Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: december 2019

mandag

23

december 2019

2

KOMMENTARER

julerød spidskålssalat med mango – låge nr. 23 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in julemad, salater

.

smuk og farverig på julebordet

Juleretterne er sikkert helt på plads her den 23. december, men mangler du en lille lækker salat, kan jeg anbefale denne.

Den julerøde og søde salat med rød spidskål, sød mango og dressing smagt til med ingefær passer perfekt til julemaden.

.

rød spidskål eller rødkål

Du kan bruge enten rød spidskål eller rødkål til salaten. Jeg synes, spidskålen er en smule mildere end rødkålen og derfor måske lidt mere velegnet til en rå salat som denne.

Hvis du har mere lyst til noget helt bittert, så vælg udelukkende den bitre raddicchio-salat. Bitterstofferne er en gave til kroppen, hvis man belaster den med rigelige mængder mad, som det kan ske for nogle i julen! De bitre stoffer stimulerer fordøjelsen og aktiverer gallen. Faktisk aktiverer man fordøjelsessafterne, allerede når man tygger på den bitre salat.

.

rød spidskålssalat med mango

(4 personer)

1/2 rød spidskål

1 lille radicchio

2 røde gulerødder

1 stor mango

50 g græskarkerner

1 spsk fintklippet rosmarin

rød skovsyre

dressing:

4 spsk sesam- eller olivenolie

2 spsk frugteddike

2-3 tsk reven ingefær

1 fed presset hvidløg

1-2 spsk ahornsirup

salt, friskkværnet peber

.

Snit spidskålen fint. Brug gerne et mandolinjern. Skær radicchioen i strimler.

Skær gulerødderne i tynde strimler på langs. Brug et mandolinjern.

Skær mangoen i små terninger.

Rist græskarkernerne gyldne på en tør pande.

Bland alle ingredienserne med rosmarin.

Rør dressingen sammen og smag godt til med ingefær, sirup, salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og vend rundt. Drys med en lille håndfuld rød skovsyre.

.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

søndag

22

december 2019

4

KOMMENTARER

mini nøddefrikadeller til en festlig frokost

Skrevet af , Posted in frokostretter, julemad, pålæg

.

smørrebrød med små nøddehapsere til frokosten

De små lune nøddefrikadeller spises på et godt stykke rugbrød med marinerede agurker, kaperscreme og karse på toppen.

De kan serveres varme eller kolde.

.

kaperscreme

Frikadellerne kan nydes på den gammeldags manér med syltet rødbede eller syltede agurker som pynt, men du kan også bruge råsyltede agurker og kaperscreme.

Kaperscremen er lavet af havre creme fraiche (du kan også bruge plantebaseret mayonnaise) smagt til med kapers, salt, peber og et nip rørsukker.

.

marinerede agurker

De marinerede agurker smager skønt sødt/syrligt og er supernemme at lave. Se opskriften her. Jeg kan også anbefale de marinerede løg, som du finder på samme side.

Du kan skære agurkeskiverne på tværs eller på langs. Jeg har skåret skiverne på langs og rullet dem til små “rør” – bare for synets og afvekslingens skyld.

.

hasselnødder – nordens mandler

Der er ingen tvivl om, at vi bliver tvunget til at lægge vores spisevaner om – hvad enten vi har lyst eller ej. Og det skal være NU.

En af de største gevinster klimamæssigt (og for dyrene) er at droppe alle animalske fødevarer. Det er noget af det, der batter allermest.

Men også klimabelastende ting fra planteriget som mandler og ris bliver vi nødt til at spare på i fremtiden. Det skal dog siges, at ingen af de to ting kommer i nærheden af dyreproduktion, når de handler om klimabelastning og forurening. Ikke desto mindre bliver vi nødt til at tænke på alt, hvad vi putter i munden, og i rigtig mange tilfælde kan vi nemt erstatte mandler med hasselnødder. En enkelt mandel i risalamanden juleaften vælter dog ikke vognen, men det kunne jo egentlig lige så godt være en hasselnød. Men vanens magt er stor. Derfor er det så svært at ændre madvaner.

Jeg har her på bloggen nogle meget populære mandelfrikadeller. Her har jeg erstattet mandlerne med nødder, og det er mindst lige så godt.

God julefrokost!

små nøddefrikadeller

(20-25 stk.)

