Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

torsdag

6

juli 2017

16

KOMMENTARER

tomatbøffer – tomatkeftedes fra Santorini

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

med hilsen fra den græske ø, Santorini

Det er ved at være højsæson for tomater, også i Danmark. Og især hvis man dyrker frugterne i et drivhus.

Selv om tomat er en af de frugter, danskerne spiser allermest af, har vi ikke vældig mange retter med tomat. Der er selvfølgelig tomatsovs og tomatsuppe, men så er ideerne også næsten sluppet op. Der er naturligvis også tomattærte og tomater med fyld. De fyldte tomater har jeg faktisk lige lavet, så der er en opskrift på vej.

Men mon ikke de fleste tomater havner i en salat?

Sydpå, hvor man kan dyrke store solmodne, kødfulde tomater, er der flere opskrifter at vælge imellem. Et eksempel er disse tomatkeftedes, som er en lokal ret fra den skønne græske ø, Santorini. Keftedes betyder kødboller eller frikadeller. Jeg har valgt at kalde mine for bøffer.

.

man kan altid blive klogere

Selv om jeg har rejst meget i Grækenland og også været på Santorini flere gange, har jeg aldrig smagt disse tomatbøffer dernede. På en god dag kan jeg ellers godt bilde mig selv ind, at jeg kender maden ret indgående i de lande eller steder, hvor jeg har rejst. Men der er altså smuttere, må jeg indse. Det var nemlig en af bloggens læsere, Dorit, en sand Santorini-ekspert, der gjorde mig opmærksom på disse bøffer.

Dorit skriver, at næsten enhver husmor på Santorini har sin egen specielle opskrift på tomatbøfferne. Jeg har så lavet min udgave her, og jeg håber, at Dorit bliver tilfreds med den!

Faktisk besøgte jeg Santorini allerede i 1978. Jeg havde arbejdet på et forlag i München og tog 3 måneders ekstra orlov, hvor jeg rejste med rygsæk ned gennem Italien til Bari. Her tog jeg båden til Korfu, hvor jeg sniffede berusende timianduft, spiste øens vidunderlige oliven og drak lidt retzina, inden jeg tog over til fastlandet og kørte med gamle skramlende busser ned gennem landet til Athen og herfra videre med små både ud til mange af øerne i Det ægæiske Hav, bl.a. Santorini.

Dengang var der ingen lufthavn på Santorini, så møjsommeligt måtte jeg med rygsækken på nakken klatre op ad den stejle bjergskråning til byen på toppen. Det var besværet værd, for vulkanøen er en af de smukkeste i ø-havet. Små, hvide kirker med azurblå tage læner sig faretruende ud over klippekanterne, kaskader af blomster myldrer overalt og et krystalklart hav blinker langt nede. Men altså: ingen tomatbøffer til mig!

.

gammelt køkken

Det græske køkken er et af Europas ældste. Digteren Archestratus skrev en af historiens første “koge”bøger i det fjerde århundrede f.Kr. Og dekorerede vaser, fade og figurer viser køkkenscener fra lang tid før vores tidsregning.

Det græske køkken hører til det sunde middelhavskøkken med masser af helsebringende råvarer. Oliven og olivenolie ligger højt på skalaen sammen med masser af grøntsager som tomater, auberginer, artiskokker, asparges, bladselleri, fennikel etc. – og bælgfrugter som tørrede bønner og kikærter. Masser af citroner og krydderurter er med til at give maden smag og karakter – og masser af antioxidante stoffer.

Kød har aldrig spillet nogen stor rolle i det græske køkken. Derimod har brød altid været en uundværlig følgesvand til måltidet. Bedst kendt er pitabrødet, men også fladbrød er almindeligt. De gamle grækere kendte ikke til spisebestik, så de spiste med hænderne, eller de brugte brødet til at “skovle” maden op med. Brødet blev endog brugt til at tørre fingrene i. Det brugte brød blev så smidt på gulvet til slaverne og til hundene.

.

tomatbøffer med bønnesalat

Spis fx en salat af store limabønner med oliven, bladselleri og valnødder til tomatbøfferne. Du kan også give brød til, men her i sommertiden vil jeg anbefale nye kogte kartofler.

.

græske tomatbøffer (tomatkeftedes)

16 stk.

3/4 kg kødfulde tomater

150 g vegansk feta eller anden feta

75 g rødløg eller skalotteløg

1/2 dl hakket persille

1/2 dl hakkede mynteblade

1 spsk tørret oregano

1 spsk citronsaft

2 tsk bagepulver

ca. 125 g hvedemel (evt. kikærte- eller sojamel)

salt, friskkværnet peber

olivenolie til stegning

.

Skær tomaterne i små terninger og læg dem i en fintmasket sigte. Drys med 2 tsk salt og lad tomaterne afdryppe 1/2-1 time (gem væden og brug den i en suppe).

Smulder fetaen fint. Hak løget fint.

Bland feta, løg, de tre slags krydderurter og citronsaften i tomaterne.

Bland bagepulveret i melet og rør det i tomatmassen sammen med friskkværnet peber. Det er vigtigt, at tomaterne hænger godt sammen. Så måske skal der tilsættes lidt mere hvedemel. Smag til med salt og peber.

Pres farsen godt sammen i skålen og sæt den i køleskabet en halv times tid.

Vurdér konsistensen. Måske skal der endnu lidt mel i. Det er vigtigt, at massen hænger sammen under stegningen.

Varm ca. 1/2 dl olie op i en pande. Sæt ”bøfferne” i den varme olie og pres dem lidt flade. Brug en ske dyppet i koldt vand for hvor ”bøf”.

Steg ”bøfferne” gyldne på begge sider.

.

servér en bønnesalat til

Denne bønnesalat passer fint til tomatbøfferne.

.

opskrifterne er fra min nye bog

Både bøfferne og salaten er med i min nye bog med masser af ideer til klimakærlig mad med plantefars.

Læs mere om bogen her.

 

.

Print Friendly, PDF & Email
Share

16 Kommentarer

  1. Dorit
  2. Ann
  3. Charlotte Keck
  4. viv
  5. Dorit
  6. Dorte
  7. Janne søby
  8. Susan

Skriv et svar til Charlotte Keck Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.