kirstenskaarup.dk

veganske frikadellerArkiv

fredag

12

oktober 2018

10

KOMMENTARER

selleribøffer eller frikadeller – plantefars til tiden

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

 

bøffer??? dem laver man da af plantefars!

 

Betyder udseendet noget? Nææææee, det burde det ikke, og så alligevel. Jeg har netop afleveret manuskriptet til min kommende bog om “Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer”, se evt. mere her (udkommer januar), og så er tiden inde til at tænke på, hvordan forsiden skal se ud.

Da jeg selv tager bogens billeder, hænger jeg på den. Mit første forslag var ovenstående, men det blev forkastet af forlaget, og så måtte jeg i gang med mange andre forsøg på en løsning. Nu er den heldigvis fundet, og alle er tilfredse.

Den ekstra omgang med fotoapparatet affødte så endnu en opskrift, som ikke er med i bogen. Det er disse selleribøffer og -frikadeller.

Hvis det skal være helt rigtigt, er en selleribøf en hel skive selleri, som koges, paneres og steges. Den serveres lidt som en wienerschnitzel. Du kan se opskrift på en klassisk selleribøf her eller på en selleribøf de luxe her.

Da jeg startede som vegetar for en menneskealder siden, var der ingen ende på de drillerier, jeg måtte lægge øre til, bl.a. om selleribøffer. Dengang var selleribøffen i virkelig bad standing! Og noget mere latterligt, end at en ung pige tænkte på dyrevelfærd var da helt ude i hampen!

Tænk en gang: nu er der gået 50 år, og rigtig, rigtig mange kan i dag se, at det eneste rigtige er at spise mad fra planteriget. Der er i øjeblikket ikke en dag, hvor blade, aviser, radio og TV ikke diskuterer vores skadelige kødforbrug og opfordrer til plantemad. Det eneste sørgelige ved denne opvågning er, at det skyldes vores egen – gennem årtier – bevidstløse destruktion af selve vores fundament: den jord vi lever på og ikke kan leve uden. Det skærer mig også i hjertet, at det ikke også er manglen på dyrevelfærd, der driver folk mod plantemaden. På det punkt er det åbenbart nemmere stadig at lukke øjnene.

.

Sellerifarsen kan enten steges som bøffer eller frikadeller – eller halvt af hvert.

.

.

fritter som tilbehør

Danskernes yndlingstilbehør til bøffer eller frikadeller er sovs og kartofler. Så kan vi næsten ikke blive lykkeligere!

Det er også fint, men vil du have en afveksling til de kogte kartofler, kan jeg anbefale disse næsten fedtfri fritter, som er bagt i ovnen med meget lidt fedtstof. Her har jeg brugt både kartofler, søde kartofler og selleri. Se opskriften her.

.

selleribøffer/frikadeller

(4 bøffer og 8 frikadeller)

50 g solsikkekerner

50 g valnødder

75 g skalotteløg

200 g renset porre

400 g renset selleri

100 g kartofler

kokos- eller olivenolie

1 spsk tørret salvie

1-2 spsk grov sennep

3 spsk loppefrøskaller (HUSK)

ca. 5 spsk havregryn

2 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

havre- eller hvedemel

.

Rist kerner og nødder på en tør pande til de er gyldne. Hak dem og sæt dem til side.

Hak løgene og snit porrerne.

Findel selleri og kartofler i en food processor.

Varm 2 spsk olie op på en meget stor pande eller wok og svits løg og porre 4-5 minutter.

Tilsæt selleri og kartofler og svits endnu 4-5 minutter. Tilsæt salvien.

Lad blandingen afkøle lidt og tilsæt de hakkede kerner/nødder, sennep, loppefrøskaller, havregryn og tamari. Rør farsen godt sammen og smag til med sennep, tamari, salt og peber.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet en times tid, evt. til næste dag.

Vurdér konsistensen og tilsæt evt. lidt flere havregryn, hvis farsen ikke er fast nok.

Form bøffer eller frikadeller af farsen. Vend dem i mel og sæt dem i rigeligt varm olie på en pande.

