Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: august 28, 2020

fredag

28

august 2020

8

KOMMENTARER

æltefrit grydebrød med squash

Skrevet af , Posted in brød

.

brød uden besvær – luftigt og sprødt med squash

Det æltefri grydebrød er verdens nemmeste. Her skal dejen blot røres sammen og hæve mindst 12 timer.

Dejen bages i en glohed gryde i en meget varm ovn, og det giver et let og luftigt brød med en knasende skorpe. Faktisk er det temmelig vanedannende!

Jeg har udgivet to bøge om det æltefri grydebrød: “Verdens bedste brød” og “Det æltefri grydebrød”. Bøgerne kom i flere oplag, og desværre er begge  udsolgt, men her får du grundopskriften på et grydebrød, som kan varieres på utallige måder, samt en idé til et brød med squash.

.

brug squashene i brød

Der er stadig trængsel i squash-bedene, så det er en god idé at bruge frugterne i brød foruden i alle de dejlige retter, man kan lave med squash.

Hvis du mangler flere ideer til brug af squash, så søg efter opskrifter i bloggens søgefunktion th. Søg på squash, så kommer der forskellige muligheder.

.

grundopskrift på grydebrød

Grydebrød skal, som navnet siger, bages i en gryde. Det skal være en smedejernsgryde eller en tyk emaljeret gryde, helst med låg. Du kan også bruge en lerkokotte som på billedet – og alle andre kraftige ovnfaste forme.

Det er meget vigtigt, at dejen dækkes under den første del af bagningen, så har din form ikke låg, bliver du nødt til at binde folie omkring formen. Folie skal vi spare på, men her er den nødvendig. Udfordringen er, at du skal passe på ikke at brænde fingrene. Det er den største risiko ved at bage grydebrød!

Du kan bage et brød efter grundopskriften og komme reven squash i – eller du kan bage et almindeligt hvidt brød. Men nedenfor er også en specifik opskrift på et squashbrød.

Følg forklaringen under grundopskriften, trin 1-12, når du bager squashbrødet nedenfor men anvend ingredienserne i ingredienslisten under squashbrødet.

.

grundopskrift på grydebrød

bagt i en 2 liters form

½ tsk gær

½ l vand

3 tsk salt

½ tsk rørsukker

650 g hvedemel (halvdelen kan erstattes af groft mel) + lidt ekstra til samling af dejen

olie til hæveformen

 

Denne grunddej er udelukkende med hvidt hvedemel. Af smags- og sundhedsmæssige grunde vil jeg dog anbefale, at du også bruger grovere mel som fuldkornshvedemel, grahamsmel, groft speltmel, durummel, havregryn, fuldkornsrugmel, kerner, frø, nødder etc. Erstat f.eks. en fjerdedel eller max. halvdelen af det hvide mel med en grovere meltype.

Jo større andel af groft mel, desto grovere og tungere bliver brødet. Det helt lette brød opnås med hvedemel alene.

Du kan tilsætte mere eller mindre salt efter smag og behag. Den angivne mængde i opskrifterne er til den lave side.

Opskriften  på squashbrødet nedenfor er en variation af denne grundopskrift.

Grydebrød er velegnede til frysning. Efter optøning bør de varmes i ovn eller på brødrister.

  1. Rør gæren ud i vandet og tilsæt salt og sukker. Vær sikker på, at gæren er helt opløst.
  2. Tilsæt melet og rør dejen sammen. Vurdér hvor meget mel, der skal i. Dejen skal være blød men ikke flydende. Når du har bagt brødet en enkelt gang, vil du vide, hvordan konsistensen skal være.
  3. Dæk skålen med et bageklæde og lad dejen hæve mindst 12 timer – gerne længere. Lad dejen stå ved stuetemperatur. Det er vigtigt ikke at sætte den i køleskabet
  4. Hæld dejen ud på et godt meldrysset bord og fold den sammen fire-fem gange fra hver side. Brug en spatel. Dejen bliver mere flydende under hævningen, og hvis den er for lind, tilsættes lidt mere hvedemel.
  5. Smør hævefadet med olie og læg dejen i igen.
  6. Dæk fadet eller skålen med et bageklæde og lad dejen efterhæve ca. 2 timer, evt. længere.
  7. Sæt den valgte gryde eller form plus låget i ovnen og tænd på 250 grader. Når temperaturen er nået, så lad ovnen stå endnu nogle minutter, så du er helt sikker på, at ovnen og formen er gennemvarme.
  8. Tag gryden eller formen ud af ovnen og drys lidt mel i bunden. Hæld dejen over i formen, læg låget på og sæt hurtigt gryden/formen i ovnen igen. Hvis du bager i en form uden låg, så læg stanniol over formen og bind den omkring formen med snor, der kan tåle den høje temperatur. Pas på fingrene!
  9. Bag brødet 30 minutter. Skru ned til 225 grader og fjern låget eller stanniolen fra gryden/formen.
  10. Bag brødet færdigt endnu 15-20 minutter, eller til overfladen er smukt gylden.
  11. Vip brødet ud af formen og lad det afkøle på en rist.

12. Skær ikke af brødet, før det er helt afkølet.

.

pas på fingrene!

Du skal sikre dig tykke bagehandsker eller grydelapper, før du går i gang med bagningen. Man kan brænde sig slemt, hvis man ikke passer på.

.

æltefrit grydebrød med squash

bagt i 2 liters gryde

150 g squash + lidt ekstra til bagningen

1/2 tsk gær

4 dl koldt vand

2 tsk salt

1 tsk rørsukker

100 g havregryn

250 g fuldkorns emmer- eller speltmel

300 g hvedemel

olie til hæveformen

 

Riv squashen groft. Læg den i en sigte og drys 1 1/2 tsk salt på. Lad squashen trække en halv times tid og pres så meget væde ud som muligt. Det er vigtigt at få mest mulig væde ud, da dejen ellers kan blive klæg.

Gå frem efter grundopskriften trin 1-12 ovenfor.

Tilsæt den revne squash før havregrynene.

Læg den hævede og foldede dej i en oliesmurt skål og lad den efterhæve ca. 2 timer.

Riv 2-3 spsk squash af det resterende stykke.

Hæld dejen i den varme form eller gryde og læg den revne squash på overfladen. Glat lidt ud med en våd spatel.

Bag brødet 30 minutter ved 250 grader.

Tag låget (eller stanniolen) af og skru varmen ned til 225 grader.

Bag brødet færdigt, endnu ca. 20 minutter.

Lad brødet afkøle, før du skærer skiver af det.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share