Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

Månedlig Arkiv: februar 2020

lørdag

29

februar 2020

12

KOMMENTARER

rødbeder og brændte løgskaller på quinoabund 

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

lidt lækkert til weekenden

Her er en lille lækker ret til weekenden. Det bliver vejr til indehygge, og kan man foretage sig noget bedre end at tilberede og nyde lækker mad?

Her er blot 4-5 forskellige enkle ingredienser, men sammensat på den rigtige måde bliver de til velsmag.

.

lidt men godt

Rødbede- og løgretten hviler på et lag quinoa. Har du ikke quinoa, kan du bruge kogte ris, linser, hele kerner som spelt eller rug – eller fuldkornspasta. Hummus kan også være en mulighed.

Rødbeder og løg er to af vores mest almindelige grøntsager, der i sig selv ikke gør meget væsen af sig selv. Ganske vist laver jeg sjældent en ret, der ikke starter med løg, men her spiller løgene en større rolle.

Rødbederne skæres i tynde strimler. De skal blot ligge i kogende vand et kvarters tid (eller koges 3-4 minutter) – og løgskallerne steges, så de får en let brændt kant. Sammen med hvidløgsyoghurt og spidskommen bliver det til en ret, der smager lidt af Mellemøsten.

.

plantemad er billig mad

Jeg hører af og til folk sige, at de ikke har råd til at spise plantebaseret! Ja, det er faktisk rigtigt. Det fortæller mig, at de selvfølgelig aldrig har prøvet at leve af vegetabilske produkter. Så ville de nemlig vide, at der er rigtig mange penge at spare – foruden alle de andre gavnlige gevinster, der er ved at spise plantebaseret.

Rødbeder og løg vælter ikke madbudgettet, så det er bare om at komme i gang!

.

.

rødbeder og brændte løgskaller på quinoabund 

(4 personer)

quinoa:

150 g quinoa, rød eller sort

4 spsk valnøddeolie eller olivenolie

2 spsk citronsaft

25 g hakkede valnøddekerner

salt, friskkværnet peber

grøntsager:

½ kg rødbeder

150 g mellemstore gule løg

2 1/2  dl planteyoghurt

1 fed presset hvidløg

½ spsk stødt spidskommen

evt. purløg

Hæld kogende vand på quinoaen og afdryp den. Kog kornene i dobbelt mængde nyt vand ca. 20 minutter.

Afdryp quinoaen, hvis der er mere væde tilbage. Tilsæt olie, citronsaft og hakkede valnødder. Smag godt til med salt og peber.

Skær rødbederne i meget tynde skiver på langs. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern. Hæld kogende vand på skiverne og lad dem stå et kvarters tid (du kan også lade dem simre 3-4 minutter). Afdryp dem.

Skær løgene over på midten og del dem i skaller. Læg løgskallerne i kogende vand og lad dem simre 4-5 minutter. Afdryp dem.

Varm lidt olie op på en pande og læg løgskallerne i olien med skærefladen nedad. Steg dem ved rask varme, så de får en mørk kant, som næsten er brændt.

Smag yoghurten til med hvidløg, spidskommen samt salt og peber.

Tag lidt yoghurt fra og rør lidt quinoa i. Fordel yoghurten i løgskallerne.

Læg quinoaen i et fad, fordel rødbedeskiverne ovenpå og læg til sidst de fyldte løgskaller på retten. Drys evt. med lidt fintklippet purløg.

Servér resten af yoghurten til separat.

.

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

onsdag

26

februar 2020

2

KOMMENTARER

chilibønner bagt med sellerilåg

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

kom til bæredygtighedsdag på søndag den 1. marts

Hver gang, vi putter mad i munden, har det effekt på den anden side af jorden.
Vores valg af mad har enorme konsekvenser for både mennesker, dyr, klode og klima. Heldigvis kan vi selv gøre en masse, og det er en stor tilfredsstillelse at tage ansvar og være med til at rette op på klodens ubalance.
Du kan høre meget mere om de mange tiltag, vi som enkeltpersoner kan gøre, når Biblioteket i Birkerød afholder Bæredygtighedsdag på søndag den 1. marts.
Her kan du få mange gode råd til, hvordan du nemt og billigt kan leve bæredygtigt. Her er masser af aktiviteter og gode ideer. Også for børnene.

