Kirstenskaarup.dk

vegetarisk og vegansk mad

Månedlig Arkiv: juli 2019

tirsdag

30

juli 2019

6

KOMMENTARER

squash-høsten er over os!

Skrevet af , Posted in forretter, hovedretter

.

klodens ressourcer er opbrugt: spis squash og red planeten 

I går var dagen, hvor vi klode-beboere havde opbrugt de ressourcer for i år, som jorden kan levere. De resterende 5 måneder af året tager vi mere fra planeten, end vi giver tilbage. Vi forbruger 1,75 gange flere ressourcer, end jorden selv kan genskabe. Det er vist det, man kalder at save den gren over, man selv sidder på.

Og vi i Danmark har et stort medansvar. Vores levevis er så umådeholden, at vi behøvede fire jordkloder, hvis alle levede som vi gør i Danmark. Vi indtager en 12. plads over de lande i verden, der forbruger mest.

Der er mange områder, hvor vi kan sætte ind og nedsætte vores forbrug. WWF Verdensnaturfonden peger på de mest oplagte steder, hvor vi kan gøre en stor forskel. En af de mest åbenlyse tiltag er at ændre vores madvaner og spise flere plantebaserede produkter.

Men måske lysner det. Det amerikanske firma Beyond Meat har firedoblet deres omsætning på et år. Firmaet fremstiller plantebaserede bøffer og mange andre alternativer til kød. I Danmark fås nogle af Beyond Meats produkter i COOPs butikker, bl.a. Irma. Jeg har smagt burgerne, og jeg havde svært ved at spise dem, fordi de mindede så meget om kød, at jeg kom i tvivl!

Lige her og nu vil jeg pege på et lokalt og meget mindre proteinrigt produkt, nemlig den enormt anvendelige squash: planten af græskarfamilien, der leverer så store mængder frugter, at man dårligt selv kan spise sig igennem den store høst, hvis man selv dyrker dem.

Nu er squash så langt fra nok til at løse alle problemerne, men det er en del af den store helhed. Så hører du til dem, der er ved at drukne i squash, og savner ideer til anvendelsen, har jeg her samlet et lille potpourri af lækre opskrifter.

Glædelig squash-sæson!

.

squashtærte med sprød jordnøddebund

Her er en af mine yndlingstærter. Den sprøde jordnøddebund er lækker med det bløde fyld af squash og tomater, som også er i sæson nu. Solmodne danske tomater er nemlig heller ikke at kimse af!

Se opskriften her.

.

bøffer af squash

En plantefrikadelle vækker altid glæde. Disse frikadeller eller bøffer af squash er lige velegnede som middagsret og som pålæg.

Se opskriften her.

.

“spaghetti” af squash

Spaghetti kan også laves af grøntsager. Her er det meget tynde strimler af squash som erstatter den klassiske melspise. Så her kan gluten-allergikerne også være med. Sovsen er en dejlig bolognese – igen med solmodne danske tomater.

Se opskriften her.

.

squash/ærtesuppe med ingefær 

Ærterne er også plukkemodne sammen med squashene, så de to udgør basis i denne enkle suppe.

Se opskriften her.

.

squashrose

Denne lille servering af tynde skiver squash med valnøddecreme og trøffelbønner er en fin frokost- eller forret.

Se opskriften her.

.

squashlasagne

Lasagne kan også laves med skiver af squash. Lasagnen er lagt sammen med linser og den samme sauce bolognese som til “spaghettien” ovenfor. Hvis du vil spare tid, så lav dobbelt portion af sovsen, så har du til begge retter (saucen kan evt. fryses ned).

Se opskriften her.

.

fyldte squash med argentinsk persillesalsa

Du kan bruge de små kuglesquash til denne ret – eller de almindelige lange, som så skæres i mindre stykker. Fyldet er bl.a. linser og artiskokhjerter.

Se opskriften her.

.

salat med squash, perlebyg og tranebær

Squash er så milde og gode, at de kan kommes i næsten enhver salat. Jeg har her blandet dem med hele korn for at få lidt proteiner med i salaten. Desuden er der tomater, peberfrugt, bladselleri, tranebær og valnødder i salaten.

Se opskriften her.

.

cupcakes med squash

Lidt sødt må der til! Squash er lige velegnede til mad som til brød og kager. Her er den klassiske dej til cupcakes forsynet med reven squash. Det giver god kage-samvittighed!

