Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

Årlig Arkiv: 2018

onsdag

26

december 2018

7

KOMMENTARER

tarteletter med karamelliserede skalotteløg og cashewcreme

Skrevet af , Posted in festmad, forretter, hovedretter, julemad, nytår

.

små sprøde skaller med stor smag

Tarteletter har været stjernen på de danske festborde i umindelige tider. Tarteletter er vel nærmest blevet en del af vores dna.

Tarteletter har været en festlig forret til utallige konfirmationer, bryllupper, runde fødselsdage og sølvbryllupper. Tarteletterne har spillet en stor rolle på påskens og julens frokostborde. Tarteletter er altid en festlig servering. Nu synes jeg, at de også bør debutere på nytårsbordet.

Du kan bruge færdigkøbt plantebaseret “butter”dej til tarteletterne, eller du kan bage disse sprøde skaller. Jeg har brugt det ethiopiske teff-mel, som stammer fra Ethiopien og er malet af frø. Det betyder, at glutenallergikere kan spise med her. Hvis du bor i København eller omegn kan du købe melet i butikken Løs Market i Saxogade i København. Selv om du ikke køber teff-mel i Løs Market er det en strålende idé at handle her. Det er nemlig en emballagefri butik, og netop emballage er en af de ting, vi alle bør spare på i det nye år.

Teff-mel giver meget sprøde tarteletter, men kan du ikke skaffe det, så brug boghvedemel i stedet.

Du kan også købe teff-mel i Matas og i helsekostbutikker, evt. på nettet.

.

når bitre løg bliver søde

små sprøde tarteletter med bagte skalotteløg og cashewcreme

(4 personer)

tarteletter:

50 g havremel

50 g teff-mel eller boghvedemel

4 spsk tahin (sesampasta)

1-1 1/2 dl vand

fyld:

350 g små skalotteløg

8 spsk blåbær- eller ahornsirup

4 spsk olivenolie

1 portion cashewcreme, se nedenfor – eller 2 dl havre creme fraiche + lidt plantefløde

salt, friskkværnet peber

2 spsk friske timianblade

 

Bland de to slags mel og ælt dem sammen med tahin og så meget vand, at dejen bliver sammenhængende og blød. Den må ikke være for tør. Lad dejen hvile en halv times tid.

Rul dejen ud. Den hænger ikke særlig godt sammen, så du må presse den sammen i de oliesmurte, små forme, du har valgt. Rul evt. dejen ud i hvedemel.

Prik dejen med en gaffel og sæt formene i en 200 grader varm ovn. Bag dem 15-25 minutter, afhængig af, hvor tykt du har rullet dejen ud.

Tag skallerne forsigtigt ud af formene. Dejen er temmelig sprød og skør.

.

du kan vælge runde eller aflange forme

 

Bag løgene samtidig med tarteletskallerne: skær små løg igennem, del større løg i kvarte. Læg dem i en bageform og hæld olie og sirup over. Vend godt rundt.

Bag løgene i en 200 grader varm ovn ca. 15 minutter. De skal være gyldne og gennembagte.

Læg cashewkernerne i blød i vand, der dækker, gerne 8-10 timer. Blend kernerne med vandet og evt. en smule plantefløde.

Smag cashewcremen godt til med eddike eller citronsaft samt salt og peber. Rør timianbladene i.

I stedet for cashewcremen kan du vælge en nemmere genvej ved at smage havre creme fraiche til med salt, peber og timian. Tilsæt evt. også lidt plantefløde.

Fordel løgene i tarteletterne lige inden serveringen og varm dem i en 200 grader varm ovn 6-8 minutter.

Fordel cashewcremen eller creme fraichen over løgene og drys med lidt mere timian.

.

cashewcreme

100 g cashewnødder

1 dl vand

evt. plantefløde

salt, friskkværnet peber

 

Hæld kogende vand over cashewkernerne og lad dem udbløde 10-12 timer.

Blend nødderne sammen med ca. 1 dl vand, til de er helt findelte og massen er cremeagtig. Tilsæt evt. lidt plantefløde.

Smag til med salt og peber.

Hvis du skal bruge cremen i en sød ret, så smag til med ahornsirup eller rørsukker i stedet for salt og peber.

.

.

Share

mandag

17

december 2018

4

KOMMENTARER

paté af bortfløjet and – et “stærkt” indslag blandt juleretterne

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter, julemad

.

anden undslap – små hapsede og en krydret paté

.

