Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Månedlig Arkiv: november 2019

fredag

29

november 2019

4

KOMMENTARER

pandestegt selleri med blomkåls-bearnaise

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

brug knolden  – det er sund fornuft

Det er altid klogt at bruge knolden, ikke mindst selleriknolden. Selleri er en rigtig vinterrod. Og den er utrolig anvendelig til utallige retter. Desuden både nærende og mættende. Og billig! der er rigtig meget mad i en knold til 20 kr.

Selleri kan bages, steges, nydes rå i en salat – den kan blive til bøffer og postejer, og den er lækker som suppe. Og den kan fint tages med til fest. Selleri var fx været på min nytårsmenu de seneste par år. Hvis du allerede tænker på nytårsmenuen, så kig her: “Selleri som kræmmerhuse med valnøddefyld og “Cannelloni af selleri“.

.

bag gerne et par gulerødder med – og måske lidt bladselleri

.

antioxidant og udrensende

Både knoldselleri og bladselleri har utallige sunde egenskaber. Før i tiden brugte man faktisk selleri som medicin. Begge slags selleri virker da også vanddrivende og udrensende, især for lever og nyrer.

Selleri virker antioxidant, den styrker immunforsvaret og fordøjelsen. Bladselleri kaldes således for “tarmenes tandbørste”.

Derfor denne ret, inden det store juleræs med – måske? – alt for meget og alt for fed mad.

.

en ret bragt hjem fra Stockholm

Denne ret med stegt selleri og bearnaisesovs fik jeg inspiration til, da jeg sidste år var i Stockholm for at spise gourmetmad og se Peer Gynt på Dramaten. Jeg har skrevet om gourmet-restauranterne her.

Denne pandestegte selleri-ret fik jeg imidlertid på en helt almindelig restaurant på vej til Dramaten. Restauranten havde flere plantebaserede retter på kortet, bl.a. denne her. Det fik mig til atter at sukke over, hvor nemt det er at spise plantebaseret i vores nabolande, Sverige og Tyskland. Bevares, det ER blevet nemmere at spise grønt på restauranter i Danmark, men meget, meget ofte skal man bestille plantebaseret mad i forvejen. Det undrer mig til stadighed, at ikke ALLE restauranter som det mest naturlige i verden har en eller to lækre grønne retter på kortet. Rent faktisk er det jo den vej, vinden blæser.

.

pandestegt selleri med blomkåls-bearnaise

(4 personer)

1 selleri, ca. 600 g

4-8 gulerødder

kokos- eller olivenolie til stegning

evt. 2  stilke bladselleri

50 g valnødder

 

Skær sellerien i ca. 1 cm tykke skiver og skær dem derefter i trekanter.

Steg selleristykkerne og gulerødderne gyldne på en stor pande. Steg evt. grøntsagerne hver for sig. Det er vigtigt, at sellerien bliver gylden.

Du kan evt. også tilsætte stave af bladselleri.

Lav sovsen, se nedenfor.

Drys grøntsagerne med valnødder ved serveringen. Du kan anrette selleristykkerne i en dyb tallerken med sovsen i bunden, eller du kan servere sovsen til separat.

Giv gerne kogt, sort quinoa til.

.

.

blomkåls-bearnaise

(4 personer)

200 g blomkål

2 dl grøntsagsbouillon

50 g  skalotteløg

4 spsk olivenolie

ca. 2 dl sojafløde

1 tsk gurkemeje

ca. ½ spsk bearnaiseessens

1 spsk fintsnittet estragon

salt, friskkværnet peber

.

Del blomkålen i små buketter og kog den mør i bouillonen, 4-5 minutter. Afdryp kålen og gem vandet.

Hak løget og svits det i olien 3-4 minutter. Fjern gryden fra varmen og tilsæt blomkål, 1 dl fløde og gurkemeje.

Purér sovsen og tilsæt evt. mere fløde og, hvis sovsen er for tyk, også lidt af kogevandet. Smag sovsen til med essens, estragon, salt og peber.

.

glæd dig til årets grønne julekalender

Ligesom sidste år har jeg forberedt en “julekalender” her på bloggen. Hver dag fra den 1. til den 24. december vil du få en mail med dagens idé til julemad. Jeg har ideer både til julemiddagen og julefrokosten – og til menuen nytårsaften. Jeg håber, du vil tage godt imod forslagene – og få en rigtig dejlig december.