Adressen er: Stationsvej 38, 3460 Birkerød. Se hele programmet for klima-dagen her: https://rudbib.dk/arrangementer/voksne/baeredygtighedsdag


Selv vil jeg fortælle om klimakærlig mad kl. 14.30. 
Jeg tager også mine seneste bøger med: “Klimakærlige frikadeller, bøffer, postejer & pateer” og “Sund vegetarisk”. Dem kan  du på denne specielle dag købe til specielt klimakærlige priser! Se evt. mere om mine bøger her.

.

plantemad er bæredygtig mad

Her er en enkel, nem og billig ret, der tydeligt viser, hvordan bæredygtig mad kan laves – hurtigt og lækkert. Det animalske protein er byttet ud med bønner og plantebaserede pølser. Vitaminer og mineraler i massevis kommer fra selleri og fennikel og/eller en eller flere slags rodfrugter.

“Jamen, lider jeg så ikke afsavn?”, vil nogen måske spørge. Nej, nej og atter nej. Tværtimod! Denne ret er fuld af en masse skønne smagsnuancer. Det er ren, kalorielet nydelse, der på alle måder giver en god smag i munden.

.

byt evt. fennikel ud med rodfrugter

Jeg holder meget af den let lakridsagtige smag i fennikel, men har du det på en anden måde, så byt fennikel ud med en eller flere rodfrugter. Har du et stykke græskar liggende, kan det også bruges. Det samme gælder kartofler eller jordskokker.

.

roden der forvandler sig

Bortset fra blomkål er der vist ingen anden grøntsag, der ændrer så meget smag afhængig af, hvordan den behandles. Jeg hader fx kogt selleri (undtagen i en suppe), men jeg synes den smager fantastisk rå, fx i en fransk sellerisalat, eller som her bagt. Den hasselback-bagte selleri er også virkelig lækker.

Her er det tynde skiver, der bages over bønnerne som en slags låg. Selleriskiverne giver ekstra smag og tekstur til retten. Hvis du har mere selleri til overs, så bag et antal af de tynde skiver på en plade. De smager skønt som pålæg på rugbrød med remoulade og karse på toppen – og måske også en skefuld af chilibønnerne, hvis du har noget til overs af retten.

.

chilibønner bagt med sellerilåg

(4 personer)

150 g små skalotteløg

1 helt hvidløg

chili hvis du ikke bruger chilibønner

2 spsk kokos- eller olivenolie

1 tsk knuste frø af stjerneanis

400 g fennikel (kan erstattes af majroer, pastinakker eller gulerødder)

2-3 plantepølser afhængig af størrelsen (kan erstattes af tempeh eller tofu)

2 dåser chilibønner á ca. 400 g

1 glas eller karton flåede tomater med væde, ca. 400 g

½ dl rød- eller hvidvin (kan udelades)

4 spsk finthakket rosmarin

salt, friskkværnet peber, ahornsirup eller rørsukker

½ selleri, ca. 400 g

.

Bevar skalotteløgene hele (med mindre de er store). Del hvidløget i fed og svits begge slags løg ved rask varme i olien sammen med stjerneanis. Løgene skal være godt gyldne.

Hvis du ikke bruger chilibønner fra dåse, så tilsæt hakket chili efter smag.

Skær fennikel eller en anden valgt grøntsag i både eller stave. Tilsæt dem til løgene og svits endnu et par minutter.

Skær pølserne i små stykker og kom dem på panden sammen med bønner og tomater.

Tilsæt vin og rosmarin og smag godt til med salt, peber og sirup eller sukker.

Hæld bønneretten i et ovnfast fad.

Skær meget tynde skiver af sellerien og læg dem taglagt ovenpå bønnerne. Lad dem overlappe hinanden, da sellerien ”krymper” under bagningen.

Pensl med olie og sæt formen i en 200 grader varm ovn, til sellerien er gylden, ca. 20 minutter. Du kan evt. de sidste par minutter sætte fadet under grillen, hvis du ikke synes overfladen er gylden nok.