200 g squash

100 g kartofler

1 1/2 tsk salt

25 g skalotteløg

2 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie + ekstra til stegning

100 g hasselnødder

1 spsk meget fintsnittet rosmarin eller anden krydderurt efter smag

50 g havregryn, evt. glutenfrie

2 spsk kikærte- eller sojamel, evt. hvedemel

1/2-1 dl sojafløde eller anden fløde

.

Riv squash og kartofler. Læg dem i en fintmasket sigte og drys saltet på. Vend det godt ind i grøntsagerne.

Lad grøntsagerne afdryppe i sigten en halv times tid.

Hak løg og hvidløg fint og svits dem i olien et par minutter.

Hak hasselnødderne fint. Jeg har brugt en persillehakker, men har du en fancy køkkenmaskine, kan du sikkert bruge den.

Kom nødderne på panden med løgene og rist dem, til de er let gydne.

Pres så meget væde som muligt ud af grøntsagerne.

Rør løg og nødder i grøntsagerne sammen med rosmarin, havregryn, mel og fløde samt et lidt salt og peber.

Rør farsen sammen. Den skal være temmelig fast. Smag den til.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile 1/2-1 time.

Form 20-25 frikadeller med hænderne og vend dem i lidt mel.

Steg frikadellerne gyldne på begge sider i godt varm olie.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

lørdag

21

december 2019

0

KOMMENTARER

bagte gulerødder og rødbeder med ristede kikærter og dukkah – låge nr. 21 i julekalenderen

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter, julemad

.

nissen anbefaler bagte rødder i travlheden

Så er det dagen før dagen før dagen før … Hvis tempoet er højt, er det dejligt med en ret i ovnen, der passer sig selv, men samtidig er lækker, sund og kalorielet. Kort sagt: masser af energi til alle celler.

Det handler om et par af de underjordiske: gulerødder og rødbeder.

Rødderne med kikærter kan spises som en lille hovedret, som en frokostret – eller som tilbehør til frikadeller eller postejer.

.

bagt og serveret med ristede kikærter

På de travle dage er det dejligt med noget lynhurtigt. Disse rødder skal blot skrabes eller skrælles, vendes i lidt olie og bage i ovnen en halv times tid.

Løber du med tungen helt ude af halsen, kan du nøjes med at gribe en dåse kikærter – eller måske er du heldig at have en portion kogte kikærter i fryseren. Du kan også springe ristningen over, men det er krydderierne, der giver ekstra smag til retten. Det samme gælder for nøddedrysset dukkah, men har du ikke en portion stående, tager det kun 10 minutter af lave den.

Se om dukkah her. Se fotoet nedenfor tv.

Se om ristede kikærter her. Se fotoet nedenfor th.

.

.

ekstra smag til rødderne

Jeg har foreslået presset hvidløg som smagsgiver i yoghurten, der dryppes på rødderne. Men er du til noget stærkere, kan du også smage yoghurten til med reven peberrod.

Og så kan det også være en idé at pensle rødderne med en pasta af tamarind, før du bager dem. Det giver en dejlig syrlig smag til de sødlige rødder.

Tamarind bruges ofte som erstatning for citron i afrikansk og asiatisk mad.

Camilla Plum har en indgående forklaring på tamarind på sin hjemmeside. Kig her.

Tamarindpasta kan købes i nogle supermarkeder og i specialbutikker samt hos Camilla Plum. Hvis du har lyst til at prøve tamarind, så pensl lidt af pastaen på rødderne, inden de sættes i ovnen.

.

 

bagte gulerødder og rødbeder med ristede kikærter og dukkah

(4 personer)

½ kg gulerødder

½ kg rødbeder

olivenolie

1 portion ristede krydrede kikærter

1 dl dukkah

evt. tamarind

1 dl afdryppet planteyoghurt

1 fed hvidløg

salt, friskkværnet peber

frisk koriander eller bredbladet persille

 

Bevar gulerødderne hele. Skær rødbederne i forholdsvis tynde både.

Læg grøntsagerne i et pænt mønster i et ovnfast fad. Dryp med lidt olivenolie (og pensl evt. med tamarind) og sæt fadet i en 200 grader varm ovn.

Bag grøntsagerne 30-35 minutter.

Rist imens kikærterne og lav dukkahen.

Når grøntsagerne er bagt, kan du dryppe med lidt yoghurt smagt til med presset hvidløg, salt og peber – eller du kan pensle dem med lidt mere tamarinpasta.

Drys med kikærter og dukkah samt frisk koriander eller persille.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share