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

tirsdag

26

november 2019

4

KOMMENTARER

lysegrøn blomkålssuppe med marineret kål og chips

Skrevet af , Posted in supper

.

en krydret suppe varmer i novemberkulden

I disse dage, hvor november-mørke og -dis breder tæppet ud under tunge skyer, og vinden går gennem marv og ben, er der kun én ting at gøre: lave en portion krydret, lækker, dampende og varmende suppe.

Selv om suppen er lysegrøn, er den lavet af hvid blomkål, men jeg har tilføjet grøn porretop for at få den smukke grønne farve. Har du ikke porretop, kan du i stedet bruge andre grønne grøntsager, fx et par blade grønkål eller en håndfuld spinat. Du kan også vælge den lysegrønne kål, romanesco. Eller du kan nøjes med at lave en hvid suppe kun med blomkål.

.

romanescokål

Som sagt kan du vælge denne grønne romanescokål, men det går også fint med grøn, gul eller lilla blomkål.

Hvis du vil have suppen mere proteinrig, så tilsæt et par håndfulde lyserøde linser eller quinoa. Lad linser eller korn koge ialt ca. 20 minutter

.

lysegrønt – mens vi venter på forår

Jeg har lavet to slags tilbehør til suppen, men skal det gå stærkt, kan de sagtens udelades. Men de tager kegler, hvis du har gæster.

Meget tynde skiver rå blomkål er marineret i en eddikelage. De er meget delikate, også til andre ting. Lav evt. en større portion og servér kålen til postejer, frikadeller, bøffer etc. som et alternativ til de sædvanlige syltede agurker eller rødbeder.

De sprøde chips af jordskokker føjer endnu en dejlig smagsnuance til suppen. Se hvordan du laver chipsene her.

.

lysegrøn blomkålssuppe med marineret kål og chips

(4 personer)

4-5 kardemommekapsler

1 spsk spidskommenfrø

100 g løg

100 g grøn porretop

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

150 g kartofler eller jordskokker

400 g blomkål (incl. stok og pæne blade)

ca. 8 dl grøntsagsbouillon

salt, friskkværnet peber

citronsaft

evt. 4 spsk eddike + rørsukker

evt. urteolie eller plantefløde

frisk krydderurt

evt. jordskokkechips

.

Tag kardemommefrøene ud af kapslerne og stød dem i en morter sammen med spidskommenfrøene.

Rist de to slags frø i en tør gryde, til de dufter.

Hak og snit løg, porretop og hvidløg. Kom dem i gryden og svits dem 4-5 minutter.

Skær kartoflerne og stokken fra blomkålen i små terninger.

Tilsæt dem sammen med bouillonen og lad suppen koge 5 minutter.

Skær blomkålshovedet i små stykker og kom dem i gryden. Kog suppen endnu ca. 5 minutter. Sluk for varmen og lad suppen afkøle lidt.

Purér suppen og tilsæt om nødvendigt mere bouillon. Du kan også røre lidt plantefløde i suppen.

Smag godt til med citronsaft, salt og peber samt måske lidt flere krydderier.

Hvis du vil servere marinerede skiver blomkål til suppen, så høvl meget tynde skiver blomkål på et mandolinjern.

Opløs sukkeret i eddiken og smag til med sukker, salt og peber. Læg de tynde blomkålsskiver i lagen og lad dem stå nogle timer, gerne til næste dag.

Servér suppen portionsvis og sæt evt. en spsk urteolie eller fløde på suppen. Pynt med de marinerede blomkål og evt. jordsokkechips og en krydderurt.

.

urteolie, fløde og/eller bittesmå stykker rå blomkål

Suppen kan serveres med lidt urteolie på toppen samt små bitte stykker rå blomkål. Eller du kan sætte en spsk plantefløde på toppen.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

22

november 2019

12

KOMMENTARER

cannelloni med svampe og spinatfyld – hele verdens livret

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

verdens mest populære …

Hvis man spørger børn om, hvad deres livret er, vil det med næsten garanti være noget med pasta. Den lyse “gnidningsfrie” pasta af hvedemel med ikke så megen smag, er let at tilberede og let at spise – og elsket af de fleste.

Jeg hører ikke til de største fans. Derfor er der sjældent opskrifter med pasta her på siden, men en gang lasagne eller cannelloni engang imellem, skal man nu ikke kimse ad!

