Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Daglig Arkiv: april 28, 2020

tirsdag

28

april 2020

7

KOMMENTARER

spansk paella på den kloge måde

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

drømmene har vi da lov at ha’ …

Intet er som det plejer! Sommerferien sydpå hænger i en tynd tråd. Hvis du havde planer om at sidde på en solrig strand i Spanien denne sommer og nyde en paella, så bliver det nok nødvendigt at revidere drømmene. Og drømme kan vi heldigvis – og det er ikke forbudt at lave en lækker paella derhjemme i køkkenet. Den smager i al fald af Spanien!

Retten er opkaldt efter panden, den laves i. Den hedder paella. Paellapander findes i mange størrelser, og det er vigtigt for paellaens konsistens, at man vælger den pande, der er beregnet til det antal personer, som skal spise retten.

Jeg har købt min paellapande på Mallorca, men du kan bruge en hvilken som helst slags pande.

.

spansk nationalret

Paella er Spaniens nationalret og laves traditionelt med fisk, skaldyr, kylling og pølser. Det er et sandt bombardement af klimaødelæggende proteiner, og heldigvis kan man lave en plantebaseret paella, der er velsmagende og lækker med mange smagsnuancer fra andet end dyr.

Paella kan nemlig laves med mange forskellige slags ingredienser. I en husholdning i Spanien tager man, hvad man har ved hånden. Derfor kan man altid lave en paella, hvis der skulle dukke gæster op.

De traditionelle krydderier i en paella er safran, cayennepeber og paprika.

Hvis du ikke har lyst til at investere i den dyre safran, kan du i stedet bruge gurkemeje. Smagen er ikke den samme, men begge dele farver retten gul.

Hvis du bruger safran, så knus de fine tråde i en morter sammen med lidt groft salt. Det er den bedste måde at findele safranen på. Opløs den derefter i en skefuld kogende vand.

.

ris eller ej?

Rygraden i en paella er risene. Og ris er desværre skidt for klimaet. Så vi må hver især se på, om vi har “overskud” på vores CO2 regnskab til at det er O.K. at bruge ris. Set i forhold til at spise de traditionelle animalske produkter i en paella, er ris dog CO2 udledning i den lille skala.

MEN: risdyrkning udleder meget metan – en af de kraftigste drivhusgasser. Ønsker du at spare på denne udledning, så byt risene ud med dansk dyrkede hele hvedekorn, hele speltkerner eller andre lokalt dyrkede korn.

.

spansk paella ­ – plantebaseret

(4 personer)

150 g kikærter

2-3 plantebaserede chorziopølser eller andre tilsvarende

olivenolie

250 g løg

4 fed hvidløg

250 g østershatte

2 røde peberfrugter

300 g paellaris, fx bomba eller arborio

1 nip safran eller 2 tsk gurkemeje

3 tsk røget paprika

et nip cayennepeber

salt, friskkværnet peber

1 karton eller glas hakkede tomater, ca. 400 g

grøntsagsbouillon efter behov

1 glas grillede artiskokhjerter i olie, ca. 125 g

100 g bælgede ærter, evt. frosne

50 g sorte oliven

persille

1 citron

.

Du skal bruge en stor pande med låg til paellaen.

Sæt kikærterne i blød ca. 8 timer. Afdryp dem og kog dem møre i nyt vand, 15-20 minutter. Afdryp dem. Du kan også bruge kikærter fra dåse.

Skær pølserne i små stykker og steg dem gyldne i et par spsk olie. Sæt dem til side.

Skær løgene i både og hvidløgene i skiver. Steg dem gyldne i lidt mere olie.

Skær svampene i strimler og peberfrugterne i terninger. Tilsæt begge dele og svits endnu 4-5 minutter.

Skyl risene og bland dem i grøntsagerne sammen med safran eller gurkemeje, paprika, cayenne (pas på: det er meget stærkt!), samt et drys salt og peber.

Tilsæt tomaterne med væden og en smule bouillon. Læg låg på panden og lad paellaen simre ca. 15 minutter. Vend rundt i risene engang imellem og tilsæt om nødvendigt mere bouillon. Paellaen må ikke blive for tør. Risene skal gerne være al dente.

Skær artiskokhjerterne i kvarte og kom dem på panden sammen med ærterne, kikærterne og de stegte pølser. Lad paellaen simre, til det hele er gennemvarmt.

Smag godt til med salt, peber, krydderierne og citronsaft.

Servér paellaen med oliven, hakket persille og både af citron.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share