Steg frikadellerne og/eller bøfferne gyldne på begge sider.

.

.

ny bog lærer dig at stå på tre ben

Mon ikke de fleste, der læser med her, kender Anette Harbech Olesen i Aarhus – og hendes blog Mad for livet? Anette er en meget anerkendt og respekteret ernæringsekspert. Anette har en række kloge bøger om kost og ernæring bag sig, og nu har hun netop udgivet en ny: “Mad, mening & magiske øjeblikke”.

Når jeg ovenfor skriver, at bogen står på tre ben, er det fordi Anette deler det kloge liv op i tre essentielle dele, som hun kalder taburetteknikken, hvor balancen i livet kan søges gennem tankens kraft, madens kraft og aktivitet og søvn.

Anette betoner vigtigheden af at holde den indre kemi balance, og det gør man bl.a. gennem sine tankemønstre. Kommunikation med kroppen er vigtig for sundheden, for også cellerne har en udløbsdato. Den kan man bl.a. forlænge med sund mad, positive tanker, bevægelse og sund søvn.

Krop og psyke er tæt forbundet, og kroppens  evne til selvhelbredelse er ofte undervurderet. Men ved at finde meningen med livet og være bevidst om vore valg, kan vi få et sundere liv. Det fortæller Anette engageret om i bogen – og så understreger hun – ikke mindst – betydningen af et varmt knus og kærlige tanker! Gode ord at høre i en kuldslået tid.

Foruden den filosofiske del indeholder bogen en lang række lækre opskrifter på alle dagens måltider. Det er ingen dum idé at finde balancen på tre ben!

Bogen er udgivet af Gyldendal og kan købes hos din lokale boghandler eller hos Saxo.

..

Share

torsdag

12

april 2018

12

KOMMENTARER

kerne-frikadeller med “bøgeblads”-salat

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

danskerne erobrer Sverige igen: nu med plantefars!

Firmaet Naturli’ Foods har stor succes med deres plantefars i Danmark. Og endnu en gang i historien forsøger vi at erobre Sverige. Denne gang med plantefars. Så bliver det vist ikke mere kærligt!

Naturli’ Foods skriver i en pressemeddelelse: “Danskerne tømte kølediskene for ny plantefars fra første dag, og det samme gør svenskerne nu. Mere end hver fjerde pakke hakket i indkøbskurven var lavet af planter frem for kød. Det er status efter, at Naturli’ Hakket blev præsenteret for svenskerne i Netto. Det 100 pct. plantebaserede produkt, som ligner og smager som hakket oksekød, sælges nu i hele Sverige.

I Danmark blev kølediskene hurtigt tømt, da Naturli’ Hakket blev lanceret lige efter nytår. I Sverige får den 100 pct. plantebaserede fars nu også en overvældende modtagelse. 28 pct. af pakkerne med hakket, der landede i indkøbskurven i Netto i Sverige i den første uge efter lanceringen, var en pakke Naturli’ Hakket.”

Det er glædeligt. Men jeg har det lidt blandet med den plantefars. På den ene side synes jeg, det er fantastisk, at man nu kan købe et produkt, der kan lette lidelserne for mange dyr og belastningen af kloden. På den anden side er jeg lidt ked af de mange tilsætningsstoffer, der giver et produkt, som faktisk ikke er specielt naturligt. Men, men … det er i min optik trods alt langt bedre end at spise dyr. Og det er jo bestemt heller ikke barnemad, der bliver proppet i fx kødpålæg.

.

du kan også lave din egen plantefars

Jeg ved godt, at det er meget forlangt at skulle lave sin egen plantefars, hvis man kommer sent hjem fra arbejde og har sultne børn omkring sig, der utålmodigt venter på en af mors egne frikadeller.

Ikke desto mindre er her forslag til en forholdvis nem plantefars. Den kan evt. laves på et tidspunkt, hvor der er tid og ro, og så fryses ned. Jeg vil ikke anbefale nedfrysning af de stegte frikadeller, da de nemt smuldrer efter optøning. Men sæt en times tid af i løbet af weekenden og lav evt. flere forskellige slags plantefars, som kan opbevares i fryseren til de travle hverdage.