En lille hapser med et glas vin eller bobler er en dejlig måde at starte middagen eller frokosten på.

Her er små hvidløgsbrød med grillede peberfrugter og lidt lækkert på toppen. De kan evt. gøre det ud for en forret.

Se opskriften her.

..

bæredygtighed – OGSÅ i julen

Vi er vist alle klar over, at vi skal passe på vores planet 24 timer i døgnet, året rundt.

Julen er traditionelt tiden, hvor rigtig meget overflødigt og klimabelastende bliver købt, og hvor tonsvis og atter tonsvis af spiselig mad bliver smidt ud. Det er dyr, der har lidt til ingen verdens nytte og planter, der er dyrket forgæves. Det hele belaster klimaet betragteligt.

Det samlede madspild i december udgør 1,1 milliarder kr. i Danmark. Det er jo trods alt en lille skilling!

.

krydderi på julemiddagen eller -frokosten

Når denne ret hedder bortfløjet and, er det selvfølgelig, fordi anden har fået lov at flyve.

Når man er plantespiser, er det i december især pateer og postejer, der der erstatter de kødretter, man spiste tidligere. Nogle minder om kød, andre gør ikke. Personligt vil jeg helst have, at mad IKKE minder om kød.

Denne paté er smagsmæssigt helt anderledes end de pateer og postejer, jeg tidligere har bragt opskrift på som julemad, fx Jan Oskars leve(r)postej, mandelpostej, nøddepaté eller valnøddepaté 2019.

Man kan jo også vælge noget HELT andet og mere eksotisk: fx ristaffel eller sushi og andre japanske lækkerier. Eller en italiensk middag med minestrone, fyldte cannelloni og cassata is.

.

en and der “kradser”

I denne paté er det varme eksotiske krydderier og chili, der sætter dagsordnen. Det er en smags sag om man synes, de skal på julebordet. På billedet er det tørrede chili i mange styrkegrader. Men faktisk synes jeg, frisk chili fungerer bedst.

Er du til noget mildere, så smag til med tørrede krydderurter som basilikum, rosmarin, oregano, timian etc.

.

spicy paté af bortfløjet and

(4 personer)

4-5 kardemommekapsler

3-4 stjerneanis

2 laurbærblade

3 spsk kokos- eller olivenolie

50 g skalotteløg

4 fed hvidløg

100 g porre

100 g østershatte

2 spsk citronsaft

50 g hakkede mandler

hakket frisk chili eller tørrede chiliflager efter smag

150 g jordskokker

2 spsk loppefrøskaller

ca. 1 dl plantefløde

ca. 50 g havregryn

salt, friskkværnet peber

3 spsk sesamfrø eller 25 g mandelflager

.

Tag frøene ud af kardemomme- og stjerneanis-kapslerne. Stød dem i en morter (eller brug knuste krydderier).

Rist frøene sammen med laurbærbladene i olien, indtil krydderierne dufter.

Hak løg og hvidløg. Snit porren. Skær svampene i små terninger.

Tilsæt de fire ting og svits dem 4-5 minutter. Tilsæt citronsaft og chili efter smag.

Riv jordskokkerne eller findel dem i en food processor.

Bland dem med de stegte ingredienser.

Rør loppefrøskallerne ud i fløden og rør det i farsen. Tilsæt havregryn, så farsen hænger sammen.

Smag godt til med salt og peber. Tilsæt de hakkede mandler.

Pres farsen sammen i en skål og lad den hvile en halv times tid (den kan også stå i køleskabet til næste dag).

Vurdér farsen. Skal der mere fløde eller flere havregryn i?

Læg farsen i en smurt paté- eller postejform og pres den godt ned i formen. Drys med sesamfrø eller mandelflager.

Du kan også bage pateen i flere mindre forme.

Bag pateen i en 200 grader varm ovn 25-30 minutter.

Hvis du vil være sikker på at have lidt overskud af pateen til frokostbordet eller madpakken, kan du fordoble portionen.

.

Og når vi nu taler om bæredygtighed: jeg bliver ofte spurgt, hvor jeg har mine fade, skåle, forme etc. fra.

Jeg køber rigtig  meget i genbrugsbutikker og på loppemarkeder. Den søde lille and fandt jeg i en genbrugsbutik for 20 kr. Når jeg har anvendt tingene tilstrækkeligt mange gange på mine fotos, får forretningerne dem tilbage. Så kan de gå ind i et nyt kredsløb, og pengene går til et godt formål. Det giver mening, synes jeg.

