lille brød som ovenfor og 10 boller.

Brødene er velegnede til frysning. Efter optøning varmes de på en brødrister eller i ovnen.

.

glutenfrie kerneboller

(10 boller + 1 lille brød)

10 g gær

½ l lunkent vand

15 g loppefrø (HUSK)

1 spsk frugteddike

2 tsk salt

1 tsk rørsukker

4 spsk olivenolie

200 g blandede kerner/frø (mandler, nødder, sesamfrø, græskarkerner, chiafrø etc.), evt. ekstra græskarkerner

200 g glutenfrit havremel

100-150 g boghvedemel, rismel eller sorghummel

.

Rør gæren ud i det lunkne vand. Pisk loppefrøene grundigt i væsken.

Tilsæt eddike, salt, sukker, olie og kerner/frø.

Rør først havremelet i og dernæst så meget boghvedemel at dejen samler sig. Den skal ikke æltes med blot røres godt sammen. Den bliver som en slags stor bolle.

Lad dejen hæve et lunt sted 10-12 timer eller længere.

Form 18-20 små boller af dejen eller 10 boller og et lille brød. Sæt bollerne/brødet på bagepapir på en bageplade.

Lad dejen hæve endnu en time eller to.

Dryp bollerne med lidt vand  og pres evt. ekstra græskarkerner ind i overfladen.

Sæt pladen i en 250 grader varm ovn.

Bag bollerne 5 minutter og skru ned til 200 grader.

Bag bollerne/brødet til de er gyldne, ca. 30 minutter.

.

lækkert dip til bollerne

Denne ajvar er lavet med ramsløg. De er ikke i sæson nu, men kan sagtens erstattes af hvidløg. Ajvar er en både supersund og lækker smørepuré.

.

 

Share

fredag

23

oktober 2020

2

KOMMENTARER

grillet græskar med krydrede kikærter – Happy Halloween!

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

græskar – Halloween eller ej

Halloween er over os! Græskar og Halloween hører sammen. De udskårne og groteske græskaransigter indgår i hele det uhyggelige univers, der udgør Halloween. Og så ender en masse græskar selvfølgelig også i den mad vi spiser her i oktober-november.

Selv om en masse Halloween-sjov bliver noget nedtonet i år, kan jeg ikke nok anbefale det supersunde græskar.

Men i år vælter der ikke så mange skeletter ud af skabene, som der plejer. Det klarer politikerne for os i år!

Ungerne får ikke det samme sjov, som de plejer. Det skal dog ikke få os til ikke at nyde det lækre græskar, som nærmest er blevet synonym med denne årstid.

.

med sprøde kikærter

Den grillede græskar serveres med sprøde, krydrede kikærter.

.

Den hurtige grill-ret serveres med en lækker tahinfløde. Tahin er den pasta af sesamfrø, som bl.a. bruges i hummus.

.

spis brød til

Hvis du går helt græskar-amok, er dette nemme grydebrød en god idé.

Dejen skal ikke æltes men kun røres sammen. Den hæver natten over og bages ved høj temperatur i en gryde med låg. Det giver et lækkert, luftigt brød med en sprød skorpe.

Du kan også bage dejen som boller.

Se opskriften her. Her kan du også læse om alle de gode stoffer, græskar indeholder.

.

Selv om Halloween er mere eller mindre aflyst i år, kan vi stadig fejre Alle Helgensdag, der er lidt i familie med Halloween, fordi det er dagen, hvor vi mindes vores døde.

Vores egen gamle Alle Helgensdag er den første søndag i november. Oprindelig er dagen en kristen fejring af helgener og martyrer. Nu tænder mange lys på deres kære afdødes grave, og nogle steder læses navnene på sognets døde i det forløbne år op i kirkerne.

.

grillet græskar med krydrede kikærter og tahinfløde

(4 personer)

200 g tørrede kikærter, evt. fra glas eller karton

600 g hokkaidogræskar eller andet græskar

150 g løg

8 fed hvidløg

4 spsk oliven- eller kokosolie

4 kardemommekapsler

1 spsk korianderfrø

1 spsk spidskommenfrø

evt. chili

4-6 store stilke bladbeder eller rød syre (kan erstattes af tilsvarende mængde spinat)

25 g græskarkerner

tahinfløde:

2 spsk tahin (sesampasta), gerne den lyse

2 dl havrefløde

citron- eller limesaft

tamari, friskkværnet peber

evt. 6-8 salvieblade eller anden krydderurt

Hvis du bruger tørrede kikærter, så sæt dem i blød i rigeligt vand ca. 8 timer. Afdryp dem og kog dem ca. 20 minutter. Afdryp dem.

Skær græskarret i både. Du behøver ikke at skrælle det.

Læg skiverne på en bageplade og pensl dem med lidt olie. Sæt græskarrene under grillen til de er let gyldne. Hold øje med dem. Du kan også blot bage dem.