Drys med mere rosmarin ved serveringen.

Giv gerne kogte ris, quinoa eller hele korn til.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

onsdag

19

februar 2020

0

KOMMENTARER

brændende kærlighed med ristet tofu

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brændende kærlighed der virkelig brænder

Brændende kærlighed er en af vores enkleste og billigste retter. Den er fin at servere, hvis madbudgettet er lidt slunkent eller man gerne vil have nem, enkel og velsmagende mad.

Jeg har altid holdt meget af brændende kærlighed, men jeg har også altid undret mig over, hvorfor retten bliver kaldt brændende, for den er jo ganske mild. Men det er der heldigvis råd for.

.

sæt “ild” til retten

Vi har i Danmark spist brændende kærlighed længe før, vi vidste at der var noget, der hed chili. Eller vi brugte i al fald ikke de brændende bæster i mad. Jeg har tilsat chilisovs til løgene for at fyre op under retten. Det betyder, at den ikke bliver superstærk, men du kan sagtens supplere med friske eller tørrede chili for ekstra styrke.

.

rugbrød og rødbeder som tilbehør

Retten her ville man nok i gamle dage have kaldt fattigmandskost. Her er kartofler og rugbrød. To ting, som var basismad for mange mindre bemidlede før i tiden. Det var heldigt for dem, for de to produkter er supersunde næringsmidler, og så supplerer proteinerne i kartofler og kornprodukter hinanden. Det er mad med sund fornuft.

Jeg har ydermere tilsat tofu som ekstra proteinkilde. Hvis du ikke spiser tofu, så brug i stedet kogte bønner, kikærter eller linser. Du kan også tilsætte hele, stegte champignon.

Syltede rødbeder hører med til brændende kærlighed. Hvis du ikke har et glas almindelige syltede rødbeder stående, kan du hurtigt marinere tynde skiver af rødbede, se nedenfor.

 

brændende kærlighed med ristet tofu

(4 personer)

kartoffelmos:

1 kg kartofler

½-1 dl plantemælk

evt. en håndfuld finthakket grønkål

ca. ½ dl god olivenolie

salt, friskkværnet peber

topping:

400 g løg

6 fed hvidløg

250 g røget eller neutral tofu

evt. ca. 1 tsk flydende røg

evt. 2 spsk tamari

2 dl sød chilisovs

1 bdt persille og/eller purløg

.

Lav først kartoffelmosen: skær kartoflerne i terninger og kog dem møre i vand uden salt. Hæld vandet fra og ”damp” kartoflerne helt møre.

Purér kartoflerne og tilsæt så meget mælk og olie, at konsistensen er passende.

Hvis du har lidt grønkål liggende, kan du optimere kartoffelmosen med et par håndfulde finthakket kål.

Smag godt til med salt og peber.

Skær løgene i både og tofuen i terninger.

Hvis du bruger neutral tofu, så lad terningerne marinere i en blanding af flydende røg og tamari (evt. kun tamari) plus lidt olie. Lad gerne tofuen marinere mindst 8 timer.

Steg løg og hvidløg ved rask varme, til de er let gyldne. Tilsæt tofuen og steg endnu nogle minutter, til tofuen også er gylden.

Tilsæt chilisovsen og smag til med salt og peber, evt. også lidt tamari.

Servér den brændende kærlighed med kartoffelmosen i en tallerken og fordel tofublandingen ovenpå. Drys med hakket persille eller klippet purløg.

Servér gerne ristet rugbrød og rødbeder til den brændende kærlighed.

.

lynmarinerede rødbeder

 200 g rødbeder

1/2 dl mild eddike

2-3 spsk rørsukker

salt, friskkværnet peber

 

Skær rødbeden i meget tynde skiver. Brug en tyndskræller eller et mandolinjern.

Rør eddiken med sukker og smag til med salt, peber og evt. mere sukker.

Læg rødbedeskiverne i eddiken og bring den i kog. Lad eddiken simre 3-4 minutter.

Sluk for varmen og lad rødbederne afkøle i lagen.

Du kan også vælge at marinere skiverne rå.

De marinerede rødbeder kan holde sig i et glas i køleskabet i mindst en uge.

.

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share