Se opskriften her.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

fredag

26

juli 2019

13

KOMMENTARER

nougat-is med frisk frugt

Skrevet af , Posted in desserter

.

forfriskning i hedebølgen – verdens nemmeste is

Her i årets varmeste dage er det skønt med en kølende isdessert. Jeg tror, jeg tør vove at sige, at denne is er den nemmeste plantebaserede is, der findes.

.

isen kan nydes med al slags frugt

Du kan nyde isen blot som den er – eller med din foretrukne form for frugt.

Jeg har som ekstra smagsgiver valgt nougat, men du kan fx også vælge vanille, chokolade, frugt etc., hvis du vil undgå sukkeret.

Fløden er piskbar sojafløde. Denne plantefløde indeholder nogle tilsætningsstoffer, og vil du undgå dem, så vælg kokosfløde i stedet. Se opskrift på vaniljeis med bær og pistacienødder.

Jeg har tilsat lidt spiritus til opskriften for at udgå krystallisering.

.

nougat-is med frugt

(4 personer)

75 g rørsukker

2 1/2 dl piskbar sojafløde

2 spsk flormelis

2 spsk rom eller anden spiritus

frisk frugt

evt. chokolade”caviar” eller reven chokolade

.

Smelt sukkeret på en pande og hæld det i en form i et tyndt lag. Lad sukkeret afkøle og stivne.

Læg det stivnede sukker i en plasticpose og knus det med fx en kagerulle eller slå med noget tungt, så det deles i små bitte stykker.

Pisk fløden stiv med flormelis og vend forsigtigt den knuste nougat i iscremen. Vend også forsigtigt den valgte spiritus i cremen.

Hæld iscremen i en beholder og sæt den i fryseren. Vend rundt i isen et par gange, inden den fryser helt fast.

Du kan også lave isen i en ismaskine.

Pynt med frisk frugt og evt. chokolade.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share

mandag

22

juli 2019

2

KOMMENTARER

kold agurkesuppe med grillet agurk – vær klar til hedebølgen!

Skrevet af , Posted in supper

.

kølig suppe når hedebølgen hærger

Der er varslet hedebølge i løbet af ugen. Her er førstehjælp til lækker afkøling i sommervarmen.

Suppen er en helt almindelig yoghurtsuppe med agurk, som er klassisk i lande som Tyrkiet og Grækenland.

Suppen er supernem og lynhurtig at tilberede.

.

samme suppe med forskellige tilsætninger

Jeg har lavet suppen med tynde strimler grillet agurk samt tyndt høvlede radiser og ramsløgolie som “topping”.

Hvis du ikke har en grøn urteolie, kan olien udelades, eller du kan sætte en skefuld god olivenolie på suppen. En skefuld olie runder smagen af på en lækker måde.

Hvis du vil have en mere polsk version af suppen, så tilsæt finthakket surkål. Det vil dine tarmbakterier sætte pris på! Du kan også drysse med hakkede valnødder. Det vil hjernecellerne elske!

Mynte er den klassiske krydderurt til suppen, men kan du bedre lide dild, koriander eller basilikum, er det også muligheder.

.

suppen er økologisk – naturligvis!

Når jeg skriver ingredienslisterne til mine opskrifter, skriver jeg ikke ved hver enkelt ingrediens, at den skal være økologisk. Det tager jeg som en selvfølge. Det er på alle måder dumt at spise mad med gift. Selvfølgelig findes der tidspunkter, hvor en enkelt ting ikke kan opdrives økologisk, og her er det så en god idé at vælge dansk – med undtagelse af netop agurker som i denne suppe.

Jeg har ud fra nye rapporter kigget lidt på mængden af rester af sprøjtegifte i vores mad, dels i danske produkter og dels i udenlandske. Det er en gyser! Se bare på tallene nedenfor. Der er igen undskyldning for ikke at vælge økologisk, hvis det overhovedet er muligt.

Men giften er ikke blot i vores fødevarer, den ender også i grundvandet.

..

hvem har tilladt gift i vores mad?

Gad vide, hvem der fandt på at komme gift i den mad, vi spiser og i det vand, vi drikker? Vi ved alle, at giften findes, og hver eneste dag udsættes vi for en lille men mangfoldig mængde forskellige giftstoffer. Stofferne kan ikke ses, de kan ikke lugtes og de kan ikke smages (i al fald kun lidt). Vi er magtesløse. Vi har kun ét våben, og det er at vælge økologisk.

