kirstenskaarup.dk

vegetarisk festmadArkiv

mandag

26

december 2016

6

KOMMENTARER

nytårets festmiddag 2017 – på den grønne måde

Skrevet af , Posted in festmad, hovedretter

.

mød det nye år med farverig og fantastisk mad

Jeg håber, alle bloggens læsere har en dejlig jul. En jul, hvor I hygger jer med familie og gode venner. Hvis I har nydt mine forslag til julemad, håber jeg, at I er blevet glade og mætte.

Jeg har selv været i mit dejlige sommerhus ved Roskilde Fjord sammen med min familie. Vi har spist en rigtig gammeldags julemiddag med nøddesteg, bagte og brunede kartofler, brun svampesovs og krydret rødkål. Det er sjovt, at de klassiske juletraditioner følger med, selv om der hverken er and eller flæskesteg på bordet. Mon ikke også mange af jer har det sådan?

Men knapt har vi nydt den sidste bid nøddepaté eller mandelpostej, spist de sidste karry”sild” og levepostejen, før vi skal til at tænke på menuen nytårsaften. Jeg har også i år sammensat tre festlige retter, som jeg håber, I vil nyde på årets sidste aften.

Som forret foreslår jeg nytårssuppen på fotoet ovenfor. Se opskriften her.

 

sådan ser glaskål ud, når den går til fest

Hovedretten er en festlig bagt og grillet glaskål med svampe og høvlet fennikel (du kan roligt stole på, at det ER en festlig ret, selv om glaskål er en ydmyg grøntsag).

 

tag ikke fejl – glaskål har antennerne ude!

Glaskål er en lille roe og dermed ikke rangeret blandt de mest hypede grøntsager. Men den er faktisk superlækker og kalorielet (hvilket jo ikke er nogen dårlig egenskab i denne tid!). “Kødet” er sprødt og glasagtigt, deraf måske navnet. Når du tilbereder kålen i denne ret, er det vigtigt, at den stadig er knasende. Den skal altså ikke bages og/eller grilles for længe.

.

chokolademousse til dessert

Jeg vil næsten ikke være bekendt at nævne sundhed i forbindelse med en nytårsaften, men denne dessert ER altså sund – og så er den også supernem og meget lækker. Står nytårsforsættet på slankemad, er det ingen dårlig idé at starte her. Så opdager du hurtigt, hvor enkelt det er at spare på kalorierne og samtidig give sig hen i nydelse.

Se opskriften her.

 

andre forslag

Hvis ingen af ovenstående ideer frister dig, så kig på nytårsmenuerne fra de sidste par år.

Se opskrifter her fra 2014.

 

pandekager med fyld

De fyldte pandekager var forretten i 2014. Se hele menuen her.

 

nytårets hovedret 2016

bagt og grillet glaskål med svampe og høvlet fennikel

2 glaskål, ca. 400 g

100 g skalotteløg

2 fed hvidløg

25 g valnøddekerner

2 spsk kokos- eller olivenolie

200 g svampe: kejserhatte, champignon, karljohan etc.

2 tsk tørret timian

1 spsk citronsaft

salt, friskkværnet peber, rørsukker

1 fennikel, ca. 200 g

2 spsk olivenolie

1 spsk citronsaft

krydderurter, fx frisk timian, rød skovsyre, tallerkensmækker etc.

sovs:

2 spsk hakket skalotteløg

1 spsk olivenolie

2 dl mandel- eller sojafløde

1 spsk citronsaft

1-2 spsk tamari

 

Sæt glaskålene i en 200 grader varm ovn og bag dem ca. 20 minutter. Afkøl dem og skær dem i fire skiver på ca. 1 1/2 cm’s tykkelse. Skær skiverne fra midten af kålen, så de bliver så store som muligt. Skær skallen af. Gem resten af glaskålen til en salat eller suppe.

Du kan grille skiverne på en meget varm grillpande, men du kan også bruge dem som de er.

Skær løgene i ringe og hak hvidløgene.

Rist valnødderne gyldne i olien og sæt dem til side. Kom løg og hvidløg på panden og svits dem et øjeblik.

Skær svampene i skiver og kom dem på panden. Steg dem gyldne ved rask varme. Tilsæt timian og citronsaft samt lidt salt og peber.

Du kan lave retten parat hertil i god tid, inden den skal serveres, evt. dagen før.