Jeg har lavet frikadellerne i mini-størrelse, så passer de fint i et pitabrød eller i en sandwich. Men du kan naturligvis forme dem nøjagtig i den størrelse, du ønsker.

.

nyd frikadellerne med en lækker varm spidskålssalat

Denne varme spidskålssalat har jeg ikke selv opfundet, men jeg garanterer, at den smager dejligt.

Se opskriften her.

 .

små kerne-frikadeller

(4 personer)

50 g røde linser

100 g kartofler

100 g græskarkerner

75 g løg

2 fed hvidløg

150 g renset selleri

1 bdt persille

1 spsk tørret timian

2 spsk loppefrøskaller (HUSK)

ca. 1/2 dl plantefløde

1 økologisk citron

ca. 50 g havregryn

2 spsk tamari

salt, friskkværnet peber

kokos- eller rapsolie til stegning

.

Kog linserne møre ca. 20 minutter. Afdryp dem, hvis ikke al vandet er kogt ind.

Kog kartoflerne møre, afkøl og pil dem. Riv dem fint på et rivejern.

Findel græskarkernerne i en food processor. Hæld dem over i en skål.

Skær løg, hvidløg og selleri i terninger og findel dem ligeledes i food processoren.

Hak persillen groft og tilsæt den sammen med timian og de knuste græskarkerner. Kør maskinen endnu et øjeblik.

Kom farsen over i en skål og rør de revne kartofler og linserne i.

Pisk loppefrøskallerne i fløden.

Kom væden i farsen og tilsæt 2 spsk citronsaft, 2 tsk reven gul skal, havregryn og tamari.

Rør farsen godt sammen og vurdér konsistensen. Måske skal der lidt flere havregryn i.

Smag godt til med tamari, citronsaft, salt og peber.

Pres farsen godt sammen i skålen og lad den hvile en halv times tid. Vurdér igen om der skal mere væde i – eller flere havregryn. Farsen skal være temmelig fast.

Form 30-35 små frikadeller – eller et mindre antal i almindelig frikadellestørrelse. Form frikadellerne med hænderne og en ske, du dypper i vand.

Steg frikadellerne gyldne på begge sider på en godt varm pande.

.

servér yoghurtdip til

En dip af yoghurt  passer fint til frikadellerne og spidskålen. Smag yoghurt eller havre-creme fraiche til med salt, peber og citronsaft – evt. også en smule chili. Drys gerne med det lækre nøddedrys dukkah.

.

 

Share

fredag

4

august 2017

10

KOMMENTARER

klar, parat, skolestart: svampe/mandelfrikadeller 

Skrevet af , Posted in frokostretter, pålæg, rejser

.

på tur til Dracula-land

Kan du gætte hvor jeg er henne i verden i denne uge?

.

det ligner farverige Indien

Et kig ind i en af de mange gyder afslører en frodig blomsterhave i den inderste gård.

.

meeeen ….

… her er en maskine til parkeringsbilletter. Så Indien kan det bestemt ikke være. Sådan en har de vist ikke hørt om derovre. Kvinderne har heller ikke sari på.

.

… det kunne også være Marokko

… det er nemlig også et af mine yndlings-farverige lande.

.

 men faktisk er jeg i en europæisk middelalderby

Er der noget som smukke gamle tegltage? Tagene her knejser i den rumænske middelalderby Sibiu i området Trannsylvanien. Og hvis Trannsylvanien får en klokke til at ringe, er det nok fordi det er her, vampyren Dracula holder til. For at sige det som det er, er jeg på vej til hans slot uden for byen Brasov. Gys og gru …. jeg håber det bedste. Jeg spiser masser af hvidløg, så  jeg håber, det går godt. Desuden mener en af mine venner, at vampyrer ikke bryder sig om vegetarblod. Faktisk er jeg bange for, at det er lige netop modsat.

.

