Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2019

tirsdag

8

januar 2019

4

KOMMENTARER

pandestegt blomkål med edamamecreme

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

lynhurtig januarmad  – skøn slankemad

 

Jeg vil gerne starte årets opskrifter med en virkelig hurtig ret: pandestegt blomkål med edamamecreme. Jeg vil jo gerne glæde de mange, der synes plantebaseret mad er besværlig at lave. Her skal der blot skæres skiver af blomkål og løg – og så skal de frosne og optøede edamamebønner blendes. Det ER da nemt!

Blomkål er en af mine yndlinge, den smager skønt, og så er den kalorielet. Det kan måske være nyttigt her efter jul og nytår.

.

blomkål og hasselnødder passer fint sammen

Proteinerne i retten kommer fra edamamebønnerne, som er sojabønner med et højt indhold af protein. Men det er en ekstra gevinst at komplettere med hasselnødder, der også indeholder proteiner, men især gode fedtsyrer.

.

mere eller mindre tilbehør

Foruden hasselnødder – eller i stedet for – kan du drysse blomkålen med tynde skiver af gulerod eller andre grøntsager, du måtte have på lager.

Stegte løg er også fine som topping, men kan evt. udelades.

Edamamecremen kan erstattes af en aller anden form for hummus. Det kan være hummus med avocado, med broccoli eller med rødbede. Se opskrifterne her.

.

pandestegt blomkål med edamamecreme 

(4 personer)

150 g løg

1 stort blomkålshoved

kokos- eller olivenolie til stegning

250 g edamamebønner

2 tsk spidskommenfrø eller stødt spidskommen (kan byttes ud med krydderurter)

1 1/2-2 dl sojafløde eller anden fløde

1 økologisk citron

salt, friskkværnet peber

evt. 50 g hasselnødder

1 bdt purløg

 

Start gerne med at lave bønnecremen først: tø bønnerne op og blend dem med spidskommen (eller krydderurter) og fløde, til cremen er glat. Tilsæt mere eller mindre fløde, så cremen får en passende konsistens.

Riv ca. 1 spsk af skallen på citronen. Tilsæt den til bønnecremen og smag til med 1-2 spsk citronsaft, evt. mere -skal samt salt og peber.

Du kan varme bønnecremen op eller servere den kold til blomkålsskiverne.

.

Skær løgene i ringe. Skær blomkålen i temmelig tykke skiver. Beregn to pænt store skiver pr. person. Brug også de pæneste grønne blade.

Steg løgene gyldne i olien. Sæt dem til side.

Steg derefter blomkålsskiverne til de er gyldne på begge sider.

Servér de bagte blomkålsskiver med lidt creme og stegte løg på toppen. Du kan yderligere drysse med hasselnødder. Rist evt. nødderne gyldne først.

Klip purløget og drys det på.

.

Det passer fint at servere en salat til med enten linser eller hele korn, fx nedenstående salat med perlespelt, squash og tranebær.

.

salat med perlespelt

Se opskriften her.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

4

januar 2019

6

KOMMENTARER

dannebrogsfarvet salat med krydret dressing

Skrevet af , Posted in salater

.

slank med salater

velkommen til det nye år

Jeg håber, at I alle har haft dejlige jule- og nytårsdage sammen med de mennesker, I holder af. Sådan har jeg selv haft det. Og her ved årsskiftet, hvor eftertankerne, og forhåbentlig også fremtidstankerne, har det med at melde sig, tænker jeg med taknemmelighed på de mennesker, som jeg har omkring mig. Det er ingen selvfølge at have en god familie og gode venner. Selv er jeg meget begunstiget. Det er der grund til at sige tak for. Også tak igen til alle jer, der følger med her. For mig er I også en slags venner, selv om jeg desværre slet ikke kender jer alle sammen. Men I er i mine tanker, når jeg arbejder med at udvikle de nye opskrifter. Og så er der alle de dejlige hilsener, I sender.

.

en nationalsalat

Her ved årsskiftet er det også værd at tænke på, at vi lever i det bedste smørhul i hele verden. Der er masser af ting, der kunne være meget bedre. Det må vi arbejde på i det nye år. Men sammenlignet med alle andre lande i verden, ligger vi højt på listen.

Disse tanker fik mig til at lave denne rød/hvide “dannebrogs”-salat. Og hvis jeg skal være helt ærlig, var den tiltænkt juleretterne, men der var så mange andre gode ting, der trængte sig på. Derfor kommer opskriften først nu. Og januar er jo netop en salat-måned! Det julede smages i dressingen, der indeholder de klassiske julekrydderier. Men det skal endelig ikke afholde dig fra at nyde denne lækre sprøde salat i januar.