Høvl fennikelen i tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.

Rør 2 spsk olivenolie med lidt citronsaft og smag til med salt, peber og evt. et nip sukker. Vend fennikelen i dressingen.

Lav sovsen: svits løgene i olien, til de er let gyldne. Hæld fløden i gryden og bring den i kog. Tilsæt citronsaft og lad sovsen tykne lidt. Smag til med tamari. Sovsen kan også laves i forvejen.

Hvis du tilbereder retten i god tid, så grill skiverne af glaskål lige inden serveringen eller varm dem op i ovnen sammen med de stegte svampe.

Servér retten portionsvis: læg en skive glaskål på hver tallerken. Læg svampene ovenpå og fordel den høvlede fennikel øverst.

Drys med de ristede valnødder og krydderurter efter smag, gerne også grønt fra fennikelknolden.

Giv sovsen til separat og servér fx flute til.

 

tip

Hvis du får glaskål tilovers så prøv fx en salat med glaskål og sesamfrø.

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

tirsdag

15

december 2015

4

KOMMENTARER

julekonfekt – romkugler

Skrevet af , Posted in desserter

 

16. december 2015

 .

en smagfuld julegave

Bloom.honningkagehus

Jeg har lige fået en fantastisk julegave lidt på forskud, som jeg gerne vil dele med bloggens læsere – og anbefale som julegave til den, der har alt!

Det handler selvfølgelig om mad. Michelinmad vel at bemærke! Det var igen Plantepusheren Peter og hans skønne Eva, der atter rullede sig ud.

I sidste uge havde de inviteret på overraskelsestur, og den viste sig til min store eufori at gå til Restaurant Bloom in the Park i  Malmø. Honningkagehuset ovenfor er en kopi af restauranten, der ligger meget smukt i Malmø lige ned til Pildammesøerne, ikke langt fra Operaen.

 

den smukke restaurant

Blooms.rest

I den smukke og stilfulde, store og lyse restaurant fik vi serveret ret på ret. Jeg har ikke tal på dem, men den ene servering var mere fantastisk end den anden. Det er tydeligt, at restauranten er baseret på friske og økologiske råvarer efter årstiden, så vidt muligt lokale. Bloom er ikke en vegetarisk restaurant, men bestiller man bord et par dage i forvejen, tryller de fantastiske grøntsagsretter frem.

Her er en af dem: fint høvlet rå blomkål, letdampet blomkål, tapiokagryn fulde af smag, tallerkensmækker og høvlet trøffel på en bund af lækker puré.

 

IMG_2747

 

desserterne var også fantasifulde

Blooms.honningkagehus.1

En af desserterne blev serveret med et lille honningkagehus for at markere julen. En anden dessert var ved at gå op i røg og damp! De glade givere ser en smule betænkelige ud.

 

Bloom.dessert

 

tak til et fantastisk køkken

Bloom.køkken

Køkkenet bestyres af ustyrlige og kreative chef Titti Qvarnström. Titti komponerer retter, der spiller som en smuk symfonisk koncert. Michelinstjernen og en “rising star” er fuldt fortjent af Titti, der er Sveriges første kvindelige chef, der har fået en Michelinstjerne.

Bloom er så sandelig en rejse værd, og jeg er stor tak skyldig til mine værter for den unikke oplevelse.

 

 


 

 

15. december 2015

.

kommer snart: ny bog om fantastisk mad

2683_Powerfood_Cover_LoRes

Vær’så’god: her er forsiden af min nye bog, Powerfood revolutionen, der handler om verdens bedste, sundeste og lækreste mad.

Bogen er lige blevet trykt, men den kommer ikke til at ligge under juletræerne i år. Bogen udkommer nemlig først den 5. januar, og det er lige, når vi efter al julemaden skal til at spise sundt igen. Og det er netop, hvad bogen fortæller om. Powerfood er mad, der forebygger velfærdssygdomme, er antiinflammatorisk og antioxidant.

Powerfood revolutionen handler om de tre K’er: klode, klima og krop – og hvor meget vi kan gøre for alle tre ting, hvis vi spiser Powerfood. Og så er der masser af opskrifter til alle dagens måltider. Læs mere om bogen her.