Skær løg og hvidløg i både og svits dem på en pande.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og knus dem i en morter. Tilsæt dem sammen med koriander- og spidskommenfrø. Kom også kikærterne på panden og svits det hele ved rask varme, til kikærterne tager lidt farve.

Hvis du vil have ekstra styrke på retten, så tilsæt lidt hakket frisk chili eller et drys tørrede chiliflager. Drys med lidt salt.

Snit de valgte blade og kom dem på panden. Svits til bladene falder lidt sammen.

Du kan lave retten hertil i god tid inden serveringen. Evt. dagen før.

”Saml” retten i et oliesmurt, ovnfast fad: læg de grillede græskar nederst i fadet og fordel løg/kikærteblandingen ovenpå.

Drys med græskarkernerne og evt. salvieblade eller en anden krydderurt. Du kan også vælge frisk koriander. Men den skal du først drysse på ved serveringen.

Dryp med lidt olie og varm retten i en 200 grader varm ovn ca. 10 minutter.

Rør tahinen med fløden og 1-2 spsk citrussaft. Tilsæt evt. også 1-2 spsk varmt vand, hvis dippet er for tykt.

Smag godt til med citrussaft, tamari og peber.

Dryp tahinfløden på ved serveringen eller giv den til separat.

..

.

Share

tirsdag

20

oktober 2020

0

KOMMENTARER

blomkål i sød chilisovs med sesamgrillet tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

sødt og stærkt a la Kina

I dag er smagen draget østpå, den kunne være hentet i Kina, Indonesien eller andre lande i Østasien. Her er både mildt og krydret, blødt og sprødt.

Og da det gerne må gå lidt stærkt i dag, har jeg grebet den færdigkøbte chilisovs på flaske. Smagen er både sød og stærk – og det passer perfekt til blomkål.

.

sprøde proteiner

Denne virkelig enkle ret får sine proteiner fra grillet tofu. Selv om tofuen serveres med blomkålen i den forholdsvis stærke sovs, må tofuen gerne få lidt ekstra smag også. De fleste mennesker, der har smagt tofu naturel, er som regel flygtet langt væk. Det kan jeg godt forstå, for tofu uden smag kan godt minde lidt om kagepap.

Men vælg røget tofu eller tofu med smag af chili eller krydderurter. Det er også nemt at sætte sit eget præg på tofuen. Se om forskellige muligheder her.

.

hjemmelavet sovs

Hvis du ikke har lyst til at bruge den færdigkøbte chilisovs, kan du i stedet lave din egen barbecuesovs, der er som skabt til blomkål, se opskriften her.

.

alternative proteiner

Hvis du hører til dem, der ikke er så vild med tofu, så giv alligevel disse grillede stykker chancen. De er ret lækre.

Men det er også muligt at lave retten endnu hurtigere, hvis du udelader tofuen og i stedet får proteinerne fra bønner eller linser. Du kan så blande en dåse bønner eller linser (eller koge dem selv først) sammen med blomkålen og sovsen. Så har du en slags sammenkogt ret, og den tager ikke meget mere end 15 minutter at tilberede.

.

blomkål i chilisovs med sesamgrillet tofu

¾ kg blomkål

150 g løg

1 helt hvidløg

evt. 1/2-1 dl olivenolie

2 ½ dl sød chilisovs

1 bdt purløg eller grøn top af forårsløg

evt. reven ingefær

tamari (soja)

200 g fast tofu, gerne røget eller med anden smag

evt. flydende røg (købes i specialbutikker eller på nettet)

sesamfrø

evt. bambus- eller andre træspyd

25 g cashewkerner 

Du kan tilberede blomkålen på to måder.

Enten:

Del kålen i buketter, læg dem i kogende vand, damp dem 4-5 minutter. Afdryp dem. Så sparer du det meste af olien.

Skær løgene i tynde både og hvidløgne i skiver. Svits de to ting i 2 spsk olie til løgene er gyldne. Bland dem med kålen.

Eller:

Steg buketter af blomkålen, både af løgene og skiver af hvidløgene i en stor pande, til alle ingredienser er gyldne.

Bland i begge tilfælde chilisovsen i blomkålen og varm den igennem.

Du kan evt. smage chilisovsen til med ingefær og tamari.

Pres al væden ud af tofuen og skær den i små stykker som på fotoene. Hvis du ikke bruger røget tou, kan du marinere neutral tofu i et par spsk olivenolie tilsat 1-2 tsk flydende røg. Lad gerne tofuen ligge i marinaden fra dagen før, du skal bruge den. Vend rundt engang imellem.

Træk tofustykkerne på grillspyd (lad dem først ligge lidt i vand) eller læg dem på en bageplade. Pensl tofuen med olie og drys med sesamfrø og en smule salt.

Sæt pladen eller spyddene under grillen i ovnen og grill tofuen til den er gylden. Vend spyddene eller stykkerne ind imellem.

Servér chilikålen drysset med klippet purløg eller snittet top af forårsløg samt cashewkerner. Du kan evt. riste kernerne gyldne på en tør pande.

Giv tofuspyddene til separat.

.

.

Share