.

på skrump med salat

En anden grund til, at jeg vil starte årets opskrifter med en salat er den, at nogle måske er kommet til at overspise lidt i december måned. Hvis du har spist efter bloggens opskrifter er jeg dog temmelig sikker på, at der ikke har sat sig så meget som et gram på dine sideben. Jule- og nytårsopskrifterne var som sædvanlig kalorielette.

Men SKULLE det være sket, at der skal smides et par kilo, vil jeg anbefale min gode ven, Claus Dalbys, nye bog: “Slank”, der netop handler om salater. Læs mere om bogen nedenfor.

.

dannebrogsfarvet salat med krydret dressing

(4 personer)

250 g selleri

1 mellemstor radicchiosalat (evt. rød spidskål eller rødkål)

25 g rosiner

50 g valnødder

1 bdt purløg

dressing:

4 spsk valnøddeolie eller anden olie

2 spsk lime- eller citronsaft

1 tsk tangsennep eller dijonsennep

1/2 tsk allehånde

1 tsk stødt kanel

et nip stødte nelliker

ahornsirup eller andet sødestof

salt, friskkværnet peber

.

Skær sellerien i tændstikstore stykker. Det gøres nemmest ved at skære sellerien i tynde skiver, evt. på et mandolinjern, og derefter skære dem i tynde strimler.

Snit radicchiosalaten eller den røde kål.

Bland selleri, salat, rosiner og grofthakkede valnødder.

Rør en dressing af olie og citronsaft. Smag godt til med sennep, krydderier, sødestof samt salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt.

.

havekunstneren går køkkenet 

Mange kender Claus Dalby som den store blomsterkunstner med en selvskabt drømmehave i Riisskov. Nu er Claus minsandten også gået i køkkenet! Og som alt hvad Claus gør, er det en rigtig god idé. Den mand hviler aldrig på laurbærrene.

Og hvad har havemanden så kastet sig over? Noget fra haven selvfølgelig. Det er dog ikke spiselige blomster, der dækker siderne i Claus´nye farvestrålende bog “Slank”. Det er grøntsager, masser af grøntsager og masser af inspirerende opskrifter, specielt målrettet til dem, der gerne vil tabe et kilo eller to.

Når Claus har lavet bogen, er det fordi han selv havde for mange tyngende kilo, der skulle brændes af. Ca. 40 kg rent faktisk. Derfor lagde han sine kostvaner om til en stort set plantebaseret kost, hovedsagelig bestående af salater og supper. Det virkede, og det smagte! Det måtte andre kunne få glæde af.

Som en af Claus’ gode venner ved jeg, at der sjældent er langt fra tanke til handling hos Claus. Med gaflen i den grønne hånd voksede stakken af opskrifter med grøntsager, bønner, linser og kikærter – alt det sunde, lækre og kalorielette. Det resulterede i 1 kg’s vægttab om ugen.

Da Claus havde høstet alle disse sunde erfaringer i køkkenet og skrumpede og skrumpede, mens han blev smukkere og smukkere, samlede han de kalorielette opskrifter til en bog, der på ingen måde er kalorielet. Claus kan ikke formulere sig kort, så bogen er en tungtvejende sundhedsbibel på hele 300 sider.

Men kan ham havemanden nu det dér med mad? Ja, det kan han! Og det er ovenikøbet nemt at gå til. Jeg har adskillige gange haft fornøjelsen at lave mad sammen med Claus i hans hyggelige køkken i Riisskov, og hver gang bliver jeg misundelig, fordi Claus har talentet at trylle lækre retter frem af få råvarer på rekordtid. Det betyder, at opskrifterne er enkle og hurtige at lave – og jeg er sikker på, at du ikke kommer til at sulte, hvis du følger bogens ideer til et vægttab. Men du kan også bruge den 100% plantebaserede bog som en helt almindelig kogebog med salater og supper – to af de hurtigste retter, du kan lave.

“SLANK” er ikke slank: den er på 304 vægtige sider. Den vejledende udsalgspris er kr. 299,95. Bogen kan købes hos din lokale boghandler eller hos Saxo. Hvis du benytter rabatkoden dalby18 hos Saxo, kan du købe bogen for kr. 199,95 (du skal helt frem til betaling, før du skal taste koden ind).

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share