Kirstenskaarup.dk

plantebaseret mad med masser af smag

vegansk squashtærteArkiv

fredag

8

september 2023

2

KOMMENTARER

ternet squashtærte med oliven

Skrevet af , Posted in frokostretter, hovedretter

.

en  hverdagsklassiker: squashtærte

Sommeren fortsætter, og squashene er stadig leveringsdygtige, så der er brug for ideer til at anvende dem på en lækker måde.

Hvis du har været igennem alle supperne, de fyldte squash og lasagnerne,  så prøv denne tærte. En tærte er altid velkommen, så her er forslag til en nem og billig ret. Her er squash i bunden og cashewcreme på toppen.

.

store eller små tærter

Tærten kan bages som én stor eller flere mindre portionstærter.

En tærte er lige velegnet som frokostret og middagsret. En stor skål grøn salat – romainesalat fx –med hvidløgsdressing passer fint til. Tærten er også praktisk at medbringe som “madpakke”.

.

tærte – nu med dekoration!

Tærterne har fået et ternet mønster af tynde strimler squash – og sorte oliven både pynter og giver god salt smag til tærterne.

.

ternet squashtærte med oliven

(4 personer)

dej:

50 g smørbar eller cashewsmør fra NatureSource

100 g hvedemel

100 g grahamsmel eller rugmel 

(se opskrift på glutenfri tærtebund her, her eller her)

1 dl vand

1 dl plantefløde

fyld:

½ kg squash

sorte oliven uden sten

olivenolie

basilikum eller koriander

cashewcreme:

100 g cashewkerner

1 dl vand

2 spsk chiafrø

1 ½ – 2 dl plantefløde

finthakket chili efter smag

4 fed presset hvidløg

evt. 1 spsk knuste spidskommenfrø

tamari, friskkværnet peber

.

Start med at sætte cashewkernerne i blød i vand, der dækker. Lad dem udbløde 6-8 timer.

Lav dejen:

Smulder de to slags mel i fedtstoffet, og tilsæt væden samt et nip salt. Ælt dejen sammen og lad den hvile en times tid.

Hvis du vil lave tern på tærten, så høvl noget af det grønne af squashene. Brug en tyndskræller og skær stykkerne i tynde strimler.

Skær squashene i skiver.

Lav cashewcremen:

Afdryp cashewkernerne og blend dem med 1 dl vand.

Tilsæt fløde og evt. lidt mere vand, til konsistensen er passende. Cremen skal kunne smøres ud på squashene.

Smag til med chili, hvidløg, evt. spidskommen, samt tamari og peber. Cremen skal smage af temmelig meget.

Rul dejen ud og læg den i en tærteform – eller i flere portionsforme.

Prik dejen med en gaffel og forbag bunden i en 200 grader varm ovn ca. 8 minutter.

Fordel squashskiverne på tærtebunden og læg cremen øverst. Dekorér evt. med strimler af squash og sæt sorte oliven på. Dryp med lidt olivenolie.

Bag tærten færdig, 30-35 minutter. Lad tærten sætte sig lidt og drys med den valgte krydderurt.

.

.

Share

fredag

19

august 2016

42

KOMMENTARER

squashtærte med jordnøddebund

Skrevet af , Posted in hovedretter

.

squash og tomater i sprød tærtebund

squash-tomattærte.2

Hvis du er så heldig selv at dyrke squash og tomater, kan det knibe med at få ideer nok til anvendelse af de leveringsglade frugter. Skal du ud og købe dem, er de også billigst lige nu her i august. Faktisk kan man få en stor squash for en flad femmer.

 

en produktiv plante

squash 2

Squash gror lystigt nærmest hvor som helst. På et tidspunkt dyrkede jeg dem i store potter. Det gik fint, og så kunne jeg også bære dem væk fra dræbersneglene. Det er nemlig også deres livret.

 

nyd også blomsterne

I Italien har man mange lækre retter med både selve squashen og med blomsterne. Blomsterne spiser man enten fritteret eller med forskelligt fyld.

Fyldte squashblomster er en lækker forret, og det er synd at lade de smukke blomster gå til spilde. Se fx squashblomster med kantareller og nødder eller nøddefarserede squashblomster.

squashblomster

squashblomst

tærtebund med jordnøddesmør

Jeg har til tærten valgt en bund med jordnøddesmør, fordi jeg ville lave en helt vegansk tærte. Jeg har brugt hvedemel, men glutenallergikere kan bytte det ud med glutenfri havremel og kikærtemel eller fuldkornsrismel.

Låget på tærten er med cashewcreme og gærflager, hvilket giver en slags “oste”sovs. Selv om du måske plejer at bruge æg, fløde og ost til en tærte, så prøv alligevel denne her. Jeg synes den smager skønt!

Vil du hellere have en “gammeldags” tærte, så prøv ternet squashtærte med oliven.

squash-tomattærte

squashtærte med jordnøddebund

tærtebund:

100 fuldkornshvedemel

100 g hvedemel

100 g jordnøddesmør

1 dl vand

cashewcreme:

50 g cashewnødder

2 dl mandel-, kokos-, sojafløde eller anden fløde

2 spsk HUSK (loppefrøskaller)

2 spsk gærflager (kan evt. udelades)

olivenolie

tærtefyld:

400 g squash

200 g løg

250 g små tomater, fx blommetomater

1/2 dl sesamfrø eller chiafrø

en håndfuld timianstilke

 

squash-tomattærte-stykke

Lav først cashewcremen (eller ”oste”sovsen): findel cashewkernerne. Brug gerne en stavblender. Tilsæt fløde, HUSK, et drys salt og peber samt gærflager. Blend blandingen et minuts tid.

Lad ”sovsen” stå, mens du laver bunden:

Ælt de to slags mel med jordnøddesmørret. Tilsæt et lille drys salt og så meget vand, at dejen bliver tilpas blød til at kunne rulles ud.

Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform eller andet ovnfast fad. Pres dejen op ad siderne med en gaffel og prik bunden.

 

tærtebund-jordnødde

Sæt formen i en 200 grader varm ovn og forbag bunden ca. 8 minutter.

Tilsæt så meget vand til ”sovsen”, at den bliver som en bechamelsovs. Tilsæt 2 spsk olie. Smag til med salt og peber.

Skær squash, løg og tomater i skiver. Bevar så vidt muligt løgene i hele skiver.

Læg grøntsagerne taglagt i rækker på den forbagte bund. Dryp med lidt olivenolie og sæt fadet i ovnen 15 minutter.

Tag fadet ud og fordel ”sovsen” over grøntsagerne. Pres nogle timianstilke ned i overfladen og drys med sesamfrø eller chiafrø.

Bag tærten færdig, til den er gylden på overfladen, 15-20 minutter.

Drys med lidt frisk timian på tærten. Servér gerne en enkel icebergsalat til med fx et par håndfulde kogte kikærter eller bønner, snittet løvstikke og hvidløgsdressing.

 

squash-tomattærte.3

 

Share