Kirstenskaarup.dk

Daglig Arkiv: juni 19, 2019

onsdag

19

juni 2019

0

KOMMENTARER

midsommermad – kold suppe og grillede søde kartofler med barbecue-bønner

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

 

 

 .

festmad til Sct. Hans

Sct. Hans aften er lige om lidt. Vi skal fejre sommerens højdepunkt, de lyse nætter og al naturens trylleri. For mig er Sct. Hans en slags sommerens juleaften. Men her midt på året er det ikke så meget en familiefest. Vi mødes oftere med vennerne netop på denne årets længste dag. Men jeg synes, at maden gerne må hamle op med julemiddagen.

Ganske vist er Sct. Hans ikke juleaften, men alligevel … Vi skal selvfølgelig have en dejlig midsommer-middag. Nu er det ved at være slut med de skønne asparges, så det er oplagt at starte med en kold aspargessuppe. Du finder opskriften her. Så kan vi nyde den fine aspargessmag ekstra intenst.

Jeg elsker Sct. Hans med bål og sang, men det er også vemodigt, at dagene nu igen bliver kortere. Og aspargesene? Ja, de forsvinder jo helt, så nu vil jeg glæde mig de næste 10 måneder, til de dukker op igen!

.

midsommermad er også grill-mad

Sommeren er grill-tid. Ikke at jeg selv har en udendørs grill. Jeg nøjes med en grill-pande og en grill i ovnen. Men grill kan tilføje ekstra smag og dybde til mange grøntsager, så jeg vil anbefale denne grillede plante-“bøf” til midsommer-middagen.

Bunden i denne ret er en skive af en meget stor sød kartoffel. Jeg synes, søde kartofler kan være svære at forvandle til noget lækkert, men denne grillning gør noget godt for kartoflerne. Jeg havde ikke selv tænkt over at grille søde kartofler. Jeg er ikke særlig god til grill, men da min gode bekendt Anne-Marie fortalte, at de hjemme hos hende havde grillet søde kartofler med et godt resultat, afprøvede jeg det straks. Så tak til Anne-Marie.

.

De mørke grill-striber og den let brændte smag klæder de søde kartofler godt. Men for at give lidt ekstra “spark” til smagen, har jeg tilføjet en portion barbecue-marinerede bønner. Men det kan fx også være flødestuvede svampe eller guacamole.

Hvis du ikke kan finde en så velvoksen kartoffel som denne her, så skær skiverne på langs i stedet.

.

måske lidt “sovs” på toppen

.

Hvis du synes, det er lidt “bart” blot med bønnerne, så rør en supernem sovs af fløde eller creme fraiche, presset hvidløg og tamari. Desuden passer det smagsmæssigt fint at pynte med frisk koriander.

.

barbecue-dressing

Hvis du bliver træt, allerede når du kigger på ingredienserne til dressingen, skal du ikke give op. Du kan sagtens undvære nogle af tingene. Jeg har bare taget hele udtrækket med, fordi sammensætningen giver en usædvanlig dejlig marinade eller dressing, som kan bruges til mange andre ting (og holde sig en uge eller to i køleskabet).

Måske har du slet ikke alle ingredienserne, så drop fx kaffirlimeblade og citrongræs. Sesamolien kan også til nød droppes. Brug evt. lidt røget paprika i stedet. Chipotlechilien skal du sikkert finde på nettet eller hos en specialkøbmand, med mindre dit supermarked har chipotlesovs på flaske (jeg har set den hos Netto).

Så vil du forenkle dressingen, kommer du langt med olie, spidskommen, alm. chili, løg, hvidløg, agavesirup og tomatketchup. Lidt sød chilisovs er også en mulighed.

.

grillede søde kartofler med barbecue-bønner

(4 personer)

1 meget stor tyk, sød kartoffel eller flere mindre (ca. 3/4 kg)

olivenolie

bønnesalat:

100 g kidneybønner

100 g store hvide bønner (limabønner)

50 g valnødder

1-2 stilke bladselleri (eller lidt finthøvlet fennikel)

barbecue-marinade:

2 tsk spidskommenfrø

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

2 kaffirlimeblade (kan udelades)

3 spsk olivenolie

1 stilk citrongræs (kan udelades)

2 spsk ristet sesamolie

2 spsk tomatketchup

1-2 spsk riseddike eller frugteddike

2-3 spsk tamari

1-2 spsk agavesirup eller anden sirup

et bdt frisk koriander

ca. 1/2 spsk finthakket chipotlechili

salt, friskkværnet peber

evt. sovs:

1 dl plantefløde

1 fed hvidløg

tamari

 

Begynd på bønnesalaten dagen i forvejen:

Sæt bønnerne i blød i rigeligt vand mindst 8 timer i to forskellige skåle.

Lav barbecue-marinaden:

Hak løg og hvidløg.

Rist spidskommenfrøene på en tør pande, til de dufter. Tilsæt 2 spsk olie, løg, hvidløg og kaffirlimeblade. Svits et par minutter.

Snit det inderste af citrongræsset fint og tilsæt det.

Kom blandingen over i en skål og tilsæt resten af ingredienserne. Smag godt til med chili, sødt, syrligt og salt.  Lad marinaden stå til næste dag.

Næste dag:

Kog bønnerne i to forskellige gryder i nyt vand. Kog kidneybønnerne 30-35 minutter. De hvide bønner skal koge lidt længere. Afdryp bønnerne.

Vend de varme bønner i marinaden og lad dem stå et par timer.

Skær bladsellerien i tynde skiver og bland dem i – eller vælg fennikel.

Skær store kartofler i skiver på 1 1/2-2 cm’s tykkelse.

Pensl skiverne med olie og grill dem på en udendørs grill eller en grillpande. Steg dem 4-5 minutter på hver side. Stik i dem for at mærke, om de er bløde.

Hak valnødderne og korianderen og rør det i bønnerne.

Servér de grillede kartofler på fire tallerkner og læg bønnesalaten over.

Du kan dryppe med lidt sovs: rør presset hvidløg i fløden og smag den til med tamari.

 

 

.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share