Når jeg ikke er så vild med pasta, er det dels fordi det ikke mætter særlig meget, det er ikke specielt næringsrigt, og det meste pasta indeholder gluten, som mange af os har godt af at spare på. Generelt spiser vi alt for meget hvidt mel. Men ingen regel uden undtagelse!

Når pasta er så populært – specielt blandt børn – skyldes det uden tvivl, at pasta smager mildt og er nemt af tygge. Det møder ingen modstand hverken for tænder eller smagsløg. Det er næsten altid mad med lav næringsværdi, der har disse “egenskaber”. Tænker man derimod på den udfordrende kål med bid og bitterstoffer, så springer mange fra. Til gengæld er kål nærmest naturens egen medicin.

.

pasta uden hvedemel

Man kan heldigvis få flere slags pasta uden hvedemel, fx bønnepasta og de japanske sobanudler lavet af boghvedemel. Jeg har dog ikke set cannellonirør med andet end hvedemel.

Undgår du gluten, kan du sagtens bruge fyldet med svampe og spinat til de glutenfrie former for pasta – eller du kan bruge det som tilbehør til en postej, en paté – eller til frikadeller.

Fyldet kan naturligvis også anvendes i en gang helt almindelig spaghetti eller som fyld i en lasagne. Det kan nemlig somme tider være svært af finde cannellonirør i butikkerne.

.

Jeg har valgt at lave retten med to forskellige slags sovse. Hvis du synes, det er for besværligt, kan du sagtens nøjes med én slags sovs. Vælg enten tomatsovsen eller den hvide sovs – og lav i givet fald den pågældende portion større, da den skal dække både bund og top.

De små sojabites udgør protein-delen, men har du dem ikke lige på lager, eller spiser du ikke soja, så brug kogte linser eller mungbønner i stedet, evt. kogt perlespelt eller -rug.

.

cannelloni med svampe- og spinatfyld

(4 personer)

50 g sojabites (evt. kogte linser eller hele korn) 

75 g løg

4 fed hvidløg

2 spsk kokos- eller olivenolie

250 g svampe: champignon, østershatte eller andre svampe

2 spsk citronsaft

1 stilk bladselleri

200 g frisk spinat eller 100 g frossen

1 glas eller karton hakkede tomater med væde

salt, friskkværnet peber

16 cannellonirør

tomatsovs:

50 g løg

2 fed hvidløg

1 spsk kokos- eller olivenolie

hakkede tomater i glas eller karton, se ovenfor

2 tsk stødt kanel

et nip tørrede chiliflager

1 spsk tørret timian

rørsukker

bechamelsovs:

2 spsk kokos- eller olivenolie

3 spsk hvedemel eller boghvedemel

4-5 dl plantemælk

1 tsk reven muskatnød

1 spsk gærflager (kan udelades)

evt. ost, jeg har brugt plantebaseret

 

Overhæld de tørrede sojabites med kogende vand, der dækker. Lad stykkerne udbløde en halv times tid.

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene er klare.

Skær svampene i små stykker og tilsæt dem. Svits et par minutter og hæld citronsaften ved.

Skær bladsellerien i små terninger. Afdryp sojastykkerne og kom begge dele på panden sammen med spinaten og 1 dl af tomater med væde (gem resten til sovsen).

Lad fyldet simre 4-5 minutter. Smag godt til med salt og peber. Afkøl det lidt og fyld det i cannellonirørene med en teske.

Lav tomatsovsen:

Hak løg og hvidløg og svits dem i olien, til løgene et let gyldne. Hæld resten af tomater med væde i gryden og tilsæt kanel, chili og timian. Lad sovsen simre under låg 8-10 minutter.

Smag godt til med salt, peber og sukker, evt. også mere chili og kanel.

Hæld sovsen i et ovnfast fad og læg de fyldte cannellonirør i sovsen.

.

Lav bechamelsovsen:

Varm olien op i en gryde og drys melet i. Pisk det godt sammen og tilsæt mælken lidt efter lidt. Pisk godt, så der ikke opstår klumper.

Kom så meget mælk i som nødvendigt. Sovsen skal være temmelig tyk. Tilsæt muskatnød og et lille drys salt og peber. Lad sovsen simre under låg 4-5 minutter.

Smag godt til med salt, peber og muskatnød.

Fordel sovsen over rullerne i fadet og drys evt. med reven ost.

Sæt fadet i en 200 grader varm ovn, til overfladen er gylden, 35-40 minutter.

Servér gerne grøn salat til med en hvidløgsdressing.

.

der bliver hurtigt spist op …

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share