I anledning af den nye udgivelse “giver” jeg i dag romkugler:

 

julekonfekt
romkugler

romkugler

100 g bløde figner

1/2 dl rom (evt. cognac)

75 g marcipan

3 spsk kokosolie

evt. mandelmel

kakao

10 g pistacienødder

evt. flormelis

 

romkugler.2

Hak fignerne fint og læg dem i blød i rom 8-12 timer.

Purér fignerne i køkkenmaskinen.

Riv marcipanen fint.

Ælt figner og marcipan godt sammen.

Smelt kokosolien og rør den i fignerne. Sæt skålen i køleskabet et par timer.

Rul små kugler af figenmassen. Hvis massen er for lind, så rør lidt mandelmel i.

Tril kuglerne i kakao.

Hak nødderne og pres dem ind i kuglerne.

Drys evt. også med flormelis.

 

romkugler.1

Se flere opskrifter på konfekt her og her.

tip

Kuglerne kan dyppes i smeltet chokolade.

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share

fredag

22

maj 2015

4

KOMMENTARER

små aspargespateer

Skrevet af , Posted in frokostretter

25. maj 2015

 

god pinse – med asparges

aspargessalat-i-grc3b8n-skc3a5l

Det kølige majvejr frister til indendørs glæder. Heldigvis står vi i asparges og ramsløg til op over knæene, så der er trods alt meget at glæde sig over! Hvis du benyttede solskinnet i går til at høste ramsløg, kan de passende bruges i denne salat.

Her er grønne og hvide asparges havnet i en salat med ramsløg og pistacienødder. Men du kan skifte de grønne blade ud med vårsalat eller andre små grønne blade, gerne vilde som skvalderkål eller løgkarse. Pistacierne kan byttes ud med ristede cashewkerner eller hasselnødder.

Se opskriften her.

Rigtig god 2. pinsedag!

 


 

 

24. maj 2015

 

aspargesene boomer

aspargessuppe-i-rosa-t-2

Det er nu, aspargesene skal nydes. Der er nøjagtig en måned tilbage. Så er det slut med at stikke asparges.

Her er en aspargessuppe med estragon, der kan serveres enten varm eller kold.

Se opskriften her.

 


 

 

små pateer til pinsens frokostbord

aspargestærter.3

Asparges kan nydes på mange måder. De kan koges 3 minutter og spises med forskellige slags dip eller hollandaisesovs. De kan også grilles, steges eller koges til en lækker suppe. Her er aspargesene fyld i små pateer, der passer fint som frokostret. Da det endnu er ramsløg-tid, er pateerne “pakket” ind i ramsløgblade.

Asparges er ikke blot en gudespise, de er også sunde. De kalorielette stængler indeholder store mængder antioxidanter, og ifølge folkemedicinen er de rensende for nyrerne. Se mere om de gode stoffer i asparges her.

 

aspargestærte.1

små aspargespateer

1/2 kg asparges, hvide og/eller grønne

olivenolie

en god håndfuld ramsløg, blade af skvalderkål eller spinat

3 æg

3/4 dl sojafløde eller anden fløde

50 g havregryn, evt. glutenfri

1 lille skalotteløg

2 fed hvidløg

1 bdt purløg

evt. en portion valnødde-pebersovs

 

aspargestærter.2

Du kan bruge hvide eller grønne asparges – eller halvt af hver. Skræl de hvide asparges og evt. de grønne nederst på stilkene. Skær stilkenderne af.

Skær aspargesene i længder, der passer til små ovnfaste forme med en diameter på 8-10 cm.

Smør formene med lidt olie og beklæd dem med de valgte grønne blade.

Pisk æggene sammen med fløde og havregryn. Tilsæt et drys salt og peber.

Hak løg og hvidløg. Klip purløgene og rør de tre ting i æggemassen.

Læg halvdelen af aspargesene i de fire forme. Hæld halvdelen af æggemassen over. Læg endnu et lag asparges og fordel resten af æggemassen i formene.

Bag pateerne i en 190 grader varm ovn 20-25 minutter.

Servér evt. den mellemøstlige sovs, muhammara til.

 

aspargestærter

 

servér en valnødde/peberfrugtsovs  til

aspargestærter.4

Servér fx små kogte aspargeskartofler til samt valnødde- og pebersovsen, muhammara.

 

Hvis du vil printe opskriften ud, så klik på save/share nedenfor. Her kan du trykke på “print friendly” og printe ud uden billederne.

 

 

 

It's only fair to share...Share on FacebookShare on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterEmail this to someone
Share
Side 1 af 41234