.

Share

tirsdag

11

december 2018

12

KOMMENTARER

“sild” med appelsindressing og “sild” med sennepsdressing

Skrevet af , Posted in festmad, frokostretter, julemad

 

med plantesild er julefrokosten (næsten) på plads!

Med kun et par uger til påske, kan det være rart at have frokostretterne på plads. Her er et par velsmagende bud på plantebaserede sild.

Men for at være ærlig: hver gang jeg laver plantemad, der er 100% omsat fra det animalske ophav, kommer jeg lidt i tvivl, om det nu også er O.K. Men kan man lide animalske sild – og har de altid været en del af juletraditionerne – er der jo ingen grund til at gå glip af den smag, bare fordi man ikke mere spiser dyr.

Så jeg fejede al tvivl til side, fordi jeg gerne vil udvide mit jule- og påske-frokost repertoire. Og da jeg fandt inspiration fra Sverige til at bruge østershatte som sild, måtte jeg prøve det. Og da jeg havde lavet “sildene” og smagt på dem, kunne jeg ikke nænne ikke at dele opskrifterne med jer. Østershatte-sildene smager simpelt hen dejligt.

.

“sild” i sennepsdressing

Jeg besluttede mig for at lave to slags “sild”. Det passer med, at man bruger 250 g østershatte i alt og marinerer dem sammen, inden portionen deles og lægges i to slags lage.

Her er den første variation af de to slags “sild”, som jeg har kastet mig ud i.

“Sildene” ligger i en sennepsdressing med forskellige krydderurter. Jeg har brugt purløg, dild og timian. Du kan også nøjes med én urt.

.

“sild” der sætter smag på frokostbordet

Sildene af østershatte kan også laves med en karrydressing som nedenfor.

Fordelen ved disse svampe-“sild” er, at de er hurtige at lave. De kan holde sig 2-3 dage i køleskabet.

.

karrysild

Måske kender du allerede mine karrysild af aubergine?

Hvis ikke og hvis du er mere til karrysild, så prøv denne opskrift. Og så kan du i øvrigt sagtens bytte auberginerne ud med østershatte. Du forbereder blot svampene i eddikelagen som forklaret i opskriften nedenfor.

.

“sild” med appelsindressing

Det er en fordel af tilberede “sildene”, dagen før de skal serveres – eller endnu tidligere.

.

appelsin, kapers og rosenpeber

Denne type “sild” er helt anderledes end senneps”sildene”. Her kommer smagen fra appelsinsaft, fintreven appelsinskal, kapers og rosenpeber. Hvis du ikke lige har rosenpeber på hylden, så brug sort peber i stedet for, evt. grøn madagascarpeber.

.

.

to slags ”sild” af østershatte

(4 personer)

250 g østershatte

1 lille skalotteløg

1 dl vand

2-3 spsk riseddike eller anden mild eddike

2 tsk salt, friskkværnet peber

2-3 spsk sukker

evt. ahornsirup

sennepssild:

1 dl havre creme fraiche eller planteyoghurt

2-3 spsk eddikelage

1 spsk dijonsennep

dild, purløg, timian

appelsinsild:

1 økologisk appelsin

3/4 dl eddikelage

1 spsk rosenpeber

2 spsk kapers

dild

Skær svampene i brede strimler. Skær løget i ringe.

Bring vandet i kog med eddike, salt, lidt peber samt sukker. Smag til. Lagen skal være tilpas sur/sød/salt. Du kan evt. justere den søde smag med lidt ahornsirup.

Tilsæt svampene og løgene og lad lagen koge op. Vend rundt i svampene og løgene og fjern gryden fra varmen. Lad svampene afkøle i lagen.

Senneps”sildene”:

Smag creme fraiche eller yoghurt til med eddikelage, sennep, salt og peber.

Tilsæt en eller flere krydderurter efter smag og vend halvdelen af de afdryppede svampe i dressingen.

Appelsin”sildene”:

Riv ca. 1 spsk fine strimler af appelsinskallen. Pres ca. 1/2 dl saft af appelsinen.

Rør begge dele i eddikelagen.

Knus peberkornene og kom dem i dressingen sammen med kapers og klippet dild.

Vend resten af østershattene i dressingen og pynt evt. med mere dild og rosenpeber.

.

 

Share