Kirstenskaarup.dk

Daglig Arkiv: april 25, 2019

torsdag

25

april 2019

0

KOMMENTARER

grøntsager på spyd med spicy sovs

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

spiddet – sådan!

Jeg håber, du har haft nogle dejlige påskedage – og selvfølgelig at du har nydt en masse skøn grøn mad. Hvis du selv har stået i køkkenet, har du sikkert brug for en uge, hvor du kan slappe af med nem og hurtig mad. Det kan du gøre med disse spyd! Og så er de faktisk også lidt festlige, synes jeg. Der er noget specielt ved at få maden serveret på et spyd. Det virker, som om der er gjort lidt mere ud af det, selv om det ikke er tilfældet – tværtimod! Og ikke mindst børn synes, det er sjovt at spise mad fra spyd.

.

frit valg på alle hylder

Det gode ved spyd er, at man kan bruge en masse forskellige grøntsager. Og man kan også supplere med stegte terninger af fx tofu.

Jeg har valgt blomkål, den klassiske hvide, men hvis du vil have mere kulør, så brug også lilla, gul og/eller grøn blomkål. Den bagte/stegte blomkål med marinaden er meget lækker.

Du kan også vælge forskellige svampe. Desuden er majs, tomater, peberfrugt og aubergine velegnede til spyd.

.

Et par spyd pr. person vil være passende. Hvis du ikke vælger tofu som en af ingredienserne, kan jeg anbefale en proteinrig salat som tilbehør. Det kan være en linsesalat eller en bønnesalat.

.

mad der er sjov

Et grillspyd med grøntsager er vel nærmest så langt væk fra steg, kartofler og sovs, man kan komme.

Grøntsagsspyd kan være en meget fin måde at introducere plantebaseret mad for folk, der er skeptiske overfor de nye spisevaner, som vi alle er tvunget til at tage til os. Så hvorfor ikke begynde med et lækkert spyd? Ikke mindst børnene, der ofte er de sværeste at lokke fra kødet, vil synes det er sjovt at spise mad fra spyd.

Og så er grøntsagsspyd oplagte at medbringe i madkurven på de mange skovture og udflugter, der venter lige om hjørnet.

grøntsager på spyd med spicy sovs

(4 personer)

marinade:

4 spsk tamari (soja)

4 spsk ahornsirup

1 dl sød chilisovs (købes i supermarkedet eller i butikker med orientalske varer)

2 fed presset hvidløg

2 spsk reven ingefær

2 tsk røget paprika

et lille drys chiliflager

1 spsk ristet sesamolie (kan udelades)

2-3 spsk limesaft eller riseddike

2 dl plantefløde

grøntsager:

ca. 1 kg blomkål, evt. forskellige farver

300 g squash

300 g markchampignon eller andre svampe

2 hele hvidløg

evt. krydderurter

træspyd

 .

Rør marinaden sammen og smag den godt til. Den skal være tilpas stærk.

Del blomkålen i mellemstore buketter. Gem stokken til en suppe eller wokret.

Skær squashene i tykke skiver.

Bevar små svampe hele. Del store svampe.

Pil hvidløgsfeddene.

Læg spyddene i vand en halv times tid.

Læg blomkålen i en bageform og dryp med lidt af marinaden. Vend rundt i kålen og sæt den i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.

Sæt kålen på spyddene afvekslende med svampe, squash og hvidløg. Sæt evt. friske blade af kryderurter imellem grøntsagerne.

Hvis der er for mange kålbuketter til at de kan være på spyddene, så servér dem til separat.

Pensl grøntsagerne med marinaden og læg spyddene under grillen. Vend spyddene når den ene side begynder at blive gylden.

Vend spyddene og pensl evt. lidt mere marinade på. Grill dem gyldne på den anden side.

Rør resten af marinaden i fløden og smag til igen.

Servér spyddene med sovsen, bagte kartofler og/eller en bønne- eller kikærtesalat.

.

 

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Share on LinkedIn
Linkedin
Pin on Pinterest
Pinterest
Tweet about this on Twitter
Twitter
Email this to someone
email
Share