Sibiu – en malerisk perle i Karpaterne

Tre ringmure omslutter middelalderbyen, der blev grundlagt af Hermann fra Nürnberg allerede i det 12. århundrede. Og området har indtil nyere tid altid været beboet af hovedsagelig tyskere, mest saksere. Byen har da også tidligere heddet Hermannstadt efter byens grundlægger.

Vil man opleve en pittoresk og malerisk by, der har bevaret meget af sit middelalderlige præg, er Sibiu et besøg værd. Byen var i 2007 kulturhovedstad, og det betød, at den gamle by blev renoveret, så borgerhuse, kirker og pladser stadig stråler som en nyslået femkrone.

.

.

i Sibiu – tidligere Hermannstadt

En kvinde fra landet er kommet til Sibiu og leder efter kunder til sine nyhøstede brombær.

.

en trannsylvansk og vegansk burger

Ja, man kunne måske nærmest kalde denne burger for trannsvegansk! Når jeg nævner den, er det, fordi jeg spiste den forleden på en restaurant, der havde et righoldigt menukort – med adskillige vegetariske og veganske retter og altså også denne veganske burger, der var lagt sammen med to frikadeller, grønt, tofu”bacon”, “ost” og ketchup.

Atter måtte jeg sukke dybt ved tanken om de danske restauranter, der endnu ikke har forstået at verden er ved at ændre sig. Jeg oplever tit på mine rejser, at steder som de baltiske lande, Polen og altså nu Rumænien er meget mere med på beatet, når det gælder fremtidens mad. Og det er steder, jeg ikke umiddelbart ville forvente det. Det er glædeligt! – og det fører mig til en dansk burger, som du indtil videre – formentlig – selv må producere.

.

husk madpakken!

I Danmark venter nemlig det nye skoleår lige om hjørnet, og der skal gang i madpakkerne igen. Derfor vil jeg gribe ideen med en frikadelle-burger.

Hvis du synes, en burger er for vanskelig at transportere for den lille pode, så brug i stedet frikadellerne som pålæg på et stykke godt rugbrød.

.

frikadeller rørt med kærlighed og fuld af sundhed

svampe/mandelfrikadeller 

(ca. 10 frikadeller)

50 g sojaflager

1 dl kogende grøntsagsbouillon

100 g løg

2 fed hvidløg

250 g champignon

2 spsk raps- eller olivenolie

1/2 spsk tørret timian eller anden krydderurt

2 spsk citronsaft

50 g mandler

1 spsk no egg (fås i helsekostbutikker – kan erstattes af 1 æg)

50 g havregryn

2 spsk kikærte- eller hvedemel

1/2 dl plantefløde

salt, friskkværnet peber

.

Hæld kogende bouillon over sojaflagerne og lad dem stå en halv times tid.

Hak løg og hvidløg. Hak begge dele forholdsvis fint. Hak også svampene fint.

Svits løgene til de er let gyldne. Tilsæt svampene og svits ved god varme et par minutter. Tilsæt den valgte krydderurt, citronsaft samt et drys salt og peber. Kom løg og svampe i skålen med sojaflagerne og blend farsen let med en stavblender.

Hak mandlerne fint og rør dem i farsen sammen med ”no egg”, havregryn og mel.

Tilsæt fløden og smag til med salt og peber.

Pres farsen sammen i skålen og sæt den i køleskabet et par timer, evt. til næste dag.

Hvis farsen er meget fast, røres lidt mere fløde i.

Brug en ske til at forme ca. 10 frikadeller med. Dyp skeen i koldt vand for hver frikadelle. Sæt frikadellerne i godt varm olie på en pande og steg dem gyldne på begge sider.

Se opskrift på burgerboller her, hvis du vil bruge frikadellerne i en burger.

.

.

frikadelleburgere – måske også til skovturen

Her er frikadellerne lagt sammen med burgerboller, salatblade, tomat, tallerkensmækker og dildolie.

Måske kan du endnu nå et nyde burgerne på en skovtur – hvis der skulle være en dag, hvor det ikke regner!

 

Share