Vi kan nemlig undgå meget gift, hvis vi spiser økologiske produkter, men vi kan ikke købe giftfrit vand. I al fald ikke de i mængder, vi har brug for at indtage hver eneste dag.

Et af de nyeste gift-fund i grundvandet er det potentielt kræftfremkaldende pesticid med et navn, der er lige så uhyggeligt som dets virkning: chlorothalonil-amidsulfonsyre. Produktet kan give skader på cellernes DNA.

I april gjorde Miljøstyrelsen opmærksom på dette pesticid i vores drikkevand, og der er indtil nu fundet chlorothalonil-amidsulfonsyre over grænseværdien i ni boringer rundt om i landet. Og det er bare et enkelt eksempel. Hertil kommer mange andre pesticider – plus alle dem, der slet ikke er målt for endnu. Men sprøjtegifte trænger ikke ned i grundvandet, siger landmændene. Hmmm …

Chlorothalonil-amidsulfonsyre er især blevet brugt som svampebekæmpelse i produkter som kartofler, løg, porrer, forskellige bærtyper, hvede m.fl. Læs evt. mere hos DR.

Mens det er svært at undgå forgiftet vand, er der til gengæld store muligheder for at købe giftfri grøntsager.

Fødevareinstituttet fortæller, at vi næsten kan halvere vores indtag af sprøjtegifte i grøntsager ved at vælge fem produkter i økologisk udgave: kartofler, korn, æbler, tomater og bladgrønt. Det er en lille indsats med en stor virkning.

.

.

tal at tænke over:

0% giftrester i økologisk frugt og grønt

42% af ikke-økologiske grøntsager indeholder giftrester (salat 9%, tomater 8%, hvedemel 7%, kartofler 7%)

71% af ikke-økologisk frugt indeholder giftrester (æbler fører med  15%)

.

dansk contra udenlandsk

grøntsager:

72% af danske ikke-økologiske agurker indeholder giftrester

53% af udenlandske ikke-økologiske agurker indeholder giftrester

50% af ikke-økologisk dansk salat indeholder giftrester

83% af udenlandsk ikke-økologisk salat indeholder giftrester

13% af danske ikke-økologiske tomater indeholder giftrester

62% af udenlandske tomater indeholder giftrester

24% af danske ikke-økologiske kartofler indeholder giftrester

64% af udenlandske ikke-økologiske kartofler indeholder giftrester

frugt:

30% af danske ikke-økologiske æbler indeholder giftrester

83% af ikke-økologiske udenlandske æbler indeholder giftrester

23% af danske ikke-økologiske pærer indeholder giftrester

88% af ikke-økologiske udenlandske pærer indeholder giftrester

83% af ikke-økologiske vindruer indeholder giftrester (23 forskellige)

værd at vide i jordbærsæsonen:

0% sprøjtegifte i økologiske jordbær

70% af danske ikke-økologiske jordbær indeholder giftrester

76% af udenlandske ikke-økologiske jordbær indeholder giftrester

Økologisk Landsforening har sitet Ren Madglæde. Her kan du læse meget mere om giftrester i maden.

.

 

kold agurkesuppe med grillet agurk og radiser 

(4 personer)

1 stor salatagurk

ca. 3 dl planteyoghurt

2 dl plantefløde

2 dl grøntsagsbouillon 

2-3 fed hvidløg

en lille håndfuld mynteblade

evt. 4 spsk finthakket surkål (kan udelades)

salt, friskkværnet peber

evt. et nip chiliflager

4 radiser

olivenolie eller urteolie

 

Skær ca. 5 cm af agurken og skær dem i små stave. Grill dem gyldne på en grillpande. Du kan udelade denne pynt, hvis du vil spare tid.

Riv resten af agurken groft og pres hvidløgene.

Pisk yoghurt, fløde, mynte og bouillon sammen. Vurdér konsistensen. Måske skal der tilsættes lidt mere yoghurt og/eller fløde.

Hak myntebladene og rør dem i suppen.

Smag til med salt og peber. Tilsæt evt. også et nip chiliflager.

Sæt suppen i køleskabet, til den skal serveres. Smag til igen.

Høvl radiserne til meget tynde skiver på langs.

Sérver agurkesuppen portionsvis med de grillede agurker, radiserne og et par mynteblade på toppen.

Dryp suppen med lidt urteolie eller olivenolie.

Giv et stykke godt